Et godt samarbejde mellem pædagoger og lærere kan styrke inklusionen 

En stadig større andel af alle børn gik i almene klasser i de første år efter, at inklusion for alvor kom på dagsordenen, men efter 10 år er inklusionen i skolen slået helt tilbage til start.

Det hænger i høj grad sammen med, at pædagogerne bruges både for lidt og forkert. Hvis børn med udfordringer skal lykkes i almenundervisningen, kræver det fagpersoner med et skarpt blik for barnets individuelle udvikling og trivsel og blik for samværet i klassen. Den opgave kan lærere ikke løfte alene, fordi deres opmærksomhed er rettet mod undervisningen, mens pædagoger er uddannet i at vurdere, om børn trives. 

Samarbejde om undervisning

Sådan lyder meldingen fra en række eksperter og fagpersoner. En af dem er forskningschef Andreas Rasch Christensen, VIA University i Aarhus.

”Det er fuldstændig afgørende, at man har nok hænder i klassen, og at det er de rigtige hænder. At få børn til at føle sig inkluderet er ikke noget, man bare lige gør, men pædagoger er gode til både at se, hvordan de kan støtte det enkelte barn i at være en del af det, der foregår, hvornår barnet møder udfordringer, det selv skal prøve at løse, og hvornår barnet har brug for at trække sig. Derfor er det godt, når lærere og pædagoger samarbejder om undervisningen,” siger Andreas Rasch Christensen, som i 2015-16 var med i regeringens inklusionseftersyn.

Pædagogers blik på børns sociale liv

Direktør Camilla Lydiksen fra ADHD-foreningen peger på, at kravet om øget inklusion kom som en tyv om natten.

”Man burde have klædt skoleledere, lærere og pædagoger på til opgaven, men man troede, at de selv ville finde løsninger undervejs. Man blev heller ikke enige om pædagogernes rolle, så lærere og pædagoger har selv skullet kæmpe med, hvordan de kunne løfte opgaven,” siger hun.

Pædagoger som sociale guider

Også autismeforeningens landsformand, Kathe Johansen, peger på, at lærere og pædagoger fik kort tid til at finde ud af at arbejde sammen.

”Ideelt set skal pædagogernes blik på børns sociale liv og interaktioner gå lige op med det faglige indhold, for børn har det svært, når de ikke selv kan regne det usagte og andres hensigter ud. Der er brug for pædagoger som sociale guider, og det gælder på alle klassetrin, for der sker meget forskelligt i børnenes udvikling gennem skolelivet,” siger hun.

Vi skal give pædagoger ansvaret for at opbygge en klassekultur, hvor børnene mødes med anerkendelse og føler sig set, hørt og forstået og dermed inkluderet.

^{Bent Madsen, inklusionsforsker}

Ledelse af samarbejde

Pædagoger skaber ikke et quickfix, understreger forsknings- og udviklingsleder Janne Hedegaard Hansen, pædagoguddannelsen på Københavns Professionshøjskole.

Men det vil give bedre inklusionen, hvis de får mulighed for reelt at samarbejde med lærerne om undervisningen.

”Det tyder ikke på, at der har været ledelse af samarbejdet mellem lærere og pædagoger. Uden ledelse er lærerne på hjemmebane og pædagogerne på udebane i skolen. Den forskel gør det svært for dem at spille hinanden bedre og få et fælles ansvar for, at børnene trives og udvikler sig i klassen. Derfor underviser lærerne, som de er vant til, mens pædagogen sørger for ro,” siger Janne Hedegaard Hansen.

Respekt for faglighed

Inklusionsforskeren kalder den fremgangsmåde for spild af penge.

”Lærer og pædagog skal have tid til at samarbejde med respekt for hinandens fagligheder, for så begynder læreren at undervise ud fra pædagogens opmærksomhed på børenes konkrete behov. Vi kan ikke bare proppe pædagoger ind i klasserne og tro, at opgaven løser sig selv,” siger Janne Hedegaard Hansen.

Professionsforsker Bent Madsen fra Inklusionsakademiet peger også på, at skolens traditionelle monokultur gør det svært for pædagoger at komme til orde. Derfor skal skolelederne italesætte, at pædagogernes faglighed er lige så vigtig som lærernes.

Pædagogers sociale didaktik 

”Alle børn ønsker at lære, men det sociale samspil i en klasse kan være så ringe, at eleverne ikke er undervisningsparate. Vi skal give pædagoger ansvaret for at opbygge en klassekultur, hvor børnene mødes med anerkendelse og føler sig set, hørt og forstået og dermed inkluderet, men alt for mange steder bliver pædagogernes særlige sociale didaktik ikke udnyttet,” siger Bent Madsen.

Han tilføjer, at inklusionsprojektet er kuldsejlet, fordi man ikke har taget alvorligt, at øget inklusion kræver en radikal ændring af skolen.

”Politikerne troede, at skolen var langt mere rummelig, end tilfældet er, og derfor tilførte de ikke ressourcer til opgaven,” siger Bent Madsen.

Fælles vision om spændende undervisning

Inklusionsforsker Lotte Hedegaard-Sørensen fra DPU, Aarhus Universitet, efterlyser en ny vinkel på inklusion.

”Vi skal tage udgangspunkt i, hvordan vi laver spændende, relevant undervisning, som alle børn kan deltage i. Når man angriber det fra den vinkel, får både lærere og pædagoger lys i øjnene. Men for at det kan lade sig gøre, skal de forberede sig og tænke visionært sammen,” siger hun og fremhæver områder, hvor det er oplagt, at lærere og pædagoger samarbejder.

Gruppearbejde kræver fællesskab

”Børnene arbejder tit i grupper, men uden et fællesskab fungerer gruppearbejde ikke. Her kan pædagoger bidrage konstruktivt sammen med lærerne. Børn har også brug for variation, bevægelse, natur og dannelse,” siger hun og understreger, at inklusion er en kæmpe drejning, som handler om værdier og kræver filosofiske diskussioner:

”Vi taler ofte om børns færdigheder i dansk og matematik, og det er vigtige fag, men inklusion spiller ind på hele skolelivet. Skolen er så meget mere end undervisning.”