Børneteaterfestival - Sanseligt børneteater

Ligesom i 2001 var der mangel på nye, spændende forestillinger for de aller yngste på årets store Børneteaterfestival i april. Det giver dog ikke grund til bekymring, for der er fortsat adskillige småbørnsforestillinger på markedet af meget høj kvalitet. Blot spiller de så meget, at teatrene har svært ved at finde tid og ressourcer til samtidig at producere nyt på området.

Festivalen, der i år foregik i Lyngby-Taarbæk Kommune, viste dog en styrket tendens væk fra det kedsommeligt stillesiddende fortælleteater. Der ses færre dukker som erstatning for flere medvirkende i soloforestillingerne og mindre overflødigt isenkram. De nye teateropsætninger er præget af bedre og mere sanseligt skuespil, hvor krop og bevægelse afløser den fortærskede brug af mere eller mindre fancy lys og lydkulisser.

Den mere dramatiske og udadvendte spillestil kan dog også blive for meget af det gode. En teater-tour de force gennem et udvalg af over 250 forskellige forestillinger viste en kedelig tendens til at dyrke de medvirkendes skuespillertekniske færdigheder og lade hånt om indholdet. Hvilket afslører, at ikke alle gør sig tilstrækkeligt klart, hvem børneteatrene egentlig spiller for. Alligevel er sådanne forestillinger ofte mere leveringsdygtige i den teatermagi, der er en vigtig del af oplevelsen, og som et børnepublikum mindst af alt må snydes for.

Samfundsorienterede problemstykker går tilsyneladende aldrig af mode blandt børne- og ungdomsteatrene. Ikke overraskende er det især holdninger til det eller de, som er fremmede og anderledes, der sættes fokus på i forestillingerne. Budskaberne er håndfaste, men fremstår sjældent så frelste som før i tiden. De danske børne- og ungdomsteatre ved godt, at selv om de har noget alvorligt på hjerte, skal forestillingerne have en vis underholdningsværdi for at nå sit publikum.



Nyt og velkendt. Teater Trekanten, der kun har eksisteret et par år, præsenterede to forestillinger på årets Børneteaterfestival, en for de små og en for unge. "Luft under vingerne" er for de yngste tilskuere fra 11/2-5 år og handler om jagten på en højtelsket sutteklud, som er blevet borte. Det viser sig, at suttekluden er blevet stjålet af en måge, så babyen må helt ud på havet og have hjælp af en fisk for at få sin klud igen. Det er ikke nogen voldsomt spændende børneteaterforestilling, men dukkeføreren bevæger sig rundt i lokalet som aktiv medspiller og er fænomenalt god til at lade dukken vise sine følelser med hele kroppen. Desuden giver bestræbelserne på at finde suttekluden rig lejlighed til at berette om de fire elementer og til at skabe situationer, der appellerer til fantasien ved at række lidt længere end til dagligdagens velkendte gøremål.

Så sikkert som årets skiften præsenterede Månegøgl en ny forestilling på Børneteaterfestivalen - denne gang med inspiration fra en rejse i Grønland. "Den isblå sang" for børn fra to til fem år er en gæv og køn historie om en dreng, der bor sammen med sin arbejdsomme mor og sin far, som er fisker, i en lillebitte iglo højt oppe på den hvide, gletcherlignende fjeldside. Forestillingen er fuld af snekold poesi uden antydning af falsk folklore. Den forrygende fantasifulde scenografi er et lysende univers i hvidt, beige og blåt, der kan forvandles til et smukt landskab i jordbrunt og grønt med vand på de mest uventede steder. Dukkedrengen med det levende ansigt og de fine sælskindsbukser drager med sin hundeslæde ud i en storslået sneørken for at finde den helt bestemte sang, der kender hans navn. Han har et mål, en ledsager og en opgave, der skal løses, før han vender hjem igen - og det sker alt sammen til havfrisk musik og den blødeste sang.



Dans og bevægelse. Danseteater skabt specielt til børn er der ikke meget af. Derfor skal man gribe chancen, hvis Corona Danseteater kommer forbi med sin nye, fremragende forestilling "Forvandlingen" for de tre til syvårige. Titlen skal tages bogstaveligt. De geometriske figurer i den kunstinstallation, som udgør scenografien, bryder en for en ud af deres snærende, stramme former og forvandles til drønskægge og dødflotte insekter. Senere opstår nye forvandlinger, og til ny, inspirerende kompositionsmusik folder dans og bevægelse sig ud som et poetisk trekantsdrama mellem en myre, en sommerfugl og en natsværmer. De sidste er pyntet med ustyrligt flotte transparente og farveglitrende vinger, der svirrer og dirrer i luften.

Og mens kroppene bevæger sig i kærligt drillende småspring, afspejler ansigterne undren og glædestrålende betagelse over egen formåen. Forestillingen nærmest myldrer af utraditionelle indfald, der også omfatter kampen mod den tårnhøje edderkop Rosita, hvis enorme, giftige kyssemund er forførende placeret i toppen. Efter en del ballade viser det sig dog, at lidt flamencodans kan pacificere den magtfulde dame, og roen sænker sig.

"Den lille hvide kat" er lavet af det nye Teatret Aspendos som et tilbud til børn fra fire til ti år. Det er ikke en decideret danseteaterforestilling, men soloskuespilleren betjener sig i udstrakt grad af et mangeartet og ekspressivt kropssprog, når han beretter det gamle eventyr om den lille hvide kat ude i skoven, der kan tale. Hjælpsom er den også og giver gode råd, så bondesønnen Esben kan vinde over sine to brødre i en konkurrence, hans gamle far har udskrevet. Den skal nemlig afgøre, hvem der skal arve den gamle slægtsgård. Men hver gang Esben vinder, finder hans far på en ny konkurrence og brødrene på nye måder at mobbe ham på. Og sådan går det, lige til det viser sig, at katten er en fortryllet prinsesse, som Esben kysser tilbage til menneskeskikkelse. Historien er sød og lige ud ad landevejen og spilles fermt og tjept, men uden den store indlevelse eller dybere kontakt med det unge publikum.



Henover grænser. Det Lille Turnéteaters pragtudgave af "Nils Holgersens forunderlige rejse" er for børn fra fem til ni år og alle mulige andre, der holder af forunderligt og vidunderligt teater. Historien om den frække bondedreng, som nissen tryller lille bitte, og som derefter flyver af sted på ryggen af Morten Gase, blev anmeldt i "Børn&Unge" ved premieren for to år siden. Alligevel fortjener forestillingen fornyet omtale. Dels for at gøre opmærksom på, at den stadig kan opleves, dels fordi der er kommet en ny skuespiller i den eneste rolle. Det har ikke sænket det tårnhøje niveau. Men det er blevet en mindre dramatisk og mere hjertevarm Nils Holgersen, der nu kan følges på hans store dannelsesrejse op gennem Sverige.

Zamani Troupe er et nyt teater, hvis forestilling "Ebad af Zandjan" for de 6-10-årige også handler om en drengs turbulente rejse ud i verden for at blive klogere på sig selv og andre. Med afsæt i et eventyr fra Azerbajdjan, hvor teatrets leder kommer fra, introduceres en såkaldt gardinfortælling, som altid spilles med musikledsagelse. Her varetaget af en dygtig dansk blokfløjtespiller, som skægt har indlagt et par takter af melodien til "Spørge-Jørgen" og også leverer morsomme lyde undervejs i beretningen. De skiftende gardintæpper, der illustrerer handlingen, og de eksotisk smukke dukker i det store persongalleri styres af en dygtig dukkefører, der desværre er en ringe fortæller. Til gengæld spiller hovedpersonen sin rolle med tilstrækkelig komik til at sætte farver på turen, hvor han konstant kvajer sig ved at gøre det stik modsatte af, hvad folk forventer. Han ler til en begravelse og sørger ved et bryllup, og sådan fortsætter det - ikke af ond vilje, men af mangel på opmærksomhed overfor andre.



Det stumme teater. Selv om mandens ansigt ganske rigtigt forbliver næsten udtryksløst, er der store følelser i omløb i Baggårdteatrets "Stoneface". Torkild Lindebjergs fabelagtigt morsomme og poetiske nye pantomimeforestilling for børn fra 6-12 år er en helstøbt og underholdende oplevelse, hvor musik og bevægelse går op i en højere enhed. Uden at lægge skjul på inspirationen fra Buster Keaton og stumfilmsfarcen skaber han sit helt eget betagende univers, der taler direkte til både små og store tilskuere. En lille sirlig mand med en meget stor rejsekuffert, der blandt andet indeholder et guldfiskeakvarium med vand, er forestillingens hovedperson. Men omdrejningspunktet for de utallige, hastigt vekslende og urkomiske situationsspil er modsætningerne mellem den lille seje overlever og den høje, elegant klædte musiker. En kynisk person med kontrol over tingene, som i mødet med den tumpede, tragikomiske naivitet alligevel ender med at gå op i limningen.

Teater Refleksion er også et teater uden ord, hvis forestillinger udelukkende fremføres med marionetdukker af meget høj kvalitet. "Kan man i virkeligheden flyve" er for børn fra 6-11 år. Men den meget smukke og meget voluminøse klavermusik, der ledsager historien, som i forvejen både byder på dunkle rum med mørke stenmure og døde sommerfugle, er nok lige i overkanten for en seksårig. Er børnene gamle nok, venter der derimod en teateroplevelse, som ikke ligner noget andet - det skulle da lige være en uhyggelig tegnefilm. Forestillingen spilles på en meget stor scene, hvor tre store børn løber på skateboards i storbyen. Den ene af dem er Tom, der godt kan lide at dagdrømme, men som på den anden side godt kan have svært ved at skille drøm fra virkelighed. Det er heller ikke så nemt for publikum, men forhindrer dog ikke, at man rives med af forestillingens stærke, og undertiden også barske, sanseindtryk.



Farverige myter. I "Hesten som steg op fra havet" blander Teatret Fair Play kultursammenstød i en moderne storby med en sigøjnermyte til et heftigt melodrama med masser af bevægelse og levende musik. Pustende og blæsende bølger de medvirkende frem og tilbage som havet, hvorfra en stærk og sky hvid hest dukker op og følger en gammel sigøjners vogn ind til byen. Her lever hans forsømte børnebørn med en fordrukken far, og hesten, som de spiller på skift med fyrige kast med hovedet og skrabende forben, er pigernes unge, døde mor, der vender tilbage for at redde sine små døtre op af den sociale sump. Det er skægt, når pigerne med stort besvær får dyret ind i elevatoren og op i den lille slumlejlighed. Men sørgeligt for børn fra ni år - og for pigerne, der kender alt til tab - at politiet henter den. Heldigvis får de handlekraftige søstre fat i hesten igen, og af sted går det over bål og politibiler, forfulgt af onde myndigheder og en far, der med ét er ædru og fornuftig. I en lidt uhyggelige slutning, hvor pigerne er døden nær, vender moderen tilbage til havet og hendes børn, måske, til et bedre liv.

Teatrene Artibus og Møllen har sammen skabt et fabelagtigt koncentrat af Bertolt Brechts kendte kæmpedrama om to kvinders strid om et barn og de undertryktes kamp mod samfundets stenrige, herskende magt. I "Kridtcirklen - eller historien om den forladte dukke", der er til børn fra 10 år, holder man sig til den første historie, som bygger på gamle fortællinger. Den spilles til gengæld i to versioner, der supplerer hinanden, og som begge funkler af skuespillernes suveræne, dramatiske udtrykskraft. De voksne kvinder i formidable, "kaukasiske" kostumer og den kvindelige dommer indtager først den lakrøde gøglerscene. Hvor de med satirisk alvor forstærker konfliktens væsen, så også børn forstår den. Og gør de det ikke, kommer chancen igen i anden omgang, når kridtcirklen tegnes op igen, og to moderne småpiger, en rig og en fattig, strides om et dukkebarn. Snildt og underholdende drejes spillet, så nutidens forkælelse og hån overfor folk som den udrangerede ballonsælger, der nu optræder som dommer, kommer til syne i den gamle historie. Helt uden brug af belærende pegefingre.



Kærlighedens kaos. "All you need" er kærlighed. Ikke mindst for børn fra 12 års alderen, hvor de unge års spæde, hjertekvabbabende forelskelse for alvor melder sig på banen. Comedievognens sjove, livlige og scenografisk meget opfindsomme forestilling, hvor brugen af lygter indgår som en original, visuel effekt. Den vitale, yndefulde unge pige og den ikke helt unge Casper Christensen-lignende mand spilles af henholdsvis en danser og en skuespiller. Hvilket giver anledning til en let og luftig leg med genrer, der opleves som ping-pong-spil mellem tekst og bevægelse og ligner en musikvideo live. I forestillingen gennemspiller de to medvirkende med indforståede sideblikke til publikum en lang række korte, genkendelige situationspil, hvor herlig fryd og kulsort pinlighed veksler med korte mellemrum. Der er nærvær og følelse og meget langt til tidens pornosymbolik i hans kropsbevidste pantomime og hendes tilfredse poseren foran spejlet. "Jeg savner dig, selv om jeg endnu ikke har mødt dig", tænker de, men erfarer, at kærlighed ved første blik kan være så højtflyvende, at den forsvinder lige op i den blå luft.

Holbæk Egnsteater står bag en af de allerbedste forestillinger på Børneteaterfestival 2002. "Kaos - Here we come" er for store børn fra 13 år, og med et herligt, overdimensioneret lydanlæg som scenografi og et par unge, vitale skuespillere til at tage sig af dobbeltrollen som Dennis Rasmussen, står vejen til publikum vidt åben. Dennis er en skæg, ukompliceret fætter i den alder, hvor globale konflikter og aftenens fest med vennerne fylder lige meget. Så selvom pubertetshormonerne konstant koger over, prøver han beklemt at pejle sig frem til, hvilken fremtid der venter ham, og hvad han vil bruge den til. Store spørgsmål, det er langt sværere at finde svar på, end om den udkårne Lise mon dukker op til festen. Det gør hun, men det bliver fremmelige Malene, som scorer og omtrent forfører ham. Hvis bare ikke øllet var begyndt at løbe ovenud på det mest prekære tidspunkt "Here We Come" er en smittende veloplagt forestilling om en helt almindelig ung fyr, hvis største problem lige nu er, at hans forældre skal skilles. Og hvis tanker og følelser især står skarpt, fordi Dennis gennem den tvedelte rolle kan føre enormt underholdende diskussioner med sit andet jeg.



Storslåede klassikere. Hvis børn på 12 år ikke kender Charles Chaplins skæbne og samtid, er Meridiano Teatrets enestående smukke forestilling om ham et perfekt sted at starte. Med strålende, visuel fantasi fortæller "Chaplin" historien om et liv i billeder, med billeder og af de billeder, der i årtier gav familien brød på bordet. Det handler om kunstneriske krav, om stumfilmen, der må vige for talefilmen, og om moralsk og politisk tilsvining. Med filmens egne virkemidler krydsklipper et velsmurt teatermaskineri mellem epokernes elegante miljøer, stumfilmstudierne og hjemmelivet og tager det unge publikum med hele vejen fra en ussel barndom til verdensberømmelsen. Chaplin er indbegrebet af den amerikanske drøm, der her bliver forhørt, forhånet og til sidst landsforvist. Stærke optrin, der mildnes af en skøn enetale til en bordlampe som reaktion på meddelelsen om, at han har fået en æres-Oscar Chaplinfiguren spilles dels som stum pantomime, dels som overbevisende skuespil, og begge skuespillere er lige overbevisende skarpe og rørende i samspillet med et forrygende godt ensemble.

"Resten er stilhed" tager fat i en endnu ældre klassiker. Titlen på Teater Trekantens ungdomsforestilling er den berømte slutreplik i Shakespeares "Hamlet", som siges af hans bedste ven, da prinsen er død. Nu vågner Hamlet op igen i et kaotisk og møgbeskidt hummer uden for tid og sted i selskab med sin barndoms elskede hofnar Yorrick. Eftersom narren døde af druk, længe før Hamlet blev dræbt af en forgiftet kårde, er han nysgerrig efter at vide sandheden om, hvordan hele den royale familie tog livet af hinanden og et par stykker mere. Ligesom Yorrick på sin side løfter sløret for dunkle gerninger, som Hamlet ikke kender til eller har fortrængt, og som han nu tvinges til at se i øjnene og tage stilling til. Det er ikke sjovt at se glansbilledet af sin far krakelere eller at indrømme, at han selv begik en slags selvmord af sorg over sin elskede Ofelias død. Desværre er det heller ikke særlig skægt, at den utraditionelle opsætning skæmmes af en ulyksalig trang til at spille kvindefigurerne som hårdtpumpede karikaturer.