”Hvis vi havde rammer, hvor vi ikke skulle skynde os så meget, ville vi ikke have brug for at tale om at sige nej”

Mange pædagoger oplever, at børns trivsel bliver presset af konstante forhandlinger med forældre, som er bange for at sige nej.

Og flere forskere peger på, at et ’nej’ til børn og tydelige grænser er afgørende for deres tryghed og trivsel.

Læs også: Derfor er 'nej' et af de mest omsorgsfulde ord, en pædagog kan sige

Erik Sigsgaard, børneforsker, lektor emeritus og manden bag det banebrydende ’skæld-udprojekt’ fra 1990’erne, advarer dog mod at underkende børns ret til at sige nej – både derhjemme samt i daginstitutioner og skoler.

Han opfordrer i stedet pædagogerne til at søge løsningen et andet sted. Det sker i et nyt interview med Børn&Unge:

Har de mange års kamp for et stærkere børneperspektiv og respekt for børns nej udfordret pædagoger og forældres mulighed for at bevare deres autoritet?

”Nej. Der er ingen grund til at droppe kampen for børns nej, som der stadig set fra mit perspektiv er stort behov for. Samtidig er der grund til at kæmpe for pædagogernes ret til at udøve deres fag på en kærlig, ansvarlig og omsorgsfuld måde.

En stram institutionshverdag med mange børn, faste tidsplaner og få pauser skaber et konstant pres. Hvis vi havde rammer, hvor vi ikke skulle skynde os så meget, ville vi ikke have brug for at tale om at sige nej. Børn er interesserede i at samarbejde, og det kan de kun, hvis de oplever, at rammerne giver plads til, at de kan spille med.”

Står anerkendelsen af børns nej ikke i modsætning til pædagogers og forældres autoritet?

”Anerkendelsen af børns nej står ikke i modsætning til autoritet, men er en forudsætning for at opnå den.

For respekten for den voksne opstår ikke nødvendigvis af flere eller skarpere nejer. Den opstår i relationen.

Når børn oplever, at deres perspektiv bliver set, også når de er vrede eller afvisende, styrkes deres tillid og lyst til at samarbejde.”

Hvad skal der så til for at styrke de voksnes autoritet?

”Hvis man vil arbejde mere bevidst med grænser og det at sige nej, må man turde stille spørgsmål til rammerne: Kunne noget organiseres anderledes? Kunne børn i højere grad inddrages? Kunne tempoet sænkes nogle steder, så man fik bedre mulighed for at lytte?

Det handler om at udøve autoritet med opmærksomhed og om at skelne mellem situationer, hvor et nej er nødvendigt, og hvor det er blevet en vane.”

Hvordan kan man arbejde med børns muligheder for at sige nej i praksis uden at opgive sit ansvar som tydelig voksen?

”Jeg vil ikke beskrive det som at opgive sit ansvar. Jeg ser det som at give plads til børns tænkning og mulighed for selv at finde på en løsning ved at spørge, hvordan gør I det? Hvad laver I?

Jeg tror, at man vinder stor respekt ved at spørge rådgivende uden at træde ind og bestemme. Tydelighed er ikke at være konsekvent i sit nej, men at være klar i sit nærvær og sin dømmekraft. Nogle gange vil det indebære et fast nej. Andre gange vil det indebære at vente, spørge eller åbne.”

Hvad betyder det konkret, i forhold til hvordan man bliver en tydelig voksen?

”Hvis nejet skal være mere end en afvisning, kræver det, at pædagogerne gør sig selv den tjeneste at undersøge, hvordan og hvornår de siger nej: Hvor mange gange siger vi egentlig nej i løbet af en dag? I hvilke situationer? Kunne vi have gjort noget andet?

Arbejdet med det pædagogiske nej kræver, at vi er opmærksomme på, hvad nejet gør. For barnet, der bliver mødt med et nej, er det ikke kun en besked om, hvad der ikke kan lade sig gøre. Det er også en erfaring af, hvordan det er at blive mødt af en voksen.”