Forskning: Følsom ekspertrolle afløser støttepædagogen

Støttepædagogen er i dag en sjælden fugl. Funktionen har fået nye titler, som inklusions-, ressource-, eller AKT-pædagog, og de løser en helt ny pædagogisk opgave. Den pædagogiske indsats har vendt sig fra det enkelte barns ’fejl og mangler’ til en udvikling af læringsmiljøet. Dermed er det blevet pædagogerne og ikke børnene, som har brug for støtte.

Det forklarer Ole Steen Nielsen, der er chefkonsulent på videreuddannelsen, UC Syd. Han står bag ny forskning i forandringerne af den særlige pædagogiske funktion og faglighed.  

”Der er sket en glidning, sådan at disse ressource- og inklusionspædagoger i langt højere grad er en støtte til personalet, til lederen og pædagogikken, end det er en støtte til det enkelte barn. Det kan fx være i situationer, hvis der er en gruppe udadreagerende drenge i institutionen, der hele tiden slås,,” siger han.

Samarbejde om at udvikle praksis

Den forandring oplever Tina Hansen, der er specialpædagog og arbejder i Greve Kommune, hvor hun samarbejder med pædagoger i daginstitutionerne om at udvikle praksis.

"Før fik jeg at vide, at 'du skal arbejde med det her barn'. Nu ser vi på, hvilke rammer vi skal sætte op, og hvordan vi kan arbejde med os selv i forhold til at støtte barnets udvikling og interaktioner med andre børn. Så fokus er et helt andet nu," siger hun. 

Udviklingen er sket gradvist over de senere årtier, og processen er stadig i gang i kommunerne. 

Udøver interaktionel ekspertise

Forskningen peger på, at ressource- og inklusionspædagogerne udøver det, som Ole Steen Nielsen kalder 'interaktionel ekspertise' - et begreb, der er hentet fra de to britiske sociologer Harry Collins og Robert Ewans. 

"Deres særlige evne og kompetence er at komme ind i institutionen og finde ud af, hvad det er for et sted. Hvordan taler de om børnene? Hvilke rutiner har de? Hvilke normer og værdier gør sig gældende her? Hvordan taler de om den drengegruppe, når de sidder i personalestuen? De er i stand til det, som vi på dansk kalder 'at stikke en finger i jorden'," forklarer Ole Steen Nielsen. 

Udvikler børnenes læringsmiljø gennem pædagogerne 

Ressourcepædagogerne arbejder hele tiden med et dobbelt perspektiv: De skal udvikle børnenes læringsmiljø gennem de pædagoger, der er omkring dem.

”Når de bruger så meget tid på at arbejde med personalegruppen, er det fordi, at de ude i den anden ende kan se de børn, det hele drejer sig om. Det fokus slipper de aldrig af syne."

"Jeg var imponeret rent ud sagt," tilføjer Ole Steen Nielsen, der gennem sin forskning har talt med 20 ressource- og inklusionspædagoger og fået indsigt i, hvordan deres indsats virker i praksis.

Lærer af pædagogerne på stuen

Ressourcepædagogen er ikke en alvidende ekspert, som kan udstikke de rigtige løsninger. De kan kun findes i samarbejde med pædagogerne i institutionen, forklarer pædagog Tina Hansen.

"Det er et samarbejde i forhold til at udvikle læringsmiljøet. Jeg lærer også noget af pædagogerne på stuen, og sammen skal vi finde en vej. Det er jo ikke mig, der bestemmer, hvordan tingene skal være. Det skal vi finde ud af i fællesskab. Vi skal være lydhøre over for hinandens erfaringer," siger hun. 

Ekspertise gennem samspil

Samarbejdet er afgørende for den 'interaktionelle ekspertise', forklarer Ole Steen Nielsen. 

Den er netop kendetegnet ved tavs viden, som er svær at forklare, men hovedsageligt kan formidles gennem handling. 

"Til forskel fra almindelig ekspertise, hvor man opererer med en skala fra novice til ekspert, så udvikler man den interaktionelle ekspertise, hver gang man er i spil. Så ekspertisen bor ikke i dig, den udvikler sig i samspil med de mennesker, du har med at gøre," siger forskeren. 

Ressourcepædagog kan gå forrest

Rikke Smedegaard Hansen er pædagog og både være været ansat som støtte-, inklusions- og AKT-pædagog i folkeskolen. I dag arbejder hun i daginstitutionen Søbjerggård Børnehus, hvor hun også fungerer som ekstra ressourceperson for børnegruppen. 

"Jeg kan vejlede i praksis ved at gå forrest og vise, hvad der skal til. Men hvis jeg kun skal vejlede med ord, så kommer jeg let til kort, for det er jeg ikke uddannet i. Når man selv er en del af praksis, er det meget lettere at komme med nogle oprigtige forslag. Jeg ser det som en gensidig samtale, hvor vi skal have respekt for hinandens udgangspunkter," siger hun. 

Når man er sårbar, kan man gå i forsvar

Ekspertrollen er følsom, fordi det kan være svært at stille spørgsmålstegn ved kollegernes faglighed og praksis, viser forskningen. Det genkender Rikke Smedegaard Hansen.

"Det er ofte sårbare mennesker, jeg møder, fordi de står over for en opgave, de synes er vanskelig, og ikke ved, hvordan de skal gribe an. Nogle gange, når man er sårbar, går man også i forsvar," siger hun.

"Jeg går forsigtigt frem. Jeg doserer mine forslag lidt, hvis jeg kan mærke, at pædagogen føler sig utilstrækkelig. For vi kan hurtigt komme til at kræve enormt meget af hinanden," siger Rikke Smedegaard Hansen.

Kræver 'pædagogisk takt'

Ifølge Ole Steen Nielsen er ressourcepædagogernes ekspertise netop kendetegnet ved en særlig sensibilitet i samspillet med institutionens pædagoger. Han bruger begrebet ’pædagogisk takt’ - at have respekt og forståelse for, at der er grænser for, hvilke krav man kan stille til andre menneskers handlen og udvikling.

”Ressourcepædagogerne kender praksis, for de har selv været der og afprøvet mange ting. Deres opgave er nu at bruge deres viden og bringe den i spil.”

Stor voksenpædagogisk opgave

Men ekspertise er ikke nok. Det mener Bent Madsen, der forsker i inklusion og har fulgt udviklingen i den pædagogiske faglighed og profession tæt gennem flere årtier. Han har for nyligt  udgivet bogen 'Pædagogiske ståsteder og bevægelser - på tværs af almen-, social- og specialpædagogik' og  peger også på den helt nye opgave i forhold til faglig udvikling, som ressource- og inklusionspædagogerne står med.

”Det er en stor og krævende voksenpædagogisk opgave at træde ind som faglig autoritet i forhold til en kollega. Det er ingen pædagoger i virkeligheden  uddannet til at varetage,” siger han.

Ledelsen skal skabe legitimitet

Ressourcepædagogerne skal bakkes op af ledelsen, som skal give dem en faglig legitimitet i kollegaernes øjne, hvis samarbejdet skal lykkes og bidrage til udvikling af en inkluderende praksis, understreger Bent Madsen.

”Den legitimitet kan en tidligere støttepædagog ikke selv skabe. Det kræver organisatoriske ændringer, for eksempel en mødestruktur, der sikrer tid og rum for nye samarbejdsrelationer. Det er i virkeligheden den største udfordring i institutionerne,” siger han.

"Det er ikke blevet en naturlig del af fagligheden alle steder, at der sidder en med særlig viden og ekspertise i, hvordan man arbejder med børn i udsatte positioner. Det skal sættes i scene og gøres til en del af daglig praksis.