Der skal mere indhold i fritidspædagogikken: Til kamp for de gode aktiviteter

Den gamle værkstedspædagogik har mange kvaliteter. Nu skal den frem i lyset igen med pædagogisk entreprenørskab, mener Mikkel Snorre Wilms Boysen fra Professionshøjskolen Absalon.
foto af computertastatur
”De unge oplever ikke, at pædagogen har påtaget sig en interesse. De oplever en gamer, der er vildt optaget af gaming. Det skaber helt andre venskabelige relationer," siger Mikkel Snorre Wilms Boysen.

Ifølge ordbogen er en entreprenør en person eller virksomhed, der udfører større arbejdsopgaver, især byggeri og anlægsarbejde. Men det kan også være en person, der sætter noget i gang. Og dem er der brug for i det pædagogiske felt, mener Mikkel Snorre Wilms Boysen, docent ved Center for Pædagogik, Professionshøjskolen Absalon. 

Han er aktuel med bogen ’Pædagogisk entreprenørskab’, hvor ambitionen er at få aktivitetspædagogikken forbundet med moderne pædagogisk innovation.

”Vi har lidt glemt betydningen af kvaliteten i det fælles tredje. Men entreprenørskabet bygger netop på det fælles tredje, som vi blandt andet finder i den gamle værkstedpædagogik. Den har stadig mange kvaliteter,” siger Mikkel Snorre Wilms Boysen.

Akademiske kompetencer har taget overhånd

De traditionelle værksteder, aktivitets- og kulturpædagogikken er i krise, mener forfatteren. 

”Jagten på akademiske kompetencer har sat et aftryk på professionen, som er svær at komme af med igen. På pædagoguddannelsen og i praksis har vi været optagede af ting, der har meget lidt med det indholdsmæssige at gøre. Værdien og betydningen af praksis har vi reduceret de seneste år,” siger Mikkel Snorre Wilms Boysen og peger på, at vejen til høje karakterer på pædagoguddannelsen nu går gennem teori og begreber.

”Det har ikke meget at gøre med at kunne sætte en fed dramaforestilling op eller at kunne spille sammen med børn og unge i timevis eller at kunne tale med dem om gaming. De kompetencer har ikke fået plads på uddannelsen i mange år. Det sætter sig i de nye pædagoger,” siger han.

Vi skal finde de nye løsninger

Pædagogisk entreprenørskab er ikke et nostalgisk tilbageblik på ’de gode gamle dage’, men snarere et forsøg på at forbinde de bedste ting fra dengang med alle de muligheder, også de digitale, der findes i dag. 

”Entreprenørskabet kan finde nye løsninger. Det er der brug for, når man skal ramme nye målgrupper. Vi skal kigge på mulighederne. Det betyder også, at vi skal se på, hvilke interesser og kompetencer både børn og pædagoger har, og hvordan vi kan få dem koblet i værdifulde fællesskaber," siger Mikkel Snorre Wilms Boysen.

Frem med pædagogernes engagement 

Hans bog er spækket med eksempler på entreprenørskab – pædagogiske initiativer, der er vokset op nedefra, fra et behov hos klubbens medlemmer eller ud fra medarbejdernes engagement. 

Det er nemlig vigtigt at få pædagogernes engagement med i aktiviteterne, påpeger han. 

”Når pædagoger får lov til at arbejde med det, de brænder for, opfattes de meget mere autentiske og troværdige,” siger han.

Projekt med stærk pædagogik

Gaming Gruppen i Aarhus er et godt eksempel på entreprenørskab, hvor unge og medarbejderes interesse for computerspil mødes, fremhæver Mikkel Snorre Wilms Boysen.

”Det er nogle unge, som er ensomme, som mistrives i skolen, og som måske har andre udfordringer, men de har alle en gaminginteresse. Så de spiller computer sammen, og i pauserne snakker pædagoger og unge så om livet, og hvordan det går,” fortæller Mikkel Snorre Wilms Boysen. 

Projektet virker, fordi der både er stærk pædagogik og medarbejdere, der er optaget af gaming, er dygtige til spil og kan tale sig ind i den verden.

”Så de unge oplever ikke, at pædagogen har påtaget sig en interesse. De oplever en gamer, der er vildt optaget af gaming. Det skaber helt andre venskabelige relationer mellem pædagoger og unge, som er enormt vigtige for, at de kan føle sig inkluderede i fællesskabet,” fastslår han. 

Læs Børn&Unge artikel om Gaming Gruppen her

Klubberne skal tilbyde det uformelle

Men at komme i klubben skal ikke være det samme som at komme i e-sportsklubben, i musikskolen eller gå til teater.

”Det fritidspædagogiske rum skal lige præcis skabe en balance mellem det uformelle, afslappede, der, hvor der ikke hele tiden stilles krav, og samtidig tilbyde muligheder med fagligt indhold,” siger Mikkel Snorre Wilms Boysen. 


Se også videoen om ’Kreative digitale fællesskaber’, et forskningsprojekt som Mikkel Snorre Wilms Boysen har været med i.

Læs mere om kreative digitale fællesskaber her

Find bogen 'Pædagogisk entreprenørskab' hos din boghandler eller her

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.