Kreativ leg med musen

Computeren er ikke farlig for børn. Deres kreative, legende og skabende tilgang til verden vil bare blive understøttet af computerens mange muligheder. Så hvis pædagogerne opgiver deres computerangst, kan Katrine og Mads fra Mælkebøtten selv lege og være produktive med lyd og billeder. De kan tage billeder med institutionens kamera og lægge billederne ind på hjemmesiden, så far og mor kan se, hvad de har oplevet i løbet af dagen. På den måde kan også børnehavebørn få en fornemmelse for, at de selv er med til at skabe noget og ikke kun er den modtagende, der lader sig underholde af et spil.

Det mener Torben Bjerre, medielærer på Jydsk Pædagog-Seminarium. Sammen med kolleger i København, Esbjerg, Spanien, Holland og Norge er han i gang med at tilrettelægge en ny medieguide-uddannelse, der skal sætte pædagoger i stand til at hjælpe børnene med at bruge computeren, så de lærer noget, og så de bliver aktivt skabende.

Torben Bjerre synes, at computerens muligheder skal udnyttes til at understøtte den væsentlige uformelle læring, som foregår i børnehaven og fritidsordningen. I mange institutioner er personalet så maskineforskrækkede, at de slet ikke ved, hvordan de skal forholde sig til det nye medie.

»I skolen lærer man "det rigtige" - sådan er tendensen. Mens det, man lærer i fritidsinstitutionen og børnehaven, opfattes som ligegyldigt. Men med computeren har vi et redskab, hvor vi rent faktisk kan se, at det er nogle væsentlige ting, man lærer i børnehaven og fritidsordningen, blandt andet at være skabende og kreative, selvstændige, sociale og gode til at samarbejde. Samtidig bliver børnene på en legende måde fortrolige med et medie, der mere og mere kommer til at præge deres hverdag,« siger han.

Torben Bjerre ærgrer sig over, at selvom man endelig har et redskab, som er genialt til at konstruere med, så bruger man det mest til at lave programmer, der begrænser mulighederne for leg og for at konstruere fantasifulde, nye universer. De fleste programmer, som bruges i skolen, lægger op til formaliseret indlæring af specifikke, traditionelle færdigheder.

»Når man bruger computeren til at lære tallene, er det en begrænset måde at bruge dens muligheder på. Børn lærer nok tallene alligevel - computer eller ej. I stedet er det vigtigt at finde ud af, hvad man så kan bruge den til, og der ser jeg mange meget mere kreative måder, som inddrager det legende og skabende,« siger Torben Bjerre.



Computerfrit reservat. Torben Bjerre forstår ikke, hvorfor skal man udelukke et stykke legetøj eller værktøj, som kan lære børn noget, de har brug for at kunne senere i livet. Men han synes, at der er brug for at undersøge erfaringerne i de institutioner, der virkelig arbejder med computere på en kvalificeret måde, for at få et bedre grundlag at tage stilling til computerens placering i daginstitutionerne. Som det er nu, får computeren skyld for alt lige fra fede børn til dårlig sproglig og social udvikling, og det er ikke retfærdigt, mener Torben Bjerre.

»Først var det tegneserierne, så var det tv og video, og nu er det så computernes skyld, at børn ikke kan det ene eller det andet. Jeg kan ikke se, at computeren begrænser børns mulighed for at bevæge sig, for det er pædagogernes opgave at motivere børnene til også at lave noget andet. Børn er et produkt af de voksne, og mange voksne tilbringer meget tid foran en computer eller et tv, så det er da ikke så sært, at børn regner med, at det må være interessant. Børnehaverne skal ikke være et computerfrit reservat, for det gør dem anderledes end det omkringliggende samfund, og dermed til et uinteressant sted for børn at være,« siger han.

Institutionen er det eneste sted, hvor børn kan få lov til og mulighed for at eksperimentere på computeren sammen med en voksen. I hjemmet er den ofte bare en babysitter, og i skolen er computeren sat ind i nogle faglige rammer.

Pædagogerne skal selvfølgelig bestemme, hvordan kulturen omkring computeren skal være, lige som de bestemmer kulturen omkring alle de andre aktiviteter i institutionen. Men Torben Bjerre har observeret, at der ofte findes en anden politik omkring computeren end i malerværkstedet. Pædagogerne har ofte lavet regler for, at børnene kun må sidde ved computeren i 20 minutter, mens med mooncars, som ofte også er en mangelvare, må børnene selv finde ud af det.

»De voksne vil styre computeren, men det er svært for børnene at forstå, at der er nogle regler og signaler omkring computerne og andre omkring alle andre aktiviteter.«



Konstruktion er vigtigst. Torben Bjerre har undersøgt, hvad børnene faktisk lærer af at bruge computeren. Selv de helt små børn får et meget klart billede af, hvad de kan klare og ikke klare, når de leger med computeren. Mange computerspil har flere niveauer, og børnene kan selv finde ud af, at noget er for svært for dem, og så stopper de bare og går videre på et andet niveau, der passer til deres færdigheder.

»Jeg er blevet overrasket over, hvor meget børn kan finde ud af. Selv spil på engelsk kan de klare. For eksempel et spil, der hedder Dune 2000, hvor de skal bygge en base op, finder de ud af, selv om anvisningerne og kommandoerne er på engelsk,« siger Torben Bjerre.

I en århusiansk institution lavede Torben Bjerre sammen med pædagogerne en bræt-udgave af Dune 2000 netop for at se, hvad der sker, hvis computeren fungerer som et stykke værktøj på linie med farver, papir, saks og maling. Børnene gik frem og tilbage mellem spillet på computeren og spillet i den virkelige verden. En gang imellem gik de ind til computeren for at få inspiration til legen, og så gik de ud og legede videre med brætspillet og figurene i sandkassen.

»Det viser jo, at de synes, at det er lige så sjovt at være i virkeligheden. Det var tydeligt for os, at det er konstruktionen i spillet, der fascinerer børnene. De er ligeglade med, om de vinder eller ej. De bruger tiden på at bygge den bedste base op, de bruger ikke meget tid på at slås med soldaterfigurerne,« siger han.

Med computeren får børnene indblik i et stykke værktøj, som er blevet meget vigtig i vores samfund. Børnene finder ud af, hvordan det virker, og hvad de kan bruge det til.

»For børnene er det en yderligere motivation, at de bruger noget, som i virkeligheden hører til i de voksnes verden. Det her stykke legetøj eller værktøj er til forskel fra så meget andet ikke lavet specielt til børn. Børn kan jo sidde og lege med professionel billedebehandling og være ligeglade med, om det er designet til grafikere, de bruger bare faciliteterne, efterhånden som de finder ud af, hvordan de kan farvelægge, klippe ud, male og tegne. Og det gør de, fra de er en fire-fem år,« siger Torben Bjerre.



At lære undervejs. Torben Bjerre synes, at det er vigtigt at forholde sig til den såkaldte hyperstrukturelle læringsmodel, hvor man ikke altid har svarene og kender målet, men accepterer at finde sine svar undervejs i en kaotisk verden af information. Modsat den liniære model, hvor man har et fastlagt mål og arbejder sig fra A til B. Hvor læreren er den, der har svarene, og hvor man også senere arbejder med det, man har lært. Pædagoger er nødt til at vænne sig til, at voksen/barn-rollen vil ændre sig, fordi svarene på børnenes spørgsmål ikke behøver at være dem, pædagogerne kan give.

»Vi lever jo i en verden, hvor man kan selv, hvis man vil. Hackere er jo typisk 16-17-årige drenge, der helt selv har fundet ud af, hvordan man gør. Og sådan er det også for de helt små børn. De finder selv ud af det. Ofte skal pædagogerne lære computeren at kende ved at spørge børnene. Livet foran computeren bliver i højere grad et samspil mellem børn og voksne. Og det er en ny rolle som pædagog, at man ikke bare er den, der ved, hvordan man gør, men nogle gange skal spørge børnene eller eksperimentere sammen med dem,« siger Torben Bjerre.