Hvis forældrene mister tilliden, fylder det alt

Forældres kritik fylder alt

Hvis forældre gentagne gange kritiserer det arbejde, pædagogerne udfører med deres børn og helt eksplicit viser, at de ikke har tillid til, at pædagogerne gør deres arbejde ordentligt, så kommer det til at fylde alt. 

»Pædagogerne taler om det i pauserne, når børnene sover, og det er nok også det, de tænker på, når de kommer hjem,« siger hun.

Asylbørn blev afleveret ved et lille vindue

Sådan har det langtfra altid været. Ane Refshauge Høyrup kaster i sine analyser lys over, hvordan nutidens idealer for relationen mellem pædagoger og forældre startede med de første asyler, der åbnede midt i 1800-tallet. De skulle trække arbejderbørnene væk fra gaden, mens deres forældre arbejdede. 

Børnene blev passet af frivillige kvinder fra det bedre borgerskab, og forældre havde ingen adgang til institutionen, men afleverede deres børn ved et lille vindue på grund af de strenge hygiejnekrav.

Fra skævt til ligestillet forhold

»Forholdet mellem asylkvinderne og forældrene, der kom med deres små børn, var et meget skævt magtforhold. Det tog udgangspunkt i, at vi drev denne her institution, og at I forældre havde brug for os. Punktum,« fortæller Ane Refshauge Høyrup. 

Denne formaliserede relation blev der fuldstændig op og ned på i efterkrigstiden, hvor man ville gøre op med alt, der bare lugtede lidt af noget autoritært. Samtidig voksede velfærdsstaten, som var med til at udbygge institutionerne. 

Øl på legepladsen i 70'erne

I institutionerne begyndte man at dyrke det ligestillede forhold mellem pædagoger og forældre.

»Min gamle leder, der hvor jeg tidligere var pædagog, havde en dejlig fortælling om, at dengang i 70’erne skulle de sidste forældre, der hentede børnene om fredagen, tage en kasse øl med. Det er sådan et godt billede på det, jeg kalder den ’informaliserede relation’. Altså det, at de drak øl og røg smøger på legepladsen sammen,« fortæller Ane Refshauge Høyrup.

I løbet af firserne og halvfemserne vender det igen: New Public Management kommer på banen med forældrebestyrelser, læreplaner og større krav til dokumentation, der kommer til at præge institutionernes hverdag. 

Både venskabelighed og autoritet

Den nye bølge kalder Ane Refshauge Høyrup ’nyformaliseringen’. De logikker, der hørte til formaliseringen og informaliseringen, er ikke væk. Nu er der bare hele tre logikker på spil. 

»Vi skal stadigvæk tørre smattet væk fra munden og leve op til et klassisk formaliseret civiliseringsideal: Man skal være ren og pæn og høflig, men man må heller ikke være for høflig. Det bliver for eksplicit,« siger hun.

Pædagoger i dag oplever, at de på den ene side skal have en venskabelig og meget tillidsfuld relation til forældrene og på den anden side er tvunget til – i kraft af nyformaliseringen – for eksempel at bruge fagudtryk, som er et udtryk for autoritet. 

Standardiserede skemaer til forældre

»Vi har i dag helt detaljerede regler for, hvordan vi skal være sammen med børnene, og hvordan vi skal gå til forældrene. Nogle kommuner har endda helt standardiserede spørgeskemaer, som de skal bruge i mødet med forældrene. Det tvinger pædagogerne til at bruge en autoritet, som på en eller anden måde kommer til at stritte på dem,« siger Ane Refshauge Høyrup. 

»Min pointe er, at det, der stritter i dem, er, at de i dag skal navigere imellem alle de her forskellige logikker på en gang,« siger hun.

Ideal om lighed og konsensus

I dag er vuggestuerne forbundet til forældre og pædagoger gennem staten og kommunen i en hidtil uset grad. Den større grad af gensidig afhængighed fordrer en meget høj grad af gensidig tilpasning for både forældre og pædagoger i vuggestuen.

En af Ane Refshauge Høyrups centrale konklusioner går på, at vuggestuerne i dag er underlagt et meget stærkt ideal om lighed og konsensus. Der er altså et ideal om, at forældre og pædagoger skal være enige med hinanden om, hvad der bør foregå i vuggestuen. Det er ikke helt uproblematisk, mener hun.

Problematisk regel om enighed

»Det er hyggeligere at være i relationer, der er tillidsfulde, og hvor vi er enige med hinanden, og det hele bare glider. Men det er problematisk, at det bliver en regel for relationen, at vi skal være enige med hinanden. For det bliver svært at udfordre,« siger hun. 

Det gælder både for pædagogerne, hvis Peters mor gør noget problematisk i forhold til Peter, men også for Peters mor, hvis hun oplever, at vuggestuen gør noget problematisk, forklarer hun.

»Når idealet er, at vi skal have tillid til hinanden, og at vi skal have sympati for hinanden, hvordan skal vi så kunne kritisere hinanden?«

Jonglerer mellem politiske dagsordener og demokratisk kultur

Pædagogerne er i dag fanget i et krydspres mellem flere forskellige modstridende dagsordner og tendenser, argumenterer Ane Refshauge Høyrup for. 

For hvor personalet i asylerne var overbeviste om deres egen autoritet, og derfor også om retten til forældrenes anerkendelse og tillid, er det langt mindre selvfølgeligt i dag. 

Nu jonglerer pædagogerne imellem nyformaliseringens politiske dagsordener på den ene side og den stærkt etablerede demokratiske og informaliserede pædagogiske kultur på den anden.

Forholdt fyldt med underliggende spændinger

Det sætter sit præg på de daglige interaktioner mellem pædagoger og for­ældre, som Ane Refshauge Høyrup har observeret. 

Hun beskriver forholdet som fyldt med underliggende spændinger, men blev overrasket over, hvor meget pædagoger og forældre griner med hinanden og joker, når forældrene henter og bringer deres børn.

»Pædagogerne gør det ikke bevidst for at skjule magt, men det bliver effekten af det. De nedtoner den magt, de i virkeligheden har i mødet med forældrene. Man kan ligesom bare mærke de der spændinger, der er i relationen. Selvom det hele på overfladen virker enormt afslappet og hyggeligt, og der er god stemning,« siger Ane Refshauge Høyrup.

Giv plads til kritik og udvis større faglig selvsikkerhed

Ane Refshauge Høyrup opfordrer pædagoger til at reflektere over, hvad idealet om konsensus betyder for relationen til forældrene i institutionen. Hendes pointe er, at det er en samfundsmæssig udvikling og logik, som er i hele det danske og skandinaviske samfund, at vi stræber efter at være lige med hinanden, så man kan ikke løse det som personalegruppe i en vuggestue.

»Men man kan se, hvad man kan rokke ved, hvis man vil og tør give lidt slip på den der ekspertautoritet,« siger hun og uddyber:

»For mig er det ikke en modsætning at holde sig ydmyg til forældrene og samtidig bevare sin ekspertstatus. Måske viser man faktisk en større faglig sikkerhed, hvis man som personalegruppe tør at give lidt mere plads til kritikken.«

Pædagogerne er i dag fanget i et krydspres mellem flere forskellige modstridende dagsordner og tendenser, argumenterer Ane Refshauge Høyrup for. 

For hvor personalet i asylerne var overbeviste om deres egen autoritet, og derfor også om retten til forældrenes anerkendelse og tillid, er det langt mindre selvfølgeligt i dag. Nu jonglerer pædagogerne imellem nyformaliseringens politiske dagsordener på den ene side og den stærkt etablerede demokratiske og informaliserede pædagogiske kultur på den anden.

Det sætter sit præg på de daglige interaktioner mellem pædagoger og for­ældre, som Ane Refshauge Høyrup har observeret. Hun beskriver forholdet som fyldt med underliggende spændinger, men blev overrasket over, hvor meget pædagoger og forældre griner med hinanden og joker, når forældrene henter og bringer deres børn.

»Pædagogerne gør det ikke bevidst for at skjule magt, men det bliver effekten af det. De nedtoner den magt, de i virkeligheden har i mødet med forældrene. Man kan ligesom bare mærke de der spændinger, der er i relationen. Selvom det hele på overfladen virker enormt afslappet og hyggeligt, og der er god stemning,« siger Ane Refshauge Høyrup.

Svært at udfordre. I dag er vuggestuerne forbundet til forældre og pædagoger gennem staten og kommunen i en hidtil uset grad. Den større grad af gensidig afhængighed fordrer en meget høj grad af gensidig tilpasning for både forældre og pædagoger i vuggestuen.

En af Ane Refshauge Høyrups centrale konklusioner går på, at vuggestuerne i dag er underlagt et meget stærkt ideal om lighed og konsensus. Der er altså et ideal om, at forældre og pædagoger skal være enige med hinanden om, hvad der bør foregå i vuggestuen. Det er ikke helt uproblematisk, mener hun.

»Det er hyggeligere at være i relationer, der er tillidsfulde, og hvor vi er enige med hinanden, og det hele bare glider. Men det er problematisk, at det bliver en regel for relationen, at vi skal være enige med hinanden. For det bliver svært at udfordre,« siger hun. 

Det gælder både for pædagogerne, hvis Peters mor gør noget problematisk i forhold til Peter, men også for Peters mor, hvis hun oplever, at vuggestuen gør noget problematisk, forklarer hun.

»Når idealet er, at vi skal have tillid til hinanden, og at vi skal have sympati for hinanden, hvordan skal vi så kunne kritisere hinanden?«

Anette Stoltenberg Hansen peger på, at udviklingen med læreplaner og forskning på småbørnsområdet betyder, at pædagogerne igen bliver lidt mere professionelle personer på arbejde. Og det er nemmere for forældre at kritisere et stykke professionelt arbejde, end det er at stå og kritisere den enkelte pædagog. 

Plads til kritik. Ane Refshauge Høyrup opfordrer pædagoger til at reflektere over, hvad idealet om konsensus betyder for relationen til forældrene i institutionen. Hendes pointe er, at det er en samfundsmæssig udvikling og logik, som er i hele det danske og skandinaviske samfund, at vi stræber efter at være lige med hinanden, så man kan ikke løse det som personalegruppe i en vuggestue.

»Men man kan se, hvad man kan rokke ved, hvis man vil og tør give lidt slip på den der ekspertautoritet,« siger hun og uddyber:

»For mig er det ikke en modsætning at holde sig ydmyg til forældrene og samtidig bevare sin ekspertstatus. Måske viser man faktisk en større faglig sikkerhed, hvis man som personalegruppe tør at give lidt mere plads til kritikken.«



Om forskeren

Ane Refshauge Høyrup er ph.d. og lektor på University College Lillebælt. Hun er optaget af hverdagslivets relationer og interaktioner mellem børn, pædagoger og forældre i pædagogiske institutioner og de opdragelsesidealer og kulturelle omgangsformer, der findes i relationerne mellem dem. Ane Refshauge Høyrup er også uddannet pædagog og har tidligere arbejdet i en daginstitution.



Om forskningen

Ane Refshauge Høyrups ph.d. ’Tillidsarbejde og tydelighed. Et studie af tillid, magt og afhængighed mellem pædagoger og forældre i danske vuggestuer’ handler om, hvordan pædagoger og forældre forsøger at etablere, opretholde og udtrykke gensidig tillid. Ane Refshauge Høyrup har gennemført et etnografisk feltarbejde henover 11 måneder i fire vuggestuer. Hun har lavet kvalitative interviews med 13 pædagoger, 4 ledere og 18 forældre, foruden besøg og iagttagelser hos seks familier fra de primære institutioner.