Science i børnehøjde: Læs om 4 faldgruber og 5 fede aktiviteter 

Hvorfor kan en drage flyve? Og hvad får blomster og planter til at vokse? Dén slags spørgsmål skal børnehavebørn blive nysgerrige på, når pædagoger arbejder med læreplanstemaet science. Men hvordan gør man det?

Et nyt forskningsprojekt ’Science i daginstitutioner’ giver pædagoger inspiration til, hvordan de kan lære børn om science og styrke deres nysgerrighed på naturvidenskabelige spørgsmål. Bag forskningen står Niels Ejby-Ernst, der er projektleder, lektor og ph.d. og tilknyttet både pædagoguddannelsen og Forskningscenter for pædagogik og dannelse ved VIA University College.

”Danske pædagoger er måske de pædagoger i verden, der er mest ude i grønne omgivelser med børn, og udeliv er et stærkt begreb i den danske pædagogiske tradition. ’Science’ er derimod et nyt begreb, der ikke er særligt undersøgt, men som hurtigt har fundet vej ind i læreplanstemaerne,” siger han.

1. faldgrube: Science er, når voksne bestemmer det hele 

Forskerne bag projektet har undersøgt børnenes egne perspektiver på ’science’, og børnene sagde blandt andet, at ’science er, når de voksne bestemmer det hele’. I mange daginstitutioner bliver arbejdet med science til meget styrede aktiviteter, og nogle institutioner har endda science på skemaet på bestemte klokkeslæt. Sådan anbefaler Niels Ejby-Ernst ikke, at pædagoger arbejder. 

”Pædagogers primære arbejde handler om børns udvikling, leg, trivsel, læring og dannelse. Der er ikke noget fag, der hedder naturvidenskab i børnehaven, og der er ikke noget pensum. Det allervigtigste budskab er, at pædagogen skal bruge sin dømmekraft og vurdere, om aktiviteten overhovedet skal handle om science. Det skal være meningsfyldt for børnene. Det er virkelig vigtigt,” siger han.

2. faldgrube: Det er ikke science, bare vi går udenfor

En aktivitet i naturen eller et forsøg er ikke i sig selv tilstrækkeligt til at understøtte og vække en naturvidenskabelig forståelse og interesse hos små børn. Den samtale, pædagogerne faciliterer, skal også pege i en naturvidenskabelig retning, forklarer forskeren.

”Man peger ikke i retning af naturvidenskab, fordi man ser en mariehøne eller en regnorm. Men det bliver til naturvidenskab i det øjeblik, man for eksempel begynder at se på forskelle mellem regnormen, mariehønen og edderkoppen. For naturvidenskaben beskæftiger sig i høj grad med forskellene og lighederne mellem arter og alle de organismer, der findes i naturen,” siger han.

3. faldgrube: Du tror, at du ikke ved nok om naturvidenskab

Pædagoger skal ikke falde i den fælde at tro, at man kun kan arbejdet med science, hvis man er naturvidenskabeligt uddannet, understreger Niels Ejby-Ernst. For mange fænomener i dagligdagen kan føre til en snak, der kan vække en naturvidenskabelig interesse eller nysgerrighed, også selvom du ikke er stærk i de fysiske love. 

”Hvis I flyver med drager eller balloner, kan samtalen handle om, at luft faktisk er noget. Hvis man planter blomster, kan man tale om, at det er vigtigt, at planter får lys og vand. Det skal ikke være en kompliceret forklaring af fotosyntesen,” siger han.

4. faldgrube: Du overtager børnenes sprog om naturen

Pædagoger skal passe på med ikke udelukkende at tale om naturen på den måde, som børn gør. Børn ser en fuglefamilie med far, mor og børn. Men pædagogerne kan godt iagttage det på en anden måde, og det er vigtigt, hvordan pædagogerne taler om det, børnene ser. Den lille bille på jorden skal måske ikke et bestemt sted hen, og en snegl er nok ikke på vej til lægen. 

”Pædagogerne kan bryde barnets tankemønstre, uden at korrekse dem. Måske er billen bare ude at lede efter mad? Jeg vil ikke tage magien fra børnene, men hvis pædagogerne alene støtter børnenes umiddelbare fantasi og forestillinger om naturen, så bliver de i hvert fald ikke kloge på naturvidenskaben,” siger forskeren