5 evaluerings- og dokumentationsbølger

I 1960’erne handlede evaluering til dels om at vurdere, om indsatsen levede op til de politiske mål, og om den evaluerede indsats var årsag til en given effekt. Sociale problemer opfattes her som simple og tekniske. Man mangler den rigtige viden mellem indsats og effekt. Når man har den, kan et socialt problem løses. 

I 1970’erne opstod den responsive evalueringsbølge, som peger på, at sociale problemer er komplekse. Det skal designet af evalueringer tage hensyn til. Den tilgang fokuserer i høj grad på, hvorfor en indsats virker. Derfor skulle en evaluator bevæge sig ud i de institutioner, der skulle evalueres. 

I slutningen af 1980’erne voksede performancemålingerne frem. De er baseret på styringsfilosofien New Public Management og fokuserer i højere grad på dokumentation end på evaluering. Tilgangen er inspireret af det private, og dokumentationen skal blandt andet bruges som et led i konkurrencen mellem de offentlige institutioner og give borgerne bedre mulighed for at træffe frie valg. Den bølge er stadig dominerende. 

Omkring årtusindskiftet begyndte en evalueringsbølge, som er baseret på de samme ræsonnementer som den klassiske effektevaluering. Den er stadig aktuel og bygger på, at man udvikler en model, som bliver til en standard, der kan flyttes til andre sammenhænge. 

Flere eksperter taler om, at der er et nyt styringsparadigme på vej, og at det vil føre til nye evalueringsformer. Forskning viser, at evidensbølgen og performancemålingerne ikke har haft den ønskede effekt. Den nye bølge kommer sandsynligvis til at fokusere mere på sammenhængen mellem proces og effekt og vil tage udgangspunkt i den enkelte institution.