Ny forskning gør op med populær fortælling: Nej, det er ikke ’synd for børnene’ at tilbringe sommerferien i børnehaven - tværtimod
Små børn har brug for ferie fra institutionen, og det er synd for dem at være i daginstitution i ferieperioderne.
Sådan lyder den klassiske fortælling.
Børns manglende ferie fra daginstitutionerne er da også særligt om sommeren et stort debatemne blandt pædagoger på sociale medier.
Men ideen om, at det er bedst for børn at være hjemme i familiens skød i ferien, bliver nu udfordret af ny, dansk forskning:
- Børnehaverne kan nemlig noget helt specielt i ferieperioderne, og det gælder især i sommerferierne.
- Samtidig kan ferieperioderne for mange familiers vedkommende være fulde af frustration og komplikationer.
Det viser et feltstudie af forskerne Dil Bach og Karen Ida Dannesboe. De har fulgt hverdagen i børnehavedelen af en integreret institution i ferieperioder og har interviewet familier om deres prioriteringer og hverdagsliv.
Ferieperioder giver pædagogikken ro og rum
Det nye feltstudie giver et indblik i, hvad der bliver muligt i det pædagogiske arbejde, når tidspresset letter, hverdagens faste dagsordener bliver sat lidt på pause, og børn og pædagoger får mere luft.
Og forsker Dil Bach, lektor ved DPU, Aarhus Universitet, kan faktisk forklare det helt kort:
”Børnehaven i ferien er faktisk ferie.”
Pædagogerne får bedre tid og mulighed for at følge børnenes initiativer og gøre ting, som det ellers kan være svære at få plads til.
Forskerne så for eksempel, at børn og pædagoger bagte boller sammen, spiste på tværs af stuer og fandt på spontane aktiviteter som en picnic på gangarealet.
Læs også: Derfor får din pædagogik superkræfter i sommerferien
Roen i børnehaven står i skarp kontrast til virkeligheden i mange familier
Dermed adskiller ferielivet i daginstitutionen sig væsentligt fra realiteterne i mange familier sommeren over.
Forskernes interviews med familierne viser nemlig, at ferien i familien tit er fuld af skuffelser, konflikter og uindfriede forventninger.
“Vi har en massiv forestilling om, at i hvert fald i juli måned er det bedst for børn at være hjemme i familien. Det hviler på en idé om familien som et helle, hvor der altid er rart og fredeligt. Men det er jo ikke nødvendigvis sådan i alle familier,” siger Dil Bach.
Blandt andet talte forskerne med familier, der netop brugte institutionen i ferieugerne, fordi livet i den periode var præget af sygdom hos bedsteforældre, byggekaos eller andre belastninger i hjemmet, som forældrene måtte tage sig af.
Skyder populær teori om forældres brug af ferie-børnehave ned: “Det så vi overhovedet ikke”
Ifølge Dil Bach var det aldrig egoisme, der lå til grund for forældrenes valg om at sende børnene i børnehave i ferien.
Tværtimod ser hun det som et væsentligt problem, at debatten hurtigt aktiverer en forestillingen om, at forældre afleverer børnene for selv at få fri til at gå på café med veninderne eller ligge på stranden.
“Det så vi overhovedet ikke,” siger hun.
Netop derfor hæfter Dil Bach sig ved, at forældres brug af daginstitution i ferieperioder ofte var forbundet med dårlig samvittighed. Det gjaldt også, selvom forældrene havde en god grund til at blive derhjemme uden børn.
”Der var en mor, der havde været på nattevagt. Hun havde alligevel dårlig samvittighed over, at hun sendte børnene afsted, når hun så var hjemme den efterfølgende dag og selv trængte til at sove,” siger hun.
Pædagoger går stille med dørene: Vil ikke miste det særlige, som ferierne kan
Dil Bach oplevede, at pædagogerne ikke ligefrem reklamerede med, hvor hyggeligt der kan være i børnehaven i ferierne.
For hvis for mange fik øjnene op for, hvor rart der faktisk kan være, ville noget af det særlige hurtigt forsvinde. Den rolige stemning opstår netop, fordi der er færre børn, færre planer og mere tid.
“Hvis der pludselig er fyldt med børn i ferien, så går det jo i stykker,” siger Dil Bach og tilføjer:
”Det risikerer vi jo også ved at tale om det nu. Men jeg tror så alligevel ikke, at det sker, for forældre, der har mulighed for det, holder jo ferie sammen med deres børn,” siger hun med henvisning til erfaringerne fra studiet.
Læs hele forskningstemaet om ferieperiodernes indflydelse i Børn&Unge nr. 4/2026