Ruben bygger fællesskaber i Herreklubben

Det er ugens højdepunkt, når pædagog Ruben Notkin tager Næstveds mandlige seniorer med på tur. Herreklubben tilbyder fællesskab og samvær og forebygger samtidig isolation og ensomhed.
Pædagog Ruben Notkin tager på busture med herreklubben.
Pædagogers faglighed gør en stor forskel på ældreområdet, viser en ny forskningsrapport fra Professionshøjskolen Absalon.

Der er koldt ved Susåen i dag, men indenfor i bussen er der tændt for varmen, og kaffen hjælper med at holde kulden fra døren. Rundt om et lille bord sidder fem ældre herrer og nyder den varme drik, og i dag er der også lidt sødt til.

Leif Erichsen fyldte 90 i søndags og har derfor is med til herreklubben, som han tager på tur med hver torsdag. Pædagog Ruben Notkin har skænket op i kopperne og pakket isen ud. Han har husket fløde og sukker til Per, og nu vil han også dele servietter rundt.

”Jeg har sørget for det hele,” siger Ruben Notkin med et smil, og Leif Erichsen svarer prompte:”Du får jo også løn for det.”

Det har 90-års fødselaren ret i, for Ruben Notkin er ansat i Næstved Kommunes Distrikt Øst. En af hans faste arbejdsopgaver er at arrangere ture som denne, hvor han tager af sted sammen med en lille håndfuld ældre mænd.

”Der er mange tilbud for kvinder, når de er oppe i årene, men ikke så mange for ældre mænd. I forvejen er mange kvinder bedre til at socialisere og finde fællesskaber end mænd, som risikerer at sætte sig alene og så blive siddende der,” forklarer Ruben Notkin om grunden til, at han for seks år siden blev ansat som pædagog i Næstved Kommunes ældrepleje.

"Du kan jo prøve at se, om det er noget for dig"

Der findes selvfølgelig mænd, der holder sig aktive og plejer deres relationer, selv om de bliver ældre, men dem beskæftiger Ruben Notkin sig ikke så meget med.

”Jeg skal have fat i dem, der ikke kommer på seniorværksteder eller i klubberne. Det kan være hjemmeplejen, der spotter dem, eller deres koner, som så hiver fat i mig og spørger: Kan du ikke prøve at få ham med,” fortæller Ruben Notkin.

Det gør pædagogen gerne. Hvis den ældre herre er afvisende, forsøger han at tale det hele lidt ned: Du kan jo prøve at se, om det er noget for dig. Der er ingen forpligtelser. Du behøver ikke komme hver gang. Vi drikker bare en kop kaffe.

”Og når jeg først har fået fanget dem ind, vil de ikke væk igen. Så bliver de,” griner Ruben Notkin.

Pædagogfaglighed bag samværet

I ugens løb tilbyder Ruben Notkin forskellige aktiviteter. Der er gymnastik og billard, og hvis vejret er til det, går de i ældrecentrets have eller ser til hønsene. Hver torsdag kører bussen ud i det blå – ofte uden andet på programmet end at nyde en kop kaffe og se ud over landskabet.

For flere af herrerne er dårlige til bens, og desuden har de et langt arbejdsliv bag sig med masser af forpligtelser. Nu vil de bare gerne hygge sig, og det kan man sagtens gøre uden at snøre vandreskoene. 

Derfor siger Ruben Notkin ofte, at hans job ikke er svært. Ikke forstået på den måde, at han tager let på sit arbejde, eller at der ikke er pædagogfaglighed bag samværet med mændene.

”Jeg har fokus på at gøre noget, der passer til den gruppe borgere, jeg arbejder med. Og at sætte sig, drikke en kop kaffe og snakke er også at gøre noget. Man behøver ikke at opfinde noget meget vanskeligt. Det handler om nogle grundlæggende ting ved det at være menneske,” siger Ruben Notkin.

Han slår fast, at mænd har brug for fællesskaber og venskaber i samme grad som kvinder, selv om de i mange tilfælde ikke er lige så gode til at opsøge dem.

Taler om politik, prostata og glemsomhed

”Mænd har lige så meget behov for at snakke, som kvinder har. Men måske taler vi om andre ting. Det er vigtigt, at mændene får mulighed for at tale med andre mænd, og vi taler om alt muligt: Om arbejde, politik, verdenssituationen, skavanker, prostata og kræft. Men som en af mændene sagde: Hvis der bare var én kvinde med i bussen, ville samtalen blive helt anderledes. Og det tror jeg er rigtigt. Så ville der ske noget med dynamikken,” siger Ruben Notkin.

I dag går snakken i bussen blandt andet om glemsomhed. For John Ernst Larsen kan ikke huske, hvordan han begyndte at komme med på turene.

”Jeg har fået noget demens, så nogle ting er helt sorte. Men jeg kan sagtens huske langt tilbage i tiden,” fortæller han.

”Det er et problem, vi alle sammen har. Vi er bange for at blive demente og ikke længere kunne huske. Navne er noget af det værste,” siger Leif Erichsen.

”Vi har jo alle sammen prøvet at gå ud i køkkenet og glemme, hvad vi skulle hente,” indskyder Per Brummerstedt.

”Det kender jeg også godt, og jeg er kun 53,” siger Ruben Notkin, og alle herrerne griner.

Denne tur er ugens eneste rigtig gode oplevelse 

Bagest i bussen sidder Niels Lindhardt. Han er uddannet tømrer og bygningskonstruktør og har blandt andet været med til at bygge 225 skoler i Botswana. I 2011 gik han på pension, og nu bor han alene i en handikapvenlig lejlighed.

”For mig er denne tur ugens eneste rigtig gode oplevelse. Den unge mand tager os med ud, og vi spiser is om sommeren og drikker kaffe om vinteren. Det er fantastisk,” siger Niels Lindhardt, som prioriterer at komme med, selv om kommunen har sat egenbetaling for transporten til og fra ældrecentret i vejret.

”Og så kan vi to drømme os tilbage til Zambesifloden,” indskyder Ruben Notkin, som selv har været i Afrika og ofte taler med Niels Lindhardt om deres oplevelser fra det store kontinent.

Hvis man bliver set, har man det godt

Det er det, arbejdet først og fremmest handler om for pædagogen: Relationen til den ældre.

”Relationen handler om at kende hinanden og være tryg ved hinanden. Det er følelsen af, at den anden har forståelse for mig, lytter til mig og ser mig, som jeg er. Og det er grundlæggende for alt pædagogisk arbejde,” siger Ruben Notkin. 

Han har tidligere arbejdet med børn og unge i udsatte positioner. Et arbejde, han også var glad for, men som i længden blev for opslidende. Nu er hans målgruppe noget ældre, men det er den samme pædagogiske grundfaglighed, han trækker på i herreklubben.

”Jeg prøver på at være opmærksom og inkluderende. Nogle ældre er ikke så kommunikative og trækker sig lettere. For at få dem til at føle sig som en del af gruppen, stiller jeg spørgsmål til dem: Hvad tænker du om det? Har du også oplevet det? Hvis man bliver set og lagt mærke til, føler man sig godt tilpas. Uanset om man er ung eller gammel. Det er et helt grundlæggende livsvilkår,” siger pædagogen.

Så mange pædagoger arbejder med ældre

Der findes ikke en samlet opgørelse over antallet af pædagoger på ældreområdet, men et overslag fra BUPL og Socialpædagogernes Landsforbund SL giver et fingerpeg:

SL vurderer, at mindst 1.000 medlemmer arbejder på ældreområdet.

BUPL har mindst 323 medlemmer ansat på ældreområdet fordelt på plejehjem (268 medlemmer), aktivitetscentre (34 medlemmer) og dagcentre (21 medlemmer).

Kilder: BUPL og lektor Randi Nygaard Andersen, Professionshøjskolen Absalon.

Om forskningen

Bag forskningsrapporten Pædagogfaglighed på ældreområdet står Randi Nygaard Andersen og Marianne Brodersen, der begge er lektorer på Professionshøjskolen Absalon.

Forskningsprojektet et samarbejde mellem BUPL, Center for Pædagogik på Absalon samt Center for Sundhed og Ældre i Næstved Kommune.

Ifølge rapporten kommer pædagogers kernefaglighed til udtryk på flere måder på ældreområdet. Bl.a. kan pædagogen etablere en relation til den ældre, skabe tid og rum for samtaler og samvær i den ældres hverdag samt give muligheder for kontakt, nærvær og deltagelse i fællesskaber. 

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.