Her er din faglighed: Forskere peger på 4 dimensioner af pædagogikken

Da forsker Line Togsverd og hendes kollega Christian Aabro skulle i gang med at undersøge, hvad pædagogers faglighed egentlig er, forudså de, at de nemt kunne få ørene i maskinen. For faglighed er en ekstremt magtfuld og omstridt kategori. 

Det fortæller Line Togsverd, der er Ph.d. og docent i barndomspædagogik ved UC Syd.

»Vi står i en tid lige nu, hvor der bliver talt meget om pædagogers faglighed og om kvaliteten af den. I det politiske landskab er pædagogers faglighed ekstremt politiseret,« siger hun.

Giv grundfortællinger modspil

En udbredt fortælling handler om, at pædagogisk faglighed er at gøre en forskel for børnene, som vi kan måle effekten af. I debatten bliver det igen og igen efterlyst, at pædagoger skal gøre det, ’der virker’. I en anden fortælling sættes faglighed overfor ’synsninger’. Et mærkat, der ofte spilles på banen, så snart pædagoger handler eller argumenterer med deres dømmekraft eller værdier, påpeger Line Togsverd.

»De grundfortællinger kan godt trænge til lidt kvalificeret modspil,« siger hun.

26 videnskabelige artikler 

Det er nemlig en anden fortælling om pædagogisk faglighed, der træder frem i de tekster, som forskerne har analyseret i et såkaldt review – en kortlægning af den videnskabelige litteratur om pædagogers faglighed i Danmark. Analysen bygger på 26 forskningsartikler, der alle er fagfællebedømt og publiceret fra 2004 til 2019.  

Der findes ingen egentlig definition af pædagogers faglighed, eller hvordan man skal forstå den, i den videnskabelige litteratur, som forskerne har undersøgt. Men der findes til gengæld en stærk indforståethed på tværs af de videnskabelige artikler om, hvad pædagogik og pædagogisk faglighed er, forklarer Line Togsverd.

At gøre det gode

Det gennemgående fund er, at pædagogik bygger på værdier og går ud på at gøre noget, ’der er godt.’ Forskerne gik så på jagt efter, hvad ’det gode’ så består i.

Så snart, man har at gøre med ’det gode’, så handler det om værdier, forklarer Line Togsverd. Det træder da også tydeligt frem i forskningslitteraturen, at pædagogikken er præget af stærke, men modsatrettede værdier. 

»På den ene side beskriver forskningen, at pædagogen skal være repræsentant for det enkelte barn, unge eller voksne. Det sker ved at understøtte, udvikle og bestyrke den enkeltes subjektivitet – oplevelsen af mening og identitet. Det går ud på at arbejde anerkendende med udgangspunkt i den enkeltes behov og måder at være i verden på. Det er i høj grad en etisk fordring, som er stærk og tydelig i teksterne,« siger hun. 

Både frihed og tvang

Overfor værdien om selvbestemmelse og integritet for den enkelte står en anden stærk værdi, der handler om pædagogen som repræsentant for et samfund. 

»I verden er der også noget tvang, nogle forpligtende fællesskaber og et samfund, som pædagogen også skal understøtte. Med pædagogiske begreber taler man om emancipation, der betyder frisættelse, og om tilpasning eller participation, som betyder, at man er deltager i noget. Pædagoger arbejder med begge dele, og det rummer en indre spænding, som de bakser med hver eneste dag og prøver at finde veje ud af.«

Paradokset er, at pædagogikken på den ene side vil den enkeltes selvbestemmelse, integritet og frihed, men på den anden side også er magtfuld, bestemmende og definerende. 

Den anden skal blive myndig og ansvarlig

»Som pædagog bruger man sin faglighed til at myndiggøre barnet, den unge eller voksne. Myndiggørelse handler om, at man bliver et selvstændigt og ansvarligt væsen. Men også samtidig et væsen, der kan tage ansvar for de fællesskaber, man indgår i, og den verden, man lever i,« siger Line Togsverd.

I det arbejde spiller pædagogens egne værdier og livshistoriske forudsætninger ind sammen med den faglighed, han eller hun har fra uddannelsen, og fra arbejdserfaringer. 

Pædagogens opgave med at skabe rammer for, at den anden kan gøre sig til et selvstændigt og ansvarligt væsen, er en kæmpestor og vanskelig opgave’, som Line Togsverd formulerer det.

Faglighed er at balancere værdier 

»Det er en stærk betoning i forskningen om, at fagligheden er noget helt andet end bare at passe børn. Og i den grad også noget andet end at arbejde med læringsoptimering, hvis du spørger mig,« siger hun.

Det svære består i, at pædagogen altid udøver sin opgave i situationer, som er forskellige, overfor børn, unge og voksne, som er forskellige. Pædagogerne er også selv forskellige. Hvor den ene pædagog kan være meget optaget af den enkeltes integritet, kan den anden være mere optaget af forpligtende fællesskaber. 

Fagligheden består langt henad vejen i konstant at kunne balancere værdier i nye situationer.

»Det betyder, at når man i sine handlinger træffer valg, så vil man træffe dem på forskellig måde og med lidt forskellig vægt. Fagligheden er ikke et enten eller, men et både og. Det hele kan altid gøres på en anden måde, som har lige så faglige argumenter bag.« 

Pædagogen fornemmer og sanser

Pædagogen må altid trække på det, som i litteraturen bliver kaldt ’dømmekraft’, ’praksisviden’ eller, som Line Togsverd selv formulerer det i sin forskning, ’pædagogisk takt.’ 

»Det er en form for viden, som i høj grad går ud på at kunne fornemme, sanse og at være klar på både sine egne og fagets værdier. Det er meget tydeligt, når man læser forskningen, at der er sansende, fornemmende, værdimæssige og moralske vidensformer i spil. Men de er ifølge forskningen underkendt, også af professionen selv. Det er et problem.«

Hvorfor er det et problem?

»For så bliver fornemmelser og værdier noget privat, der bliver parkeret ude på hylden som ’synsninger’. Og synsninger skal vi helst gemme væk, men det kan vi ikke, for de er der jo, og vi er forpligtet på at forholde os til dem. Det er en sindssygt væsentlig del af fagligheden.«

Undersøgende faglige fællesskaber

Både i professionen og i uddannelsen skal de værdiorienterede, sanselige og fornemmende dimensioner af fagligheden tales op, mener Line Togsverd. For der er ikke noget mystisk eller eksotisk ved dem. Fornemmelser og værdier er derimod helt afgørende for, hvordan man træffer valg. Det skal pædagoger diskutere og kvalificere i faglige fællesskaber. For lige præcis det kan man ikke få øje på alene, men kun ved at tale med en anden, som har handlet på en anden måde med andre værdier. 

»Det kræver, at man udvikler de undersøgende faglige fællesskaber, hvor man giver sig tid til at tale om, ikke bare hvordan man løser praktiske problemer, men også hvordan man arbejder pædagogisk. Og hvad der er det gode i konkrete situationer. Men også hvor man mere overordnet vil hen med de børn, unge eller voksne, man har med at gøre.«

Modsat evidens 

I modsætning til mange andre professioner så er der i pædagogik ikke én rigtig måde at udøve fagligheden på for at nå målet. Pædagogen må leve med en stor uforudsigelighed, forklarer Line Togsverd. 

»Tandlægen kan råde over tanden og vide, hvad der vil virke. Hun har en forudsigelighed i, hvad vil det betyde, hvis hun borer et stort hul eller trækker tanden ud. Pædagogen derimod kan ikke råde over barnet eller barnets udvikling. Der vil altid være sider, man ikke kender, og som man ikke er herre over. Heldigvis,« siger hun.

Pædagogik er på den måde det modsatte af en teknisk praksis eller en evidenspraksis, argumenterer Line Togsverd. Det er ikke et spørgsmål om at have den rigtige viden, og så kan man gøre det rigtige. Når pædagogik alligevel handler om at gøre ’det rigtige’, så er det med baggrund i pædagogikkens og den enkeltes værdier.

Pædagogik er altid på vej

»Men værdier er fluffy, for de skal altid omsættes konkret. Vi kan godt være enige om, at det er rigtigt godt at arbejde for at understøtte barnets integritet eller børnefællesskabet eller demokrati eller nogle af de andre begreber, der er indskrevet i dagtilbudslovens formålsparagraf. Det er gode værdier, som er værd at kæmpe for. Men vi kan ikke sige præcis, hvordan det ser ud, når vi er nået derhen. På den måde handler pædagogik om noget, der altid er på vej.«