Er du stærk nok til at høre min historie?

Det er ikke nemt at være en kvik lille pige henne i børnehaven, når far hver eneste nat vandrer hvileløst op og ned ad stuegulvet og skriger højt til den lyse morgen, fordi han har været udsat for tortur i sit hjemland. Det er heller ikke nemt at være glad og aktivt deltagende, når man aftenen forinden igen har grædt sig selv i søvn, fordi mor og far skændes. Og det er næsten en umuligt opgave at lære dansk, hvis hovedet er fyldt op med tunge og triste tanker, og man har rigtigt ondt indeni. Til gengæld bliver det lidt nemmere at koncentrere sig og livet lidt lettere at bære, hvis der er én, man kan betro sig til. Én, man kan dele smerten og sorgen med. Kort sagt: Èn, man kan smide masken overfor. Det fordrer bare, at den voksne er stærk nok til at høre, hvad man har at fortælle...

Dét er filosofien bag en ny pædagogisk indsats i Vejle Kommune. Indsatsen er rettet mod 15 af de daginstitutioner i kommunen, der har en overvægt af såvel flygtningebørn som børn af flygtningeforældre. Målet er at få børnene til at betro sig til pædagogerne. Ifølge initiativtager og pædagogisk konsulent i Vejle Kommune, Kurt Rasmussen, har mange flygtningebørn nemlig så ondt i psyken, at de enten er direkte eller indirekte traumatiserede.

»Et stort antal af de børn her har det rigtigt skidt. Enten fordi de selv har nogle stærke oplevelser med sig i rygsækken, eller fordi deres forældre har det,« siger han.

Men ifølge Kurt Rasmussen er det kun de færreste flygtningebørn, der viser, hvordan de har det. »Langt de fleste er så gode til at skjule sig bag en facade, at det næsten er umuligt for pædagoger og andre voksne omkring dem at få øje på dem,« siger han.

Derfor har han nu søsat et initiativ i kommunen, der skal få børnene til selv at søge hjælp hos pædagogerne. Startskuddet gik, da han for knap to år siden deltog i en konference om flygtningefamiliers forhold.



En aha-oplevelse. »På konferencen fortalte man om en svensk undersøgelse, der afslørede, at godt halvdelen af alle flygtningebørn i Sverige er traumatiserede - enten direkte eller indirekte via deres forældre,« fortæller han.

»Jeg vidste selvfølgelig godt, at mennesker, der har været udsat for voldsomme oplevelser, kan blive traumatiserede. Alligevel blev jeg chokeret over to ting: For det første at det drejer sig om så mange børn og for det andet, at det er så svært for pædagoger og andre fagfolk at se det på dem«, siger han.

Konferencen gav ikke noget bud på, hvordan man kunne hjælpe børnene, så Kurt Rasmussen begyndte på egen hånd at researche på feltet. En research, der hurtigt viste sig at ende i en blindgyde.

»Jeg fandt ud af, at man har en masse erfaring på området, når det gælder skolebørn, men når det drejer sig om mindre børn med traumer, var der stort set ingen viden på feltet - og det overraskede mig, for alle fagfolk i dag ved jo, hvor vigtigt det er at sætte ind så tidligt som muligt. At det ikke duer at ignorere problemerne. Så vokser de sig bare større og vender tilbage i form af en ekstraregning senere i livet, og det er jo dumt både for den enkelte, men også for fællesskabets skyld, for så er der én mindre til at betale min folkepension.«



Man kan dø af det. Med den filosofi i baghovedet begyndte Kurt Rasmussen nu selv at opsøge de folk, som havde erfaring på området. En af dem var den norske psykolog Magne Raundal, som i årevis har arbejdet med traumebehandling af børn i de krigsramte dele af verden. En anden af de kapaciteter, han opsøgte, var den israelske psykolog Ofra Ayalon. Kurt Rasmussen mødte hende, da hun en eftermiddag mellemlandede i København.

»Efter at have fået mange gode anvisninger fra hende, spurgte jeg til slut, om hun mente, at vi på nogen måde kunne gøre skade på børnene ved denne indsats. Hun sendte mig et meget direkte blik og sagde: "Jeg har bemærket mig, at I her i det kolde Nord ikke taler så meget om det, der gør ondt. Men ingen børn tager skade af at blive lyttet til. Derimod kan børn dø, hvis ingen lytter til dem".«

Kurt Rasmussen var nu kommet så langt i sit arbejde, at han ikke længere var i tvivl.

»Undervejs blev jeg mere og mere styrket i min overbevisning om, hvor nødvendigt det er at tilføre den almene pædagogiske praksis nogle helt nye dimensioner. Hvor nødvendigt det er at gøre traumebehandling til en integreret del af vores pædagogik, hvis de her børn ikke skal tabes på gulvet.«



Det er ok at sige nej. I foråret 2000 blev teori omsat til praksis i Vejle Kommune. Sammen med psykolog Nina Lyng gik Kurt Rasmussen igang med at efteruddanne de otte sprogpædagoger i kommunen, som til dagligt er i tæt kontakt med børnene. Uddannelsen gik i flere retninger.

»Det, pædagogerne primært skulle lære, var at invitere børnene til på eget initiativ og af egen lyst at fortælle om deres oplevelser. At invitere er et udtryk, vi har lånt hos en gammel svensk børnelæge, og som jeg mægtig godt kan lide, fordi enhver jo har ret til at sige nejtak til en invitation,« forklarer Kurt Rasmussen.

Samtidig skulle pædagogerne også rustes til at kunne holde ud at høre børnenes beretninger. For ifølge Kurt Rasmussen fortæller børn kun voksne det, de kan holde ud at høre.

»Børn har en udpræget fornemmelse af, hvad en voksen kan bære at høre. Hvis ikke tilliden er der, lukker de af.«

Endelig blev pædagogerne også introduceret for en række konkrete værktøjer, som kan være med til at få børnene til at sætte ord på. Et af værktøjerne, er en stribe stregtegninger af både børn og voksne i forskellige hverdagssituationer.



Mangler selvindsigt. »Billederne giver barnet mulighed for at udtrykke sine følelser og sætte ord på alt det, der foregår på de indre linjer - hvordan er det for eksempel at være ked af det, at blive holdt udenfor, at blive drillet,« forklarer Kurt Rasmussen, som ikke er i tvivl om, at børnene har hårdt brug for at tale om deres følelser.

»Mange af dem lever i et miljø, hvor det er svært at være barn. Deres forældre har måske været udsat for så voldsomme oplevelser, at de ikke kan rumme barnets følelser, og derfor føler barnet sig nødsaget til at screene dem af. Resultatet bliver, at barnet mister sin selvindsigt, og vi ser også netop, at mange af de børn her for eksempel går hen og slår andre børn, fordi de ikke er i stand til at mærke indad. De har ingen

selvindsigt, og derfor kan de heller ikke mærke, når andre børn bliver kede af det,« siger han.

I dag er det knap et år siden, at initiativet blev søsat i Vejle Kommune. Tilbagemeldinger fra sprogpædagogerne er stort set ens over hele linien: Børnene er overraskende gode til at sætte ord på - når bare de voksne giver sig tid til at lytte - og tør gøre det Kurt Rasmussen har nu kun ét stort ønske tilbage: At initiativet kan brede sig til landets øvrige kommuner, og at det med tiden også kan komme til at omfatte danske børn.

»Det, vi i bund og grund praktiserer, er almindelig medmenneskelig samtale, og det er sundt for alle børn,« siger han.

Sammen med Nina Lyng er han i øjeblikket i gang med at samle erfaringerne fra Vejle i en bog. "Gør mig glad igen" forventes - med økonomisk støtte fra Socialministeriet - at udkomme til november.