Pædagogstuderende: Vi vil kæmpe sammen med pædagogerne

Pædagogstuderende på Københavns Professionshøjskole og fagforeningen PLS bakker op om pædagogerne i overenskomstforhandlingerne. Bedre vilkår vedrører os alle, er holdningen.
Siden overenskomstforhandlingerne brød sammen, har både staten, regionerne og kommunerne varslet lockout. Hvis den bliver en realitet, risikerer 440.000 offentligt ansatte at blive sendt hjem fra arbejde. I Pædagogstuderendes Landssammenslutning (PLS) står man bag pædagogerne i en eventuel konflikt. Det siger faglig sekretær i PLS Mia Rebecca Lund.

»Pædagogerne er allerede vores kollegaer, når vi er i lønnede praktikker, så det handler både om pædagogernes, men ligeså meget om vores egne arbejdsvilkår lige nu og i fremtiden,« siger hun.

Det er også holdningen blandt de pædagogstuderende, som Børn&Unge mødte på Københavns Professionshøjskole. Her er der enighed om, at der skal bakkes op om pædagogerne, hvis de sammenbrudte forhandlinger fører til konflikt.

»Vi står til at blive ramt af lockout her, så det kommer også til at gå udover os. Men det gavner os alle, at vi får en god overenskomst, så det skal vi kæmpe for,« siger Anna Krøyer, der er pædagogstuderende på andet år.

Mere på spil

Elisa Simick er pædagogstuderende på første år, og hun er ikke i tvivl om, at det er vigtigt, at pædagogerne står fast på deres krav nu, også selvom konsekvensen kan blive lockout.

»Hvis vi kan få bedre vilkår og forudsætninger ud af det, så er det dét værd,« siger Elisa Simick.

I overenskomstforhandlingerne 2018 er det blandt andet lønstigninger, om frokostpausen skal være en del af arbejdstiden og seniordage, som parterne endnu ikke er blevet enige om. Pædagogstuderende Anna Krøyer er enig i, at pædagogerne fortjener bedre vilkår, men ifølge hende har de også noget andet på spil.

»Det handler ikke kun om penge, for så havde jeg valgt et andet fag. Det handler om, at der fra politisk side bliver sagt ’vi anerkender, at I gør et stort stykke arbejde. Vi kan godt se, at I løber hurtigt, og at det er umenneskeligt til tider’. At man ikke bare negligerer og underminerer os. Det handler om vores værdighed som professionelle og anerkendelse for vores fag,« siger pædagogstuderende Anna Krøyer.

Løhde lytter ikke

Pædagogstuderende Mark Harris mener ikke, at pædagogerne får nok anerkendelse fra innovationsminister Sophie Løhde (V). Han har på sidelinjen fulgt med i hendes udtalelser i overenskomstforhandlingerne.

»Jeg synes ikke, at Løhde har givet pædagogerne en reel chance. Hun lytter ikke til os,« siger Mark Harris, der studerer på første år.

I Pædagogstuderendes Landssammenslutning (PLS) har man også den holdning.

»Vi er generelt skuffede over innovationsminister Sophie Løhde og KL, fordi det de i virkeligheden melder ud er, at pædagoger og pædagogprofessionen ikke har nogen værdi. Vi står selvfølgelig bag pædagogerne og bakker op om de rimelig krav, der er stillet af de faglige organisationer til overenskomstforhandlingerne. Det er ikke lønnen, der har drevet os ind på pædagoguddannelserne, men derfor skal vi som pædagoger have ordentlige arbejdsvilkår alligevel,« siger faglig sekretær i PLS Mia Rebecca Lund.

 

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.