Deltidsansat? Så er det nu, du skal være opmærksom på din normperiode
Lige nu udløber normperioden for mange pædagoger, og derfor skal du være opmærksom på, om du har arbejdet flere timer end det, der er fastsat i din normperiode.
Uanset om du arbejder på fuldtid eller deltid har du ret til samme honorering for arbejde, der ligger ud over den normale arbejdstid.
Det har betydning for dig som pædagog på deltid. For fra 1. april har du ikke længere merarbejde. I stedet får du samme honorering som dine fuldtidsansatte kollegaer.
Hvad betyder det i praksis?
Det betyder, at alle pædagoger, der har timer, der ligger ud over deres individuelle norm, har ret til at få de ekstra timer godtgjort med et tillæg på 50 procent. Oversat betyder det, at hvis du for eksempel har arbejdet 10 timer for meget i normperioden, så har du faktisk ret til 15 timers afspadsering.
Hvem gælder det for?
Det gælder for alle pædagoger, men lige nu er det særligt interessant for de pædagoger, hvis normperiode udløber. Tal med din tillidsrepræsentant eller leder, hvis du er i tvivl om, hvilken normperiode du er omfattet af.
- Med udgangen af juni udløber normperioden for mange pædagoger, der arbejder på halvårsnorm.
- Med udgangen af juli udløber normperioden for pædagoger, der arbejder i skole og skolefritidsordning (de følger skoleåret og har en årsnorm, der går fra 1. august til 31. juli).
Hvad sker der, hvis jeg har for mange timer?
Som udgangspunkt skal de timer, du har arbejdet for meget, inklusive godtgørelsen på 50 procent, afspadseres i den næste normperiode. Det er muligt at aftale udbetaling i stedet for afspadsering med din leder.
Hvorfor er reglerne ændret?
Det er en konsekvens af en faglig voldgift fra februar, der fastslår, at deltids- og fuldtidsansatte skal have samme honorering for timer, der ligger ud over deres normale arbejdstid.
Læs mere om, hvorfor deltidsansatte skal behandles på lige for med kollegaer på fuldtid her.
Læs mere om reglerne for normperioder her.