Altædende kommuner

De nye kommuner har tilsyneladende en voldsom appetit på at overtage amternes sociale institutioner fra første færd, når kommunalreformen træder i kraft den 1. januar 2007.

Det ligger fast, at kommunerne skal overtage de amtslige tilbud til børn og unge med sociale og adfærdsmæssige problemer og specialundervisning af børn. Men alt tyder på, at hovedparten af dem vil følge en opfordring fra Kommunernes Landsforening (KL) og også lægge billet ind på langt de fleste af amternes øvrige sociale institutioner, der har til huse i kommunen - såkaldte "kan-institutioner", som blandt andet omfatter institutioner for børn og unge med psykisk- og fysiske handicap og tilbud til unge misbrugere.

Allerede inden kommunevalget i november, lavede Amtsrådsforeningens magasin, MANDAT, en undersøgelse, som antydede, at vinden bar i den retning. Og det gør den stadig, efter at sammenlægningsudvalgene i de nye kommuner har sat sig tilrette i stolene, bekræfter KL. Det er sammenlægningsudvalgene, som skal træffe den endelige beslutning, og de skal lægge billet ind inden den 15. februar, hvis kommunen skal overtage institutionerne allerede i 2007



Kommunale jubelscener. Socialpædagogernes Landsforbund (SL) har sammen med bruger-, patient- og invalideorganisationer kæmpet en lang og sej kamp for at få specialområdet ind under regionerne. Men altså forgæves. Og den kommunale appetit på de amtslige institutioner kommer ikke bag på SL's næstformand Marie Sonne.

"I SL har vi registreret kommunernes jubelscener. Men jeg synes, de lægger et meget højt ambitionsniveau, og jeg er betænkelig ved, at de nu også vil til at tage sig af meget specialiserede socialpædagogiske opgaver. Det er min vurdering, at politikerne ikke helt har sat sig ind i, hvad det her handler om, og at det meste hidtil er forgået på embedsmandsniveau. Så oplæggene til overtagelse af institutioner er da noget, vi drøfter med de politikere, som skal tage endelig stilling," siger hun.

SL og organisationerne frygter, at udflytningen fra amterne vil sprede den socialpædagogiske ekspertise og føre til udtynding af de faglige miljøer i de trods sammenlægninger mindre kommunale enheder.

"Vi risikerer, at den faglige bæredygtighed krakelerer. Og hvad med de tilbud, hvor kommunen måske kun selv benytter eksempelvis fire ud af 60 pladser, hvad bliver konsekvensen, hvis de ikke kan sælge pladserne til andre kommuner? Det kan meget vel komme til at koste tilbudet livet, hvis der ikke ligger en meget håndfast garanti fra brugerkommunerne," siger Marie Sonne.

Hun har desuden svært ved at se, hvem der i praksis tager førertrøjen på, når det gælder udvikling af tilbudene:

"I amterne er der stor fokus på at udvikle tilbud i forhold til de nye behov, der opstår. Hvem skal tage ansvaret for og initiativet til, at det sker fremover. Der er jo ikke ligefrem den store luft i de kommunale budgetter, så jeg vil gerne se den kommune, som vil og har råd til at investere i social udvikling omkring for eksempel autisme."



Bredere døre. Mange kommuner har gennem en årrække selv opbygget pædagogiske tilbud til børn og unge med særlige behov. Og viften af tilbud er bred. Det kan være indslusning af enkelte børn i almene institutioner eller tilknytning af mindre grupper af børn, etablering af egne kommunale specialinstitutioner, pædagogisk støtte i hjemmet, familiebehandling, faste kontaktpersoner, diverse projekter og andet.

Med grundtakstmodellen, som trådte i kraft den 1. januar 2002, fik kommunerne et vægtigt økonomisk incitament til at nedbringe antallet af anbringelser uden for eget hjem. Det satte yderligere skub i udviklingen af forebyggende kommunale tilbud, og begrebet rummelighed kom for alvor på den politiske dagsorden.

Når kommunerne overtager hele ansvaret for specialområdet og altså også er parat til at tage sig af meget specialiserede socialpædagogiske opgaver, vil presset på de almene institutioner øges yderligere, frygter Marie Sonne:

"Vi har allerede set en tendens til, at hvis bare man gør dørene bredere i daginstitutionerne, skal pædagogerne nok også tage sig af det. Som fagfolk må vi se på den udvikling med en vis skepsis, for der følger ikke de nødvendige ressourcer med, og så går det ud over både de velfungerende børn og dem, der kræver ekstra stor opmærksomhed og støtte. Der er nærmest opstået et forebyggelsesmantra i kommunerne, men politikerne bliver nødt til at indse, at nogle børn har så store problemer, at de ikke kan tackles forsvarligt i de almindelige institutioner eller gennem andre forbyggende tilbud," siger hun.

I et fælles papir om rummelighed noterer forretningsudvalgene i BUPL og SL, at der i løbet af de senere år er sket en forsimpling af måden, regeringen og Kommunernes Landsforening taler om rummelighed på. At der er sket en glidning fra en anerkendelse af, at der er kan være så tunge problemer blandt børn, unge og familier, at en specialiseret indsats er nødvendig, til at betragte det, at nogle børn og unge ikke kan rummes i almensystemet som et spørgsmål om manglende holdninger og uformåenhed hos de professionelle eller manglende forældreansvar.

Men fra første lancering til nu har rummelighed været tæt knyttet til et ønske om besparelser, mener de to organisationer.

"I sidste ende handler det om økonomi," siger medlem af BUPL's forretningsudvalg, Birgitte Conradsen.

"For BUPL er det ikke så afgørende, hvor i systemet specialindsatsen ligger. Men der er en grænse for rummeligheden. Nogle børn har så specielle problemer, at det ikke giver mening at placere dem i en almindelig daginstitution. Det vil hverken barnet eller institutionen have udbytte af, medmindre der tilføres de nødvendige ressourcer, og der følger faglig viden og ekspertise med fra døgninstitutionerne. Og det tvivler jeg stærkt på, at kommunerne er parat til."



Kan- og skal-institutioner

I forbindelse med kommunernes overtagelse af de hidtidige amtslige opgaver på området for sårbare børn og unge bliver der skelnet mellem to typer af institutioner:

Skal-institutioner: Kommunerne skal overtage alle amternes døgninstitutioner for børn og unge med sociale og adfærdsmæssige problemer. En kommune kan dog bede regionen om at være driftsherre også efter 2006, men uanset om kommunen driver tilbudene selv eller beder amtet om dette, vil kommunen overtage aktiver og passiver samt medarbejderansvar forbundet med disse institutioner.

Kan-institutioner:

Kommunerne kan vælge at overtage institutioner for børn og unge med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne. Kommunerne overtager alene aktiver, passiver og medarbejderansvar, hvis kommunen ønsker at overtage tilbudet.