Flertal for bedre normeringer: Politikerne skal til forhandlingsbordet

Folketingets partier skal til forhandlingsbordet og drøfte bedre normeringer i daginstitutionerne. Det står klart, efter at et flertal blandt politikerne i Social-, Indenrigs- og Børneudvalget har skrevet under på, at der er brug for bedre normeringer.

Der kommer brede politiske forhandlinger om behovet for bedre normeringer i landets daginstitutioner. Et flertal i Social-, Indenrigs- og Børneudvalget har skrevet under på, at børne- og socialministeren skal tage spørgsmålet op og sammen med Folketingets partier drøfte forskellige modeller for, hvordan man kan forbedre normeringerne i daginstitutioner.

Elisa Rimpler, formand for BUPL, er glad for politikernes tilkendegivelse:

»Det er det første skridt, at der er en bred anerkendelse af, at vi har et problem, der skal løses. Så det er et både godt og vigtigt skridt,« siger formanden.

Bedre eller minimumsnormeringer?

Det er børneordfører Jacob Mark (SF), der af flere omgange har forsøgt at få politikerne i udvalget til at skrive under på en såkaldt beretning, der forpligter ministeren til at indkalde til forhandlinger om bedre normeringer i daginstitutioner.

I første omgang forsøgte SF’eren at få flertal for, at forhandlingerne skulle dreje sig om minimumsnormeringer. I den endelige aftale er det blevet til ’brede politiske drøftelser, hvor der kan drøftes forskellige modeller for, hvordan normeringerne i daginstitutionerne kan øges.’

»Det er et lille skridt. Partierne vil stadig ikke forpligte sig på minimumsnormeringer. Men jeg synes alligevel også, det har værdi, at det nu lykkes at forpligte partierne på at der skal være forhandlinger om bedre normeringer,« skriver Jacob Mark på sin Facebook-side.

Vag politisk formulering

Elisa Rimpler er glad for SF’s initiativ, men kalder politikernes formulering for ’lidt vag’:

»Men jeg er sådan set ligeglad med, hvilken model politikerne vælger. Bare de løser problemerne. Det handler om ikke bare at følge med de mange flere tusinde børn, der kommer de kommende år, men om at vi også skal se reelle forbedringer af normeringerne. For lige nu er dårlige normeringer den største barriere for, at vi kan skabe et godt stykke pædagogisk arbejde,« siger formanden, som vil bruge det politiske flertal til at gå direkte til partierne:

»Når partierne nu anerkender, at vi har et problem, kan vi i valgkampen efterspørge politiske løsninger på, hvordan man skaber bedre normeringer,« siger Elisa Rimpler.

»Vi kan altid risikere, at politikerne tænker, at spørgsmålet om normeringer nu er parkeret. Det er derfor vores opgave som fagforening, sammen med både forældre og pædagoger i institutionerne, at fastholde presset på politikerne, så vi ikke risikerer, at det her bare går i glemmebogen,« tilføjer hun.


Flertal: Der er brug for bedre normeringer

  • Et flertal blandt politikerne i Social-, Indenrigs- og Børneudvalget, bestående af Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Venstre, Liberal Alliance, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti, har skrevet under på en beretning, hvor der blandt andet står: 'Flertallet mener, at der fortsat er brug for bedre normeringer i daginstitutionerne, hvis det pædagogiske personale skal have mulighed for at give børnene mere tryghed, omsorg og understøtte deres udvikling.'
  • Samtidig opfordrer flertallet børne- og socialministeren til, når en belysning af kvaliteten og normeringen på dagtilbudsområdet foreligger, 'at indkalde til brede politiske drøftelser, hvor der kan drøftes forskellige modeller for, hvordan normeringerne i daginstitutionerne kan øges.'
  • Enhedslisten og Alternativet har ikke tilsluttet sig formuleringerne, men har i stedet ønsket at få indført minimumsnormeringer, 'så der fastlægges et loft over, hvor mange børn der må være pr. voksen.'

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.