Forskers opråb til pædagoger: Der er brug for et opgør med diagnosetænkningen
Tristhed bliver til depression, uro og rastløshed er måske symptomer på ADHD, og nervøsitet er et forstadie til angst. Vi forstår i stigende grad alt det svære i ungdomslivet gennem et diagnostisk og medicinsk sprog, og med det følger en risiko for, at vi sygeliggør de helt almindelige problemer og op- og nedture, der er en uundgåelig del af at være ung.
Sådan lyder kritikken fra forsker og ekstern lektor i pædagogisk psykologi Joachim Meier, der er aktuel med bogen ’En ny forståelse af unges mistrivsel’ med undertitlen ’Modspil til sygeliggørelsen af unges liv’.
”Problemet er, at vi har fået indsnævret vores forståelse af, hvad unges og generelt menneskelig lidelse er, til at vi kun forstår den igennem en diagnostisk optik. Når vi bliver nedtrykte, siger vi, at vi er ’deprimerede’. En far, jeg snakkede med forleden, sagde, ’mit barn har svært ved at sidde stille, han bliver sådan lidt ADHD-agtig’. Straks bruger vi det diagnostiske sprog og vokabular, hvor lidt sommerfugle i maven eller nervøsitet, kan blive omtalt som ’ængstelse’ eller ’angst’,” siger han.
Vil give et alternativ til diagnosesproget
Kritikken af ’diagnosetænkningen’ og ’patologiseringen’ af børn og unges problemer er ikke ny. Senest har blandt andre professor i psykologi og forfatter Svend Brinkmann, Rasmus Meyer, højskoleforstander og formand for Trivselskommissionen og også undervisningsminister Mathias Tesfaye talt for at se børns og unges mistrivsel i en anden optik end psykiatriens.
”Det nye er, at jeg prøver at levere et alternativ til måden, vi i dag forstår og taler om unges mistrivsel. Vi har brug det for det eksistentielle sprog, som et modspil til sygeliggørelsen af alt det svære i unges liv,” siger Joachim Meier, der selv har forsket i unges mistrivsel.
Han giver på den baggrund syv gode råd til pædagoger, når det svære i de unges liv trænger sig på (se boks nederst).
Diagnose-snak fjerner fokus fra børn og unges livsvilkår
I sin bog beskriver Joachim Meier en række ’pejlemærker’ som modspil til den diagnostiske forståelse af unges mistrivsel. Hans pointer er relevante for pædagoger, der arbejder med unge mennesker i skoler og fritidsinstitutioner, hvor diagnosetænkningen også er trængt ind, understreger han.
Hvad er problemet ved at bruge medicinske termer, når vi taler om mistrivsel?
”Diagnoser er symptombeskrivelser, så når vi bruger et diagnostisk sprog, kommer vi til kun at fokusere på symptomerne. Vi kommer til at viske børnenes og de unges livsomstændigheder bort. Det er et enormt stort problem, fordi symptomer på angst, stress, depression og ADHD kan være fuldstændig meningsfulde reaktioner på det liv, de unge og børnene lever.”
'Vi sygeliggør det alment menneskelige'
Et andet stort problem er, at vi kommer til at særliggøre alt det, der er alment menneskeligt, understreger Joachim Meier.
”Når vi sygeliggør, så siger vi egentlig til de unge: det, du oplever, er unormalt, det er særligt, og det er behandlingskrævende. Og det er et problem, fordi vi dermed taber den grundlæggende forståelse af, at der faktisk er noget svært i livet og i at være menneske,” siger han.
