SUND MAD; Får man bøffer af spinat?

Uden mad og drikke duer børnene heller ikke. Både deres koncentrationsevne og adfærd er fuldstændig afhængig af, hvad de har spist og drukket - eller hvad de ikke har spist og drukket.

Kostterapeut og forfatter Else Marie Simonsen understreger, at det bestemt ikke er lige fedt, hvad hjernen og kroppen har at køre på.

»Mange pædagoger stejler, når madordninger i børnehaver og skolefritidsordninger kommer på tale. De vil ikke ses som kogekoner eller husmødre, for ernæring er ikke deres fagområde. Men den holdning holder ikke længere. Det er også institutionernes opgave at sørge for, at børnene får noget indenbords,« siger Else Marie Simonsen, der desuden er uddannet pædagog og har arbejdet inden for faget i 20 år.

Hun mener, at det er nødvendigt, at maden tænkes ind i institutionens dagligdag, og det betyder, at pædagogrollen skal defineres om.

»Mad handler ikke om kønsroller, men om en medmenneskelig omsorg. Hvis ikke man drager omsorg for et så grundlæggende behov som sult, og sulten ikke stilles, kan man godt droppe at være pædagogisk længere oppe i behovspyramiden.«

Det er sund fornuft at prioritere de daglige måltider. Mange børn tilbringer så lidt tid sammen med deres forældre, at de ikke oplever forældrene som rollemodeller i forhold til mad.

»Den rolle må pædagogerne være med til at spille, og derfor er det vigtigt, at de hjemlige gøremål opprioriteres i institutionen. Ikke for at institutionen skal være et udvidet serviceorgan for

forældrene, men for at give børnene et sundt fundament at vokse ud fra - både fysisk og psykisk,« siger Else Marie Simonsen, der gerne så, at børn blev tilbudt mad både i institutionen og skolen.



Rollemodeller. Hun slår på, at det er umådeligt vigtigt, at pædagogerne bliver bevidste om deres egen indflydelse som rollemodeller.

»Den måde, pædagogerne forholder sig til mad, giver de videre til børnene. Når de spiser sammen med børnene og udtrykker deres glæde ved smagsoplevelsen, bliver de et levende forbillede.«

»Ved at sætte det gode måltid i højsædet giver vi som pædagoger et signal om, at vi vægter kvalitet og nærhed i vores liv. Via den intense stemning, der opstår i et køkken, når der kokkereres eller bages, kan der skabes en tryg atmosfære, som gør, at børnene åbner op følelsesmæssigt. Voksne, der viser omsorg i form af at servere et godt måltid mad, kommer virkelig ind i varmen,« siger Else Marie Simonsen.

Hun ser det som en fornem opgave, at pædagoger er med til at stimulere børnenes interesse og vække deres skabertrang ved at tilberede gode måltider af sunde råvarer. Specielt fordi man ved, at de madvaner, vi får indarbejdet som børn, ofte holder resten af livet.



Mad og følelser. Kostterapeuten forklarer, at mad og følelser hænger tæt sammen, og mange af nutidens børn og unge har vanskeligheder ved at skelne den fysiske og psykiske sult fra hinanden.

»Det hænger ofte sammen med, at de oplever et savn af nærvær, som de vigtige voksne i deres liv måske ikke er i stand til at give. Enten fordi de voksne har for travlt i det ydre liv, og derfor kun er tilstede i få timer, eller også fordi de ikke kan slippe arbejdet psykisk, når de kommer hjem, og derfor egentlig ikke er til stede alligevel.«

I madlavningen eller ved at have den tid til fordybelse, et måltid varer, kan børnene få stillet deres hunger efter nærhed.

Hvis den sult ikke bliver dækket, går jagten efter noget sødt.

Ifølge Else Marie Simonsen mangler børn i dag at være i et hjem, hvor sanserne bliver stimuleret af duften af det nybagte brød, følelsen af skællene fra fiskene, farsen på fingrene eller gulerødder, der rives. De sanseoplevelser, man får, når man er tæt på et køkken, kan ikke erstattes af noget andet.

»Erfaringer går igennem kroppen og sanserne, og en lummer madpakker, der stinker af ost, makrel i tomat eller spegepølse, giver ikke måltidet en nydelsesfuld dimension,« siger Else Marie Simonsen.

Pædagogerne får både gennem forberedelserne og selve spisningen en god intimitet med børnene.

»Børn oplever, at de kan bruges til noget. De har en nytteværdi. Selvfølgelig er det et stort arbejde at have børn med til madlavning, men når det er med til at give børn selvfølelse, er det pædagogik i høj potens,« siger Else Marie Simonsen og indskyder, at det selvfølgelig ikke nytter noget, hvis en madpolitik bliver trukket ned over hovedet på personalet. Det skal være lyst-betonet.



Blodsukkeret i bund. Koncentrationsevnen er afhængig af sukkerindholdet i blodet. Og hvis børn skal yde noget - hvad de jo gør det meste af tiden - er det vigtigt, at der en tilpas koncentration af sukker. Sukkeret ryger først og fremmest til hjernen, og hvis der er for lidt at tage af, bliver barnet sløvt og kan ikke tænke klart.

»Blodsukkeret har enormt stor betydning for, hvordan vi fungerer. Vi kan simpelthen ikke mærke, hvad vi har lyst til, og vi kan ikke overskue ret meget, hvis blodsukkeret er i bund.«

Hun kender flere institutioner, der har indført at servere vand og brød - rugbrødsstave eller grovboller uden smørelse - ad libitum i løbet af dagen. De oplever, at støjen er reduceret mærkbart - og evnen til fordybelse er steget markant.

En af fordelene ved at få mad i institutionen - også om eftermiddagen - er den fordybelse, der automatisk følger med.

»Man kan ikke undgå at være i kroppen, når man spiser, og det giver ro, når ens basale behov bliver dækket, og bagefter er der større mulighed for fordybelse.«

Samtidig pointerer hun, at der ligger en stor opgave forude i forhold til at lære opmærksomhed på kroppens signaler.

»Først og fremmest ved at vi lærer at mærke efter, om vi virkelig er sultne, eller om det handler om en psykisk sult. Vi skal også lære at mærke, hvilken mad vi føler os tiltrukket af, og hvordan vi har det, efter vi har spist og drukket det. For kroppen forsøger altid at fortælle os, hvordan den trives med det, vi gør ved den.«

For Else Marie Simonsen handler det ideelle måltid om valgfrihed - det hun kalder pitabrødsprincippet - at børnene har mulighed for at sammensætte et måltid, de kan lide, fordi der er forskellige madvarer at vælge imellem.

»Når børn selv har været med til at bestemme menuen og måske oven i købet også selv har været med til at lave den, er det meget sjældent, at de ikke vil spise den, når den kommer på bordet«.



Kostterapeut Else Marie Simonsen holder foredrag i skoler, SFOer og daginstitutioner. Hun kan træffes på 7551 4015.



Sundhedsstyrelsen fokuserer i øjeblikket på "Børn, mad og måltider", og der er i forbindelse med finansloven for 2001 blevet afsat en årlig pulje på 50 millioner kroner over tre år til forsøg med ernæringsrigtig og økologisk mad i skoler og daginstitutioner.



Mere sukker

Når et barn begynder dagen med et stykke lyst brød med honning eller en portion med chokopops, vil kroppen hurtigt kalde på mere mad, fordi disse hurtige kulhydrater ikke holder blodsukkerniveauet stabilt i særlig lang tid.

Hvis det så bliver suppleret med et stykke frugt og en cola eller saft i 10-frikvarteret, kan barnet lige holde den gående til spisefrikvarteret. På det tidspunkt har de ikke længere lyst til at gå ombord i rugbrødsmadderne, for de er for længe om at bliver omdannet til sukker. Kroppen skriger nemlig på sukker nu. Så alt det, der består af hurtige kulhydrater i madpakken, bliver udvalgt. Det betyder, at den onde cirkel fortsætter. Og allerede når børnene kommer i fritidsordningen, er de sultne igen. Og her er trangen så om muligt endnu større efter de hurtige kulhydrater. Hvis ikke trangen bliver stillet, betyder det, at aggressions- eller depressionsniveauet stiger.



Kulhydraternes fart ind i blodet

Spurter: sukker, honning, slik, juice, saft etc.

Løber: Frugt (tørret og frisk), kage, "mælkesnitter", guldkorn.

Går: Kartofler, pasta, løst brød, kiks.

Kravler: Groft brød, brune ris, fuldkornspasta.

Kryber: Grønsager, nødder, mandler, tørrede bælgplanter.

De langsomme kulhydrater giver et mere stabilt blodsukker.