Fusionstoget er forsinket

Førhen uforsonlige modstandere er kommet på talefod. I et klima, som hen ad vejen har udviklet sig til at blive helt venligt og fortroligt, ja, sågar tillidsfuld, er der fundet løsninger på det meste, og meget tyder på, at de også nok skal blive fundet på den svære del, som resterer.

Sådan er - kort fortalt - historien om, hvordan arbejdet er skredet frem og forholdet mellem politikerne i BUPL og Pædagogisk Medhjælperforbund har udviklet sig, siden tankerne om at "afsøge mulighederne for fusion mellem de to forbund" blev sat på dagsordenen i november sidste år.

I denne uge gøres der på et fælles hovedbestyrelsesmøde så status. Her vil det blive konstateret, at der er enighed om meget, men at man ikke er nået helt så langt, som man i henhold til planen - masterplanen kaldet - skulle være på nuværende tidspunkt.

Konsekvensen er, at "fusionspakken" med den fuldstændige beskrivelse af, hvordan et nyt fællesforbund for 80.000 pædagoger, klubfolk og pædagogmedhjælpere skal se ud og fungere, tidligst kan underkastes endelig politisk behandling i starten af september. Hvilket igen betyder, at der kun er få uger til at kommunikere det glade budskab, inden medlemmerne af de to forfund på de lokale generalforsamlinger skal tage stilling til, om det er noget, de kan bruge.

Den situation er BUPLs forbundsformand ikke tryg ved. Til Børn&Unge siger hun: »På generalforsamlingerne skal man i løbet af fire-fem timer nå at behandle ikke bare alle fusionspapirerne, men også udtage overenskomstkravene, forholde sig til det forestående kommunalvalg og nå at drøfte alle de andre ting, man nu hører en generalforsamling til. Vi har, ser det ud til, sat os en opgave, som bliver noget svær at løfte. Derfor kommer vi nok til at diskutere, om tidsplanen for fusionen er for presset.

Antyder du, at det kan komme til en udsættelse af urafstemningen i november?

»Så konkret er det ikke blevet diskuteret, men det, mange fagforeningsformænd siger, er, at det kan blive endda meget svært at nå det hele på generalforsamlingerne. Vi kan ikke vente med at forhandle nye overenskomster, vi har heller ikke magt til at udskyde kommunalvalget, men derimod ligger det i vores hænder at tage stilling til, om den plan for fusionsprocessen, som er lagt, er den rigtige. Udgangspunktet må være, at der er tid til at give fusionspørgsmålet en grundig behandling. Det skylder vi hinanden.«



Mens politikerne fra de to forbund - fusionstilhængere såvel som modstandere - er enige om de visioner, som skal bære et nyt fællesforbund, i fald det bliver til noget, skiller vandene på tre-fire spørgsmål af organisatorisk art. Det handler om valget af hovedorganisation, det hensigtsmæssige i en sektionsopdeling af et nyt forbund, graden af mindretalsbeskyttelse og varigheden af eventuelle overgangsordninger. Som lillesøsteren i foretagendet er PMFerne mere optagede af den slags "forsikringsordninger", end BUPLerne er.

Bente Sorgenfrey mener, at uoverensstemmelserne ikke er af en sådan art, at de kan kaste projektet omkuld. De nødvendige kompromisser skal nok blive fundet, tror hun.

Knap så sikker er hun, når det handler om udsigterne til at få overbevist medlemmerne om, at fusionen er et så godt projekt, at tilstrækkeligt mange af dem siger ja til det.

Hvad er det, der nærer modstanden og tvivlen, tror du?

»Man er bekymret for fagligheden. Vi har fået opbygget en organisation, som har været i stand til at hæve pædagogfagets samfundsmæssige anerkendelse. Vil vi nu sætte det over styr ved at fusionere med en flok ufaglærte? Vil det ikke trække os ned og forringe mulighederne for at sikre en god lønudvikling og bedre arbejdsforhold.

Det er vel relevante bekymringer at have, er det ikke?

»Joh, og det var også nogle, som kom ind på nethinden hos mig, da vi begyndte at diskutere fusion med PMF. Hvad kan det få af betydning for den placering som en troværdig og god samarbejdspartner, vi har opbygget? I mine egne overvejelser er jeg nået frem til, at det ikke har nogen betydning. Både vi og PMF opfattes i dag som troværdige faglige organisationer. Det ændres der ikke ved, fordi vi slår os sammen. Og med hensyn til vores faglighed nærer jeg ingen bekymring, for jeg mener, at pædagogfagligheden er så stærk, at det er den, der bliver bærende i et nyt fællesforbund. Jeg tror, megen bekymring vil falde væk, når medlemmerne får et præcist billede af, hvad et nyt fællesforbund står for.



Det er blevet forudsagt, at lederne vil forlade BUPL ved en fusion med PMF. Tror du, det kan komme så vidt?

»Problemstillingen "mange kritiske ledere overvejer deres medlemsskab af BUPL" er ikke én, som er skabt af udsigten til en fusion med PMF. Det kan godt være, at den er blevet skærpet, fordi man som leder kan blive bekymret for, om ens synspunkter får mindre vægt og ens placering i organisationen bliver mere marginal ved en fusion. Jeg vil hermed godt give mit ord på, at alt vil blive gjort for at fastholde lederne. Formålet med det arbejde, vi allerede har i gang på lederfronten, og som PMF i øvrigt bakker op om, er præcist, at vi - BUPL eller fællesforbundet - skal blive en bedre fagforening også for ledergruppen.«

Der er dem, der mener, at det ville være bedre at følge eksemplet fra de fleste andre lande, hvor pædagoger og lærere er i samme organisation.

»Når jeg kigger mig rundt, hvor lærer- og pædagogorganisationerne er fusionerede, oplever jeg, at pædagogernes argumenter ikke står ret stærkt. Det meste foregår på lærernes præmisser, og det er skidt for udviklingen på institutionsområdet. Officielt siger de pågældende pædagogorganisationer, at de har det meget godt, men når man sidder i et stille hjørne, så kommer det gerne frem, at det er svært for dem at komme til orde.«



Hvordan vil fællesforbundet komme til at adskille sig fra det BUPL, vi kender i dag?

»Med hensyn til love og strukturer vil man ikke komme til at se de store forskelle. Det nye vil være, at vi på områder, hvor vi før har været på kollisionskurs, gør fælles sag. For eksempel vil det være fællesforbundets politik at sikre, at så mange som muligt får en kompetencegivende uddannelse. Pædagoguddannelsen rangeres som den fornemste, men klubuddannelsen og den pædagogiske grunduddannelse har også deres berettigelse, eftersom de er med til at løfte det generelle uddannelsesniveau inden for arbejdsfeltet. Den virkelig afgørende forskel vil dog være, at vi i et fællesforbund vil få et langt stærkere beredskab til at løse opgaverne.

Modstanderne af fusionen har for længst meldt klart ud, mens der fra tilhængerside har været, skal vi sige, udvist en vis tilbageholdenhed. Skal der ikke snart gang i en egentlig ja-kampagne?

»På et tidspunkt vil der gå ja- og nej-kampagne i den. Det er uundgåeligt, og sådan skal det vel også være. Efter en lang periode, hvor der har været utrolig megen lurepasseri i vore egne politiske rækker, er der nu en klar tendens til, at både hovedbestyrelsesmedlemmerne og formændene i fagforeningerne træder i karakter og markerer sig som ja- eller nej-tilhængere. Og det er, hvad der brug for. Vi, der sidder i forretningsudvalget, kan ikke holde ud ikke at vide, om der er opbakning bag projektet.«



Hvad er dit eget hovedargument for fusionen?

»Det forhold, at man er stor, er ikke nødvendigvis en fordel, men i det her tilfælde vil jeg påstå, at det er det. Kendsgerningen er jo, at de lokale fagforeninger har sværere og sværere ved at følge med opgaverne. De krav, medlemmerne stiller, er så mange, at det selv for en relativ stor organisation som BUPL er svært at levere varen. Vi kan i den situation gøre to ting. Skrue ned for ambitionerne eller op kontingentet. Eller gå nye veje, og, som det her er et eksempel på, fusionere med en anden organisation, sådan at vi ikke gør arbejder to gange, men løftet opgaverne sammen. Jeg behøver vel ikke sige, hvad jeg synes er det fornuftigste.«

Hvordan står BUPL, hvis fusionen falder?

»BUPL kan sagtens leve videre flere år endnu. Vi ser jo mange små organisationer, som lever, måske ikke godt, men de lever da. Det, der kan ske, er, at vi på et tidspunkt ikke kan magte de mange nye opgaver, som følger med decentraliseringen. Når vi snakker bekymringer, så synes jeg, at der her virkelig er noget at være bekymret for. Som det blev sagt i hovedbestyrelsen forleden: "Hvad er alternativet til fusionen, er det, at BUPL bare fortsætter som hidtil?". Jeg har brug for, at de, der markerer sig så stærkt mod fusionen, giver nogle bud på det spørgsmål.«

Som du ser det, er fusionen altså nærmest en nødvendighed?

»Sådan har jeg valgt at betragte den. Jeg synes i øvrigt, at der er store perspektiver i den vision, som fusionen med PMF er et element i, nemlig samlingen af alle de pædagogiske organisationer under en hat. At vi i dag er spredt ud over fire organisationer, er ikke nogen fordel for vores arbejdsområde. Styrken i at bunke kræfterne er, sammen med udsigten til at kunne yde en bedre indsats i forhold til pædagogernes løn- og arbejdsvilkår, for mig det afgørende.«

Vil du trække dig som formand, hvis fusionen bliver stemt ned?

»Selvfølgelig er det vigtigt for en organisation og dens formand, når nu man har sat sådan et stort projekt i gang, at det så også lykkes. Omvendt har vi jo hele tiden vidst, at der var en risiko for, at det kunne falde. Hverken jeg eller mine kolleger har tænkt, at vi i så fald ville tage vores tøj og gå. Vi bliver, hvis ellers kongres og hovedbestyrelse ønsker det. Er der nogen, som mener, vi bør gå og stiller det til afstemning, er der en ny dagsorden, og så er det den, vi forholder os til.

Hvis fusionen skal blive til noget, skal 2/3 af de afgivne stemmer være for. Kan det lade sig gøre?

»Man kan da have sine tvivl, især hvis afstemningen skulle foregå i morgen. Mit håb er, at det billede af et nyt forbund, som vi ender med at få tegner, er ét, som kan få tvivlerne til at sige "det ser ikke så ringe ud endda, det vil jeg godt sige ja til" og få de markerede nej-sigere til at genoverveje deres standpunkt,« slutter en trods alt fortrøstningsfuld Bente Sorgenfrey.



Bente Sorgenfrey: »På et tidspunkt vil der gå ja- og nej-kampagne i den. Det er uundgåeligt, og sådan skal det vel også være. Efter en lang periode, hvor der har været utrolig megen lurepasseri i vore egne politiske rækker, er der nu en klar tendens til, at både hovedbestyrelsesmedlemmerne og formændene i fagforeningerne træder i karakter og markerer sig som ja- eller nej-tilhængere.«