Sværest at være en blid og stille dreng

Stille og ’feminine’ drenge har det sværere end andre drenge og pigerne i fællesskabet, viser det første større kvalitative studie i Danmark af køn i daginstitutionen. ”De vækker ikke samme omsorg,” siger forsker Gry Ellegaard Thorsen.
Foto af lille dreng, der kigger i en bog.
Den nye forskning viser, at pædagogernes reaktioner på forskellige børn i mange situationer er præget af stereotype forestillinger om, hvordan man er en ’rigtig dreng’ og en ’rigtig pige’.

Mikkel på tre år er rolig og lidt stille, ikke så fysisk og vild, som de andre drenge i børnehaven. Han kommer nemt lidt ud af balance, når han leger med de andre, og han har let til gråd. Han er kort sagt en af de blide – man kunne kalde det ’feminine’ - drenge i børnehaven, og det er ikke en nem position at indtage i børnefællesskabet. 

Faktisk er det det den sværeste overhovedet, ifølge antropolog Gry Ellegaard Thorsen, der har observeret børn og pædagoger i en dansk daginstitution i forbindelse med sin ph.d.-afhandling ’Mellem genkendelighed og forandring - en etnografisk undersøgelse af, hvordan børn konstitueres som piger og drenge i børnehaven’, som er det første større danske studie af køn i daginstitutioner.

Bagsiden af maskuline normer

”Jeg så, hvilken bagside normer for maskulinitet har for de drenge, der ikke lever op til dem. Det gik op for mig, at den sværeste børneposition, man kan have i dag i et fællesskab i Danmark, er som en blid eller feminin dreng,” siger hun.

Gry Ellegaard Thorsen har udført et etnografisk feltarbejde i en daginstitution på Sjælland, hvor hun har observeret børn og voksne, optaget video og interviewet det pædagogiske personale om klippene efterfølgende. 

”Han bliver skubbet til, mast, væltet og ikke inddraget i leg” 

Af forskerens observationer og analyser trådte et mønster frem, som viser, at en stille dreng som Mikkel bliver ’straffet’, både af de andre børn og af det pædagogiske personale, når han ikke lever op til normen om, hvordan man er en ’rigtig dreng’. 

”Han bliver skubbet til, mast, væltet og ikke inddraget i leg af de andre børn. Det pædagogiske personale bliver irriteret på ham. Man bliver let irriteret på børn, der klynker, men noget i os gør, at vi bliver mere irriterede på drenge. De vækker ikke samme omsorg,” siger Gry Ellegaard Thorsen. 

Drenge bør tage sig mere sammen

Pædagogerne trøstede drengene, når de blev kede af det, understreger Gry Ellegaard Thorsen. Men hun stiller spørgsmålstegn ved, om pædagogernes reaktioner er farvet af deres forventninger til, at drengene alligevel bør tage sig lidt mere sammen. 

Et eksempel var en dag, da børnehaven var på tur. Det var regnvejr og koldt, de havde både kørt med bus, gået, leget og spist madpakker udenfor.

”Mikkel var et barn på tre år, som bare var træt. Da vi skulle hjem, lagde han sig på jorden og græd. Og der var ikke så meget omsorg. Jeg er ikke ude på at slå pædagogerne i hovedet, men jeg kan bare tænke, havde det været en pige, hvad havde de så gjort? Havde de været lige så hårde ved hende, som jeg syntes, de var ved ham?”

Piger er ’pædagogmedhjælpere’, drenge er ’chefer’

Gry Ellegaard Thorsens analyser viser, at pædagogernes reaktioner på forskellige børn i mange situationer er præget af stereotype forestillinger om, hvordan man er en ’rigtig dreng’ og en ’rigtig pige’. Hun har mange hundrede siders feltnoter og videooptagelser af sine observationer i børnehaven. 

Det, hun især blev optaget af, var pædagogernes tolkninger af lege og deres reaktioner på de dominerende piger i forhold til de dominerende drenge. Der viste sig et forbløffende mønster, som for både pædagogerne og forskeren selv i første omgang oplevedes helt naturligt, forklarer hun.

”Når en stærk pige var dominerende i legen, blev hun tolket af pædagogerne som lidt for meget, lidt irriterende, lidt for voksen, lidt 'pædagogmedhjælper'. Mens drengen, der var dominerende, og som var virkelig voldsom mod de andre børn og afviste dem fysisk, skubbede til dem, han var jo ’bare dreng’. Han var 'chefen' i den leg,” siger forskeren.

Blev helt paf: ”Det siger noget om min egen blindhed”

Alt det, lagde Gry Ellegaard Thorsen ikke mærke til, mens hun sad i børnehaven observerede og optog børn og pædagoger på video. Det var først, da hun kom tilbage og kiggede på videoklippene igen og analyserede, hvad pædagogerne egentlig sagde om drengen og om pigen, da de så på klippene sammen, at hun fik øje på, hvor forskelligt de tolkede de to køn.

”Så var jeg helt paf. Jeg tænkte: det er simpelthen utroligt,” siger Gry Ellegaard Thorsen og uddyber:

”At jeg ikke havde lagt mærke til det i situationen, siger noget om min egen blindhed. For det var utroligt, hvor forskelligt pædagogerne beskrev de to børn, der var dominerende i leg. Pigen var ret sød i min optik. Hun havde et smykkeskrin og satte sig på hug for at inkludere nogle af de mindre børn. Men det blev tolket negativt som ’pædagogmedhjælper’ eller ’wannabee-voksen.’ Når drengen var dominerende, så var han 'chef'. Og det var helt naturligt.” 

Mænd med magt er acceptable, kvinder med magt er bare for meget

Den tolkning af de to køn er fuldstændig genkendelig fra alle andre sammenhænge, når vi vurderer henholdsvis kvinder og mænd med magt, påpeger forskeren. 

”Vi gør det jo også med Mette Frederiksen, med kvindelige topledere eller tv-værter. Det er en fuldstændig genkendelig tolkning, at mænd med magt er helt acceptable, mens kvinder med magt bare er for meget. De tror for meget om sig selv. Fylder for meget.” 

Det overraskede Gry Ellegaard Thorsen at se det mønster i børnehaven, og det gjorde hende vred. Ikke på pædagogerne, men på egne vegne og på samfundets vegne. 

”For hvorfor er det så vanskeligt at se? Og hvordan kan vi gøre noget for at ændre på de her strukturelle udfordringer, når de er så vanskelige at få øje på i praksis?”

Fuld tiltro til pædagoger

Gry Ellegaard Thorsen håber, at hendes forskning kan sætte nogle tanker i gang om kønnets betydning i pædagogisk praksis og føre til en dybere refleksion over, hvordan pædagoger forstår køn, og hvordan de ser børnene. 

”Pædagoger er jo fantastiske og arbejder med sig selv hver eneste dag. De er så reflekterede og vant til at arbejde med egen praksis og egne forståelser. Jeg har fuld tiltro til, at dem, som har lyst, kan arbejde med det her lag af køn, ligestilling og normkritik.”

Mikkel er ikke drengens rigtige navn. Alle navne er ændret i afhandlingen for at sikre anonymitet.

5 pointer fra artiklen

  1. Den sværeste børneposition er at være en blid eller 'feminin' dreng, viser studiet af køn i daginstitutioner. 
  2. De blide og stille drenge bliver tromlet af de andre børn i legen.
  3. Og de vækker ikke samme omsorg hos pædagogerne, som pigerne gør.
  4. Pædagogerne tolker også stærke og dominerende drenge og piger vidt forskelligt. 
  5. Hvor drengen naturligt er 'chef', er pigen for meget 'pædagogmedhjælper'. 

Om forskningen

Gry Ellegaard Thorsens feltarbejde strakte sig fra oktober 2019 til august 2020 (med nogle måneders pause på grund af Corona-pandemien), hvor forskeren tilbragte to til fire dage om ugen i en integreret daginstitution på Sjælland. 

Hun har optaget video og interviewet det pædagogiske personale om klippene efterfølgende, som en del af sin metode.

Afhandlingen ’Mellem genkendelighed og forandring' er en etnografisk undersøgelse af, hvordan børn konstitueres som piger og drenge i børnehaven’. Forskningen har fundet sted i samarbejde mellem Professionshøjskolen VIA og Center for Daginstitutionsforskning (CeDif) og er støttet af BUPL.

Om forskeren

Gry Ellegaard Thorsen er antropolog fra Københavns universitet og ph.d. fra Roskilde Universitet i køn og pædagogik. 

Hun er i dag ansat som postdoc ved Institut for Naturfagenes Didaktik, Københavns Universitet, hvor hun er tilknyttet forskningsprojektet GATE (Gender Aware Teaching for Equity in Science and Engineering), der undersøger, hvorfor så forholdsvis få piger og kvinder kan se sig selv i de traditionelle naturvidenskabelige fag. 

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.