Forbered jer på et konstruktivt forældresamarbejde
Reflekter over jeres viden og erfaringer med opstart af nye børn
Hvad virker godt og hvordan?
Tal med nogle af de erfarne forældre: Hvad oplevede de var rart og virksomt under opstarten? Hvilke krav stiller det til jeres pædagogiske værtskab? Hvad er godt at vide som forældre, eksempelvis om praktiske rammer og retningslinjer?
En omsorgskæde er et udtryk for, pædagoger og forældre danner et fællesskab om omsorgen for barnet, men har forskellige opgaver og derfor skal samarbejde om barnet. Kan begrebet omsorgskæde bruges til at tale om jeres roller i barnets liv?
Formuler jeres vigtigste principper for den gode opstart
Hvad vil I tilbyde de familier, som begynder hos jer?
Hvilke aktiviteter skal være en del af opstartsugen?
Hvordan bliver barnet en del af børnefællesskaberne?
Hvilke forventninger har I til forældrenes deltagelse?
Brug principperne til at afprøve, hvordan det første møde kan holdes
Vær nysgerrig på forældrenes hverdag og på barnet. Spørg fx: Hvordan ser jeres hverdag ud derhjemme? Hvad er vigtigt for jer? Hvordan oplever I jeres barns udvikling, ressourcer og interesser? Hvad kan bekymre jer?
Fortæl om hverdagens rutiner i vuggestuen. Hvordan ser en almindelig hverdag ud med rutiner, aktiviteter, børn og voksne? Tag gerne udgangspunkt i, hvordan hverdagen kommer til at se ud for netop det barn, I modtager. Sig fx: Når Thomas kommer om morgenen, kan han eksempelvis begynde med at sidde lidt hos mig eller en af de andre og få et stykke brød. Mange børn kan godt lide lige at sidde lidt hos en voksen, inden de tager hul på dagen.
Fortæl om jeres centrale pædagogiske værdier, fx adgang til børnefællesskaber, stærke voksen-barn-relationer, nysgerrighed og åbenhed. Hvordan er I tilgængelige for spørgsmål og hverdagsdialoger?
Drøft og planlæg den første uge sammen med forældrene. Hvilke pædagoger og forældre er til stede og hvor længe? Hvordan kan forældrene være til stede, hvad kan de deltage i og hvordan? Forklar, hvad I holder øje med, når I vurderer barnets reaktioner på opstarten. Spørg, hvad forældrene holder øje med, fx om barnet leger med andre børn, eller om barnet føler sig tryg ved en voksen.
Spørg, hvad I kan gøre, når det bliver svært. Hvordan I bedst kan støtte og tage hånd om forældrene, så de føler sig trygge ved at aflevere deres barn.
Læs også artiklen Skru op for det pædagogiske værtskab: Sådan styrker I forældresamarbejdet.
Kilde: Bogen ’Forældresamarbejde og pædagogisk samarbejde i daginstitutionen’ af Anja Marshall og Crisstina Munck, som begge forsker og underviser på Københavns Professionshøjskole.