SFOer betaler lærerløn

I Frederikshavn har SFOerne fået besked på at skære 20 procent på beskæftigelseskontoen. Pengene skal i stedet bruges til lærerlønninger. BUPL mener, at det er urimeligt, at SFOerne skal lide under kommunens fejl, selvom besparelserne er lovlige nok.

I juni opdagede lederne af Frederikshavns skolefritidsordninger ved et tilfælde, at de skal spare 160 kroner per barn - i år. Ingen havde orienteret dem om besparelserne, som var en del af kommunens budgetreduktioner, der blev vedtaget i marts.

Besparelserne skal findes på SFOernes beskæftigelseskonti, der dermed skæres med 20 procent. De sparede penge vil kommunen bruge til at finansiere lærernes lønninger på skolerne.

»Det overrasker os, at SFO-lederne ikke vidste noget, for det er trods alt dem, der skal gennemføre besparelserne,« siger fællestillidsrepræsentant (FTR) Bjarne Andersen, mens SFO-leder fra Ørnevejens Skoles SFO, Knud Rugholt, er glad for at have et overskud fra sidste år at trække på:

»Vi er så heldigt stillede - modsat andre - at vi har penge fra sidste år. Men vi har ikke kalkuleret med de her besparelser, og det kommer jo til at gå ud over nogle aktiviteter for børnene,« siger SFO-lederen.

Rejsesekretær i BUPL Søren Winther mener, at SFO-lederne bliver behandlet urimeligt, selvom Frederikshavn ikke er den første kommune, der gennemfører en sådan besparelse.

»Lederne af SFOerne er helt sagesløse. Det er jo ikke dem, men kommunalbestyrelsen, der har forvaltet budgetterne forkert. Alligevel er det SFOerne, der kommer til at lide under besparelserne,« siger Søren Winther.



Burde være hørt. Overførslen af penge fra SFOernes budgetter til skolens budgetter er lovlige, så længe det ikke er

forældrenes penge, der bruges. Den gratis folkeskole er et princip, der ikke må fraviges i Danmark, og derfor må det beløb, der overføres fra SFOerne til skolen ikke være større, end at forældrenes penge stadig går til SFOen. Hvis kommunen - som det er tilfældet i Frederikshavn - ønsker at overføre 20 procent af SFO-budgettet til skolen, må forældrebetalingen altså ikke udgøre mere end 80 procent.

Men uanset hvor stor en andel, der er tale om at overføre, så stiger forældrenes andel af de samlede udgifter, hvis ikke forældrebetalingen bliver sat tilsvarende ned - og det gør den sjældent.

I børnehaver og vuggestuer må forældrebetalingen højst udgøre 32 procent af de samlede udgifter, mens den slags regler ikke findes for skolefritidsordninger. Derfor er forældrene reelt uden rettigheder, når der skæres i skolefritidsordninger.

Selvom Frederikshavn kommune tilsyneladende ikke gør noget ulovligt ved at reducere SFO-budgetterne mener Søren Winther alligevel, at kommunen burde have hørt både BUPL og PMF om besparelserne, før beslutningen blev truffet.

Borgmester Erik Andersen (S) mener, at både BUPL og PMF faktisk blev hørt gennem MED-udvalget, der skal sikre kommunens medarbejdere indflydelse og medbestemmelse.

»Det, jeg ved om processen, er, at besparelserne blev behandlet i MED-udvalget. Jeg kan ikke se, at det kunne gøres anderledes,« siger borgmesteren.

Ifølge fællestillidsrepræsentant Bjarne Andersen, der sidder i MED-udvalget, blev sagen ikke drøftet her.



Gummistempel. »Formelt set er det rigtigt, at alle procedurer er fulgt, men fejlen ligger i, at MED-systemet ikke virker. Det er rigtigt, at besparelserne har været nævnt i halvanden linie i et af 15 bilag til budgettet, men vi har ikke debatteret de her besparelser. Jeg føler lidt, at udvalget fungerer som et gummistempel,« siger FTRen.

Både Bjarne Andersen og SFO-leder Knud Rugholt har en vis forståelse for, at det er nødvendigt at spare i kommunen, men de ville gerne have været med i dis-kussionen af hvordan og hvor. Men borg-mester Erik Andersen mener ikke, at SFOerne havde et særligt krav på at blive hørt:

»SFOerne er jo ikke selvstændige enheder. De er en del af en skole, hvor skoleledelsen har det overordnede ansvar. Så vidt jeg kan se, er alle procedurer fulgt i den her sag,« siger borgmesteren.



Frederikshavns SFOer fandt i juni ud af, at de skal skære 20 procent på beskæftigelseskontoen i år. Borgmester Erik Andersen mener ikke, at SFOerne havde et særligt krav på at blive hørt. »SFOerne er jo ikke selvstændige enheder. De er en del af en skole, hvor skoleledelsen har det overordnede ansvar,« siger han.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.