Pædagoger til eksamen i børn

Med de nye læreplaner er der for første gang lagt op til, at daginstitutioners praksis skal evalueres. Og det skaber frygt for politisk styring af børns hverdag

Den enkelte forældrebestyrelse skal evaluere den pædagogiske læreplan én gang om året. Evaluering kan bruges til at styre pædagogikken. I den retning, forældrebestyrelsen ønsker den hen.

Populært sag skal forældrene have pædagogerne til eksamen. Men evalueringens faldgruber, fælder og fordele er der vidt forskellige opfattelser af blandt fagfolk.

"Læreplanens bestemmelser mudrer de hidtidige magtbeføjelser mellem forældrebestyrelsen og ledelsen af daginstitution til, fordi evalueringen nu risikerer at give forældrebestyrelsen et redskab til at styre den daglige pædagogiske praksis, som hidtil har været ledelsens kompetence," siger faglig sekretær Allan Baumann, der også er medlem af forretningsudvalget i BUPL.

Hidtil har forældrene kun haft kompetence til at blande sig i de overordnede pædagogiske linjer. Men med meget konkrete mål i læreplanen vil evalueringen også blive meget konkret. Og dermed indgribende i den pædagogiske hverdag i institutionen, frygter BUPL.

"Principielt er der jo lagt op til at lade uprofessionelle evaluere professionelles arbejde. Hvordan skal forældrebestyrelser, der ikke er pædagogisk uddannede, evaluere den pædagogiske proces?" spørger Allan Baumann.



Op til institutionen. Fra Socialministeriet er der ikke udstukket faste retningslinjer for, hvordan evalueringen skal foregå.

"Det er op til den enkelte institution at finde en måde at evaluere på. Det, der skal evalueres, er de pædagogiske processer og de metoder, der leder frem til målene i læreplanen," siger fuldmægtig Christina Barfoed-Høj fra Socialministeriet.

I løbet af efteråret får pædagoger og andre nøglepersoner mulighed for at komme på efteruddannelse i arbejdet med at dokumentere effekten af læreplanerne, som det er beskrevet i en anden artikel her i bladet.

"Personalet kan vælge at bruge video. De kan diskutere læreprocesserne internt i personalegruppen, eller de kan lade en ekstern konsulent foretage evalueringen," understreger Christina Barfoed-Høj.



Proces eller effekt. Rundt om på landets CVU'er arbejder fagfolk i øjeblikket konkret med konsulentopgaver i daginstitutioner, der beder om hjælp til evalueringen.

Fra Hjørring Seminarium, der aktuelt arbejder i Løkken-Vrå Kommune, lyder rådet, at man skal gøre sig klart, hvad det er, man vil evaluere på: Er det processen eller effekten af læreplanen?

Allerede når pædagogerne formulerer deres mål i læreplanen, indkredser de nemlig kriterierne for, hvad der siden hen skal evalueres.

"Det springende punkt i evalueringen og hele snakken om læreplaner er, om det er de voksne, der afgør, hvad børnene skal lære, for så er det jo de voksne, der sætter kriterierne for evalueringen. Er der derimod lagt op til at lade børnene få indflydelse på læringsprocessen, skal evalueringskriterierne defineres undervejs i dialog med børnene," siger cand.scient.soc. Elisabeth Andersen.

Traditionelt tænker pædagoger i "mål-middel-metode", når de arbejder. Skal de inddrage børnene, må de være åbne for børnenes input undervejs, og så kan det være svært at sætte for faste mål fra starten.

"Mål kan også være en vision, der ligger ude i fremtiden. Og så kan kriterierne, der skal vise vejen til visionen, defineres af børn i samarbejde med pædagoger og forældre. Det er netop kriterierne, som institutionen systematisk skal dokumentere og evaluere," mener Elisabeth Andersen, der er tilknyttet netværksgruppen om læreplaner på Hjørring Seminarium.



Som man spørger. Skrækscenariet blandt evalueringseksperterne er at lande i den situation, som flyselskabet, der ønsker at afdække, om passagerne er tilfredse med rejsens kvalitet: Passagerne i flyet får uddelt et spørgeskema, der giver mulighed for at svare på, om maden var god. Det var den, men der var koldt om fødderne, men det levnede spørgeskemaet ikke plads til. Og så har flyselskabet fået et svar, der er misvisende for kundens oplevelse af flyveturens kvalitet.

"Som evaluatorer skal vi være opmærksomme på, om børnene symbolsk har det koldt om fødderne. De er institutionens brugere. Altså er det interessant, om man i evalueringen får afdækket børnenes opfattelse af kvalitet. Som man spørger, får man svar," konstaterer Elisabeth Andersen.



BUPL's frygt. I BUPL er der frygt for, at evaluering af læreplanerne i værste fald munder ud i kvantitative, målbare tests af børnene.

"Når vi kigger på folkeskoleområdet, har professor Niels Egelund fået til opgave at udvikle tester, der kan måle børns sociale kompetencer i skolen. Vores bekymring er, at den udvikling også kommer ind over det pædagogiske område," siger faglig sekretær Allan Baumann, der også er medlem af forretningsudvalget i BUPL.

Egentlig er der som nævnt kun lagt op til en evaluering af den enkelte institutions pædagogiske processer. Men ønsker kommunen at foretage en samlet evaluering af læreplanernes effekt i kommunens institutioner, vil man blive nødt til at udvikle nogle standardiserede evalueringsmetoder, forudser Allan Baumann:

"Skal en kommune som Århus evaluere sine 4-500 institutioner, vil man blive nødt til at forsimple evalueringsmetoderne til noget standardiseret, håndterbart og målbart, som risikerer at blive en individuel måling af det enkelte barn."



Flere udgivelser på vej. Socialministeriet arbejder på at sætte gang i en central tre-årig evaluering, der skal følge og beskrive implementeringen af forløbet med de nye pædagogiske læreplaner.

"Opgaven kommer i udbud, så vi ved endnu ikke, hvem der kommer til at stå for evalueringen. Designet for evalueringen er heller ikke fastlagt endnu, men vi vil fra centralt hold have undersøgt, om læreplanerne har gjort en forskel i de pædagogiske processer i daginstitutionerne," siger Christina Barfoed-Høj fra Socialministeriet.

Til januar ventes Learning Lab Denmark at udgive en såkaldt "Guldguide" med erfaring fra 22 daginstitutioners udviklingsprojekter. Institutioner, der har arbejdet målrettet med læring.

Endelig udgiver Socialministeriet til august en publikation til forældre og personale om de nye læreplaner. Den bliver rundsendt til samtlige daginstitutioner.



Mere om læreplaner på BUPLs hjemmeside

Vil du vide mere om pædagogiske læreplaner, så gå på internettet, på BUPL's hjemmeside: www.bupl.dk

Klik på "Pædagogik" i den øverste bjælke. Klik derefter på "pædagogiske temaer".

Her finder du:

- Artikler om læreplaner fra Børn&Unge og temahæfter

- Lovgivning og bekendtgørelser om læreplaner

- Redskaber til diskussion af pædagogiske læreplaner

- Mulighed for selv at deltage i debatten om læreplaner og

- BUPL's syn på pædagogiske læreplaner



Du kan også abonnere på BUPL's Nyhedsbrev - via hjemmesidens forside - og få al ny info om læreplaner.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.