Sådan gør I rutiner til stærke læringsmiljøer
Hvad er grundlaget?
Ifølge den styrkede pædagogiske læreplan i dagtilbud skal det pædagogiske læringsmiljø være til stede hele dagen, også i de daglige rutiner. Det kan handle om, at I eksempelvis i endnu højere grad end nu støtter barnet i at blive selvhjulpent i garderoben, eller at børnene lærer at tage hensyn til andre under måltider.
Hvad er udfordringen?
Mange dagtilbud udnytter formentlig læringspotentialet i én rutinesituation, men ikke i andre. Det indikerer, at de i højere grad kan bruge rutinesituationer til at etablere et pædagogisk læringsmiljø gennem hele dagen.
Stil de rigtige spørgsmål
I kan sætte spot på rutinesituationer ved at tale om jeres pædagogiske intentioner, for eksempel ud fra refleksionsspørgsmål. Her om modtagelse af børn om morgenen: Hvad forstår vi ved en god modtagelse af børnene om morgenen? Hvordan understøtter vores modtagelse af børnene de mål, vi har sat for deres udvikling og læring?
Hjælp og bestem
Inddrag børnene aktivt i rutinesituationerne, og giv dem medbestemmelse undervejs. Når I for eksempel skal gøre frugt parat, kan børnene hjælpe med at vælge frugter og med at skære ud. Når rullebordet skal dækkes, kan børnene hjælpe med at huske, hvor mange børn der er på stuen i dag, så der er styr på antal glas, tallerkener med mere.
Masser af nærvær
Giv jer god tid til at være til stede og nærværende i rutinesituationerne, så I opbygger et nært og stimulerende samspil med børnene.
Evaluer sammen
Evaluer løbende rutinesituationerne sammen. Det kan for eksempel være et fast punkt på stue- eller personalemøder.
Inddrag forældrene
De kan bidrage med nye perspektiver på den pædagogiske praksis, som den opleves fra deres ståsted. Det kan give anledning til refleksion og måske ændret praksis, for eksempel i forhold til modtagelse eller afhentning af børn.
Kilde: ’Evaluering af den styrkede pædagogiske læreplan set fra et børneperspektiv’, DCUM, Dansk Center for Undervisningsmiljø. Læs mere og find evalueringen her.
Læs også artiklen Forsker: Børn elsker at hjælpe til.