Guide: Sådan kan I arbejde forebyggende med vold og trusler
Mange gange kan man som pædagog være i tvivl om, hvorvidt man har været udsat for vold eller trusler. Her er Arbejdstilsynets definition på fysisk og psykisk vold
Fysisk vold
Fysisk vold er angreb mod kroppen, for eksempel overfald, forsøg på kvælning, knivstik, spark, slag, skub, benspænd, fastholdelse, kast med genstande, niv, bid, krads eller spyt.
Psykisk vold
Psykisk vold er trusler om vold og anden krænkende adfærd, for eksempel trusler på livet, trusler om hærværk mod arbejdspladsen, trusler, der vedrører medarbejdernes familie eller venner, eller trusler, der vedrører medarbejdernes ejendele. Trusler kan også udtrykkes uden ord, for eksempel med knyttede næver, bevægelse af en finger hen over halsen eller i form af tegninger.
Læs mere hos Arbejdstilsynet
Få en fælles forståelse
Det varierer fra person til person, hvad der opfattes som vold og trusler. Men det bør ikke være op til den enkelte pædagog selv at vurdere, om det var en voldelig hændelse, hvis medarbejderen for eksempel er blevet sparket. Derfor bør personalegruppen på et personalemøde diskutere, hvad man opfatter som vold på arbejdspladsen, så alle har samme forståelse. Det vil også sikre en ensartet registrering af episoder.
Læs mere hos Arbejdstilsynet.
BUPL anbefaler: Få en større indsigt
Alle institutioner bør planlægge forebyggelse og beredskab for vold og trusler. Arbejdet er med til at skabe en større indsigt i, hvor der kan være risiko for vold og trusler i institutionen og giver alle på institutionen en bedre forståelse og accept af problemer. Derudover giver en beredskabsplan bedre muligheder for håndtering af vold og trusler. En god idé kan være at gennemgå følgende fire emner i personalegruppen:
- Hvad er vold og trusler hos os?
- Forebyggelse af vold og trusler
- Beredskabsplan for håndtering af vold og trusler
- Opfølgning på episoder med vold og trusler
Her kan I finde skemaer, der kan hjælpe jer gennem de fire punkter.
Husk at registrere vold og trusler
Er du eller en kollega blevet udsat for vold eller trusler, skal du huske at registrere episoden. Her kan du læse mere om, hvordan du skal forholde dig, når du skal registrere en episode, og her finder du også et registreringsskema.