Vollsmose; Børnehaver i undtagelsestilstand

Anni Rasmussen møder op i Børnecentret Bøgelund i Vollsmose med et stort, smittende smil, og efterhånden som hun møder sine kolleger får hun lange, varme knus.

Det er ikke nogen almindelig dag i hendes 17 år lange ansættelse som pædagog i institutionen. Efter en sygemelding, der har varet 11 uger, er hun igen klar til at genoptage sit job.

»Jeg vågnede om natten ved at der stod børn og rakte hænderne ud mod mig. Og jeg følte mig totalt ubrugelig. Jeg kunne kun tude,« fortæller hun om tiden op til

sygemeldingen.

Anni Rasmussens nedtur er kun et af mange udtryk for, at smertetærksklen er ved at være overskredet for pædagogerne i den stærkt socialt belastede bydel. Og symptomerne er ikke blot sygemeldinger, men også en række opsigelser fra både nye og erfarne pædagoger. Det har fået BUPL på Fyn til at advare om en "katastrofe og et kæmpe tab af viden og erfaring".

Annis første arbejdsdag efter sygemeldingen er også atypisk, fordi hendes vikar fortsat er på arbejde, så der er ekstra personale, og adskillige børn er blevet hjemme på en forlænget pinseferie. Normeringen er i dag som institutionerne i Vollsmose har krævet det gennem lang tid, og chancen udnyttes: Børnene deles op i mindre grupper, og der falder fuldstændig ro over dem. Ingen sparker hinanden, og vi ser ingen vilde scener for at opnå pædagogernes opmærksomhed. Derfor er der også tid til, at Anni Rasmussen kan fortælle sin historie:

»Vi havde været gennem nogle måneder med et stort arbejdspres, da tingene spidsede til midt i marts. Om mandagen var vi tre voksne og 19 børn på tur til stranden. Det var hårdt, men det var gået godt, bortset fra at nogle børn var blevet våde. For at holde deres fødder varme tog vi de våde strømper af og puttede fødderne i plasticposer og ned i de våde støvler. Da vi kom hjem til institutionen, kom en far for at hente sin datter, og han blev rasende over at se sin datters fødder i plasticposer. Han flåede dem af, mens han skældte os ud.

Ikke én af forældrene bemærkede, om børnene havde haft en god dag. De gik kun op i, om deres barn havde våde støvler.«



Nytteløse indberetninger. »Næste dag var fyldt med konflikter. Vi skulle kontakte områdekontoret vedrørende to børn, som havde stærkt brug for hjælp, og vi fik endnu engang at vide, at der var kommet en ny sagsbehandler, og at vi ikke kunne forvente, der ville ske noget foreløbigt. Der var intet lys forude. Vi indberetter og indberetter, og der sker ikke noget. Men det er os, der skal se på de øjne hver dag. Det er nogle utroligt dejlige unger, som sidder under huden på én.«

For at illustrere det fortæller Anni Rasmussen om den dag under hendes sygemelding, hvor hun fik sig taget sammen til at besøge skovbørnehaven, som hun er afdelingsleder for. Inden hun var nået inden for, havde 22 børn taget opstilling ved hegnet parat til at give og få et ordenligt kram, og lidt senere samlede nogle af dem en stor buket med blå blomster til hende.

»Det er børn med et fantastisk stort behov for nærkontakt, fordi de ikke får det dækket derhjemme. De vil røres ved og tages om hele tiden. Vi oplever, at de står og river i vildt fremmede mennesker, og en dag i et indkøbscenter kravlede en af dem pludselig op på skødet af en ældre dame i kørestol.«

»Det er pragtfulde børn, men når jeg tænker frem, til nogle af dem bliver 15-16 år, så er lyset slukket, og det er hårdt at tænke på.«



Kollega måtte samme vej. Fire dage efter at Anni Rasmussen måtte sygemelde sig, gik også Hanne Sand Jensen ned. De to arbejder på samme stue og har været i Bøge-lund henholdsvis 17 og 12 år.

Forud var gået et års tid, hvor Hanne Sand Jensen havde haft problemer med at sove om natten. Hun led af konstant stress, og adrenalinen pumpede i kroppen, så hun ikke kunne finde ro derhjemme om aftenen. Samtidigt med rastløsheden var hun plaget af dårlig samvittighed i forhold til sine egne børn på 12 og 16 år, fordi hun ofte ikke havde energi til dem.

»I perioder orkede jeg ikke at have gæster eller at tage i byen. Jeg havde nemt til at græde, og ofte gik weekenderne med blot at blive klar til mandag morgen. Op til sygemeldingen kunne jeg decideret få kvalme over at skulle på arbejde. Dagen før jeg blev sygemeldt, havde jeg en grim oplevelse med en onkel til et af vores børn. Han var rasende på mig over, at jeg havde viderebragt nogle oplysninger om barnet, og han tændte totalt af uden nogen hæmninger. Det overværede de andre børn, og det er samtidigt min opgave at beskytte dem. Mens det stod på, kunne jeg pludselig mærke, at jeg ikke kunne klare det mere. De sidste kræfter forlod mig, og næste arbejdsdag havde jeg ikke noget valg. Jeg måtte gå hjem, og der gik en måned, før jeg kom igen.«



Skader sig selv med vilje. For Hanne Sand Jensen var det også kun den berømte dråbe.

»Vi har alt for mange børn, der har brug for en speciel indsats. De har sproglige, motoriske og følelsesmæssige vanskeligheder, og mange af dem kan ikke tåle at være i en institution som vores med andre børn, der mistrives. Det er svært at se på, at børnene bliver dårligere og dårligere. Det tærer én op langsomt,« siger hun.

Forud for hendes sygemelding var gået, hvad hun betegner som en hæslig periode.

»Vi var begyndt at opleve eksempler med børn, der skadede sig selv for at få opmærksomhed. Lidt før fastelavn var der en dreng, som igen og igen slog løs på de andre børn. Derfor sagde jeg, at han ikke kunne komme med ud at hente ris, selv om jeg godt kunne se, at det gjorde ondt på ham, og han i forvejen havde det meget skidt. Men det var også nødt til at have konsekvenser for ham, at han opførte sig på den måde. Da vi kom tilbage, havde han med vilje klippet sig selv i pegefingeren, så det blødte, og han kom hen og viste mig det. Det gjorde et kæmpe indtryk. Det er virkeligt et alvorligt symptom og et råb om hjælp. At skulle afvise et barn, der har det sådan, det er forfærdeligt, og det er sådan noget, jeg ligger og tænker på om natten,« fortæller Hanne Sand Jensen.

En anden dreng brugte i en periode at stikke en finger ind i sit ene øje, og en tredie stak sig med spidse genstande. Alt sammen som et led i kampen om de voksnes opmærksomhed.

Anni og Hannes stue domineres af en gruppe på syv voldsomme drenge med meget korte lunter, som sparker og slår. Meget af tiden går med at skille dem ad, og det går ud over resten af gruppen, som blandt andet består af nogle indadvendte og generte børn.

»Dem skal der også være plads til, men når dagen er omme, må jeg ofte spørge mig selv, hvad jeg egentligt har givet dem ud over at holde i hånd.

Det giver dårlig samvittighed. For slet ikke at tale om de velfungerende børn - i perioder får de lov at passe sig selv. Desværre ser vi, at de børn også begynder at slå og råbe og sige "fuck you". Den negative opførsel bliver normdannende, og det har jeg det også frygteligt med.«



Personalet flygter. Problemerne i Bøge-lund er langt fra enestående i Vollsmose, bekræfter faglig sekretær i BUPL Fyn, Anette Lukasiewicz:

»For nyligt havde vi en episode, hvor en pædagog blev beskudt, da hun var på vej til arbejde. Vi hører om pædagoger, der står og kaster op uden for lågen, når de møder om morgenen. Vi snakker med pædagoger, som er så sårbare, at det med at drage omsorg for børnene er blevet vendt til at beskytte sig selv. Nogle pædagoger er bange for deres liv, når de holder personalemøder, fordi der står ophidsede folk og hamrer på vinduerne. De overvejer nu at flytte møderne andre steder hen, fordi de ansatte ikke er nærværende, men sidder og tænker på hvordan, de skal komme hjem. De nye pædagoger holder i et par måneder, så lægger de deres opsigelse, og de garvede folk rejser også væk,« siger Anette Lukasiewicz.

Der findes ingen samlet opgørelse over, hvor mange pædagoger, der har været sygemeldt på grund af belastningen, ligesom der heller ikke findes en oversigt over personaleflugten. Men det ligger fast, at Anni Rasmussen og Hanne Sand Jensen snart kan skrives på en sådan liste, med mindre politikerne i Odense nu vil ofre penge på at få løst problemerne. For det er den fælles konklusion, der er kommet ud af deres sygemelding: Prisen ved at være ansat i Vollsmose er for høj.

Men begge ville aflevere deres opsigelse med stor ærgelse, for de er enige om, at de har brandgode kolleger, og at de har masser af erfaring, der kan komme børnene i Vollsmose til gavn. Løsningen ligger ifølge de 12 daginstitutioner i Vollsmose lige for: I stedet for 20 børn på hver stue skal der kun være 15, så der bliver bedre mulighed for at dele børnene op i mindre grupper. Den erfaring har man også gjort sig i Gellerupparken uden for Århus, og derfor har Århus Byråd vedtaget at sænke børnetallet med fire pr. stue i samtlige områdets institutioner.

Det har der hidtil ikke kunnet samles flertal for i Odense. I stedet har man nedsat en arbejdsgruppe, der skal se nærmere på problemerne. Og samtidigt har man tilbudt områdets pædagoger akut psykolog-hjælp frem til september. Det har foreløbigt 30 sagt ja tak til.



Solstråler over Bøgelund. Beretningen om de nedslidte pædagoger i Børnecentret Bøgelund er ikke kun trist. Det er også en historie om, hvordan kolleger kommer meget tæt ind på hinanden og hjælper, når det brænder på.

»Vi er blevet støttet på alle tænkelige måder. Masser af blomster og telefonopringninger har vi fået, og ledelsen kontaktede straks en psykolog, så vi kunne komme til samtaler. Vi er også hele tiden blevet informeret om, hvad der blev gjort, så vi følte os stadig som en del af gruppen, selv om vi var sygemeldte. Det har været et skoleeksempel på, hvordan en institution skal reagere, når kolleger ikke kan stå for presset,« fortæller Anni Rasmussen.

Teddy Hoffbeck er psykologogen, som Odense Kommune har hyret til at tilbyde samtaler til pædagogerne i Vollsmose.

»Selvfølgelig kan man sige, at jeg blot syer lapper på bukserne, så pædagogerne kan holde varmen. Men lappeløsninger kan være vigtige,« pointerer han.

»Min vigtigste opgave er at erstatte holdningen, der siger: "Jeg er uduelig" med holdningen: "Jeg er god nok, selv om ikke alt er gået op i en højere enhed."«

Psykologen er godt tilfreds med, at 30 pædagoger fra de 12 institutioner i området har taget imod tilbuddet om psykologhjælp.

»Det er meget flot, for det er langt lettere at stikke halen mellem benene. Det viser, at der er både mod og vilje til at komme videre med arbejdet i Vollsmose,« siger Teddy Hoffbeck.



Om Børnecentret Bøgelund

- 11 vuggestuebørn

- 47 børnehavebørn fordelt på to stuer.

- Af de 58 børn er 11 danske

- De danske børn er gennemgående de mest belastede. Cirka halvdelen af dem er så behandlingskrævende, at de ifølge personalet ikke hører hjemme i en daginstitution.

- Normeringen er den samme som i Odense Kommunes øvrige institutioner bortset fra, at de to børnehavegrupper har tilknyttet en to-sproget medarbejder.

- Institutionen ønsker selv en kraftig nedskæring af antallet af børn samtidigt med, at den vil ændre status til at være en institution, der tager sig af hele

familien.