Savner I sommerferiens langsomme pædagogik? Her er 3 ferie-boosts, I kan tage med ind i hverdagen
Ny, dansk forskning udfordrer fortællingen om, at små børn har brug for ferie fra deres daginstitution, og at det er synd for dem at være i børnehave i ferieperioderne.
I sommerferieperioden er børnehaven nemlig langt mere end bare ’hverdag med færre børn.’ Tværtimod giver roen et boost til pædagogikken, som gør børnehaven til et fantastisk sted for både børn og voksne i ferierne.
Det siger dog noget trist om hverdagen i børnehaven resten af året, hvis børn og pædagoger først får luft, når der er ferie. Det mener Dil Bach, lektor ved DPU, Aarhus Universitet, Hun er en af de forskere, der står bag det nye studie.
Læs også: Derfor får din pædagogik superkræfter i sommerferien
Forskers opfordring: 3 ferie-boosts, I bør overveje at bruge i hverdagen
Netop erfaringerne fra studiet fik Dil Bach og hendes forsker-kollega Karen Ida Dannesboe til at overveje, hvordan de gode effekter fra ferie-hverdagen kunne spredes mere ud over hele året.
På den baggrund peger Dil Bach på tre ting fra ferie-perioderne, pædagoger med fordel kan forsøge at trække med over i hverdagen.
Nederst i artiklen kan I desuden finde 5 spørgsmål, der kan bruges i samtalen om, hvad ferieperioderne gør ved jeres praksis.
Slip den stramme tidsstyring
Dil Bach opforder blandt andet pædagogerne til at diskutere, om man kan slippe den stramme tidsstyring af eksempelvis måltider og aktiviteter, som ofte styrer hverdagen i institutionerne.
”Hvorfor skal vi have det? Behøver vi at have det? Kunne man sprede tingene mere ud og på den måde få den der feriestemning mere ind i løbet af hele året?”
Sænk tempoet og tag del i børnenes leg
I ferierne opblødes tempoet, og det giver ifølge Dil Bachs studie plads til, at pædagogerne deltager mere i legen sammen med børnene. En mindre stram tidsstyring i hverdagen kan være med til at skabe mere tid til netop at sænke tempoet.
“Vi kunne se, at en del børn nyder det, når de voksne gider lege med,” siger hun og peger på, at det er særlig vigtigt for børn, der har svært ved at finde sig til rette i lege og fællesskaber på egen hånd.
Giv forældrene plads til ikke at følge institutionens faste rytme
Dil Bach peger også på, at pædagogernes forventninger til forældrene ændrer sig, når hverdagen bliver til ferie-åbent:
I hverdagen skal forældrene gerne passe ind i institutionens faste rytme: Komme før klokken 9 og gerne hente før klokken 16.
Men i ferierne bliver noget af det løsnet, og tiden kan trækkes mere ud. Det kan give ro i afleverings- og afhentningssituationerne.