Brug sproget

Cirka 20 procent af befolkningen har læse- og skriveproblemer, og omkring 16-18 procent af en ungdomsårgang får ingen uddannelse ud over folkeskolen. Og det er en katastrofe, mener lektor Kjeld Kjertmann fra Danmarks Pædagogiske Universitet. For når man tager i betragtning, at vi i dag lever i et videnssamfund, hvor alle uddannelser er boglige, så er det blevet en social overlevelsesbetingelse, at man kan læse og skrive uden de store vanskeligheder.

Derfor må der gøres noget for at rette op på den måde, man hidtil har stimuleret børns sprogudvikling og læsetilegnelse på. Og Kjeld Kjertmann mener, at stimuleringen kan begynde i vuggestuen og børnehaven, uden at det bliver undervisning og skoleagtigt. Han kalder det, han gerne vil have pædagogerne til at gøre, for indkulturering. Det betyder, at barnet møder sproget både mundtligt og skriftligt i uformel social praksis sammen med voksne på linje med alt det andet, børn skal lære, mens de går i daginstitution.

Kjeld Kjertmann mener, at man sagtens kan støtte sprogudviklingen og gøre barnet bekendt med, hvad bogstaver og ord kan bruges til samtidig med, at man tilgodeser barnets behov for frirum og for at udfolde og udvikle sig som barn i eget tempo.

"Det er mit mantra, at børn skal lære kulturteknikkerne læse og skrive gennem uformel praksis sammen med voksne, det jeg kalder indkulturering. Det uformelle er helt afgørende, for det er forskellen på skoleagtig undervisning, og det at voksne inden skolen introducerer børn for alle de fænomener, de møder sammen med barnet, herunder også skriftsproget. Men der er en historisk betinget angst for, at introducerer vi barnet for tidligt til læsning og skrivning, kan det gribe forstyrrende ind i dets harmoniske og alsidige udvikling," siger han.

Kjeld Kjertmann har skrevet om barrierer for at introducere det trykte og skrevne sprog for børn inden skolealderen i bogen "Læsetilegnelse ikke kun en sag for skolen". Han mener, at disse barrierer blandt andet kommer fra højskolebevægelsens vægtning af det talte ord frem for "det døde bogstav", og fra misforståelser om, hvordan børn kan lære at læse og skrive. Begge barrierer er helt unikke for Danmark, ingen af de andre lande, vi normalt sammenligner os med, har så udpræget en modstand mod at lade barnet møde sproget i sin synlige form.

"Hvis man ikke har andre billeder af, hvordan børn kan lære at læse og skrive, end den måde man selv lærte det på i skolen, kan jeg godt forstå modstanden. For jeg synes heller ikke, at tre-årige børn skal udsættes for at skulle sidde stille og lære bogstaver og lyde i et voksenstyret indlæringsforløb. Problemet er, at man ikke har nogle modbilleder til den teknisk, alfabetiske indlæring, der kræver, at barnet er seks-syv år for at være moden nok. Jeg taler for, at vi skal tage det pædagogiske førfelt ind, som er de uformelle erfaringer barnet kan have med et nyt videns- og færdighedsområde, før det behersker dette område konventionelt og korrekt," siger han.



Ingen sprogprogrammer. Kjeld Kjertmann henter sin viden om det pædagogiske førfelt fra forskning i erfaringer fra de såkaldte førskolelæsere. Børn, der uden egentlig undervisning har lært at læse og skrive, inden de kommer i skole. Og som viser, at det slet ikke handler om at lære bogstaver og ord på den måde, vi kender det fra skolen.

"Kun et minimum af disse førskolelæsere - 2-3 procent - kan fortælle, at deres far eller mor har undervist dem på en skoleagtig måde. Resten fortæller om helt andre uformelle omgange med læsning og skrivning. Nøjagtig som når vi lærer barnet noget om naturen, uden at det derfor bliver en systematisk indføring i zoologi eller biologi. Der er mere tale om en ad hoc-indføring i noget, der er i nærheden af os, noget som følelsesmæssigt betyder noget for barnet, og som vi taler med barnet om, når situationen indbyder til det," siger han.

Derfor advarer Kjeld Kjertmann imod, at pædagoger med læreplanernes indførelse begynder at tilrettelægge sprogprogrammer. Og han understreger, at man heller ikke fra lovgivernes side har ment, at den indføring i sproget, som læreplansforslaget kræver af pædagogerne i fremtiden, skal foregå som undervisning.

I stedet skal pædagoger sørge for i højere grad at have nogle indholdsbestemte, uddybende samtaler med børnene, hvor sproget bruges til at tale om noget. Pædagoger skal introducere sproget på en varieret måde med både højtlæsning, samtaler om det, der interesserer barnet, eller om noget, som den voksne gerne vil gøre barnet opmærksom på. Og ved at vise børn sprogets synlige repræsentation, det skrevne ord.

For at illustrere, hvad der skal til, citerer Kjeld Kjertmann en af de førskolelæsere, som har fortalt, hvordan hun blev introduceret til det trykte og skrevne sprog:

"Mine forældre var ikke særligt belæste, men begge læste da aviser og lignende dagligt. Jeg tror, at det havde en stor betydning, at jeg fik svar, når jeg spurgte. Således husker jeg, at vi ofte i forbindelse med spisningen talte om alt muligt. Jeg husker stunder, hvor vi sad og skrev bag på en kuvert, navne og små ord. Eller vi tegnede Jylland i fri hånd eller andet. Selv om jeg absolut ikke betragter mine forældre som særligt pædagogiske, opstod denne spontane læresituation ofte. Jeg karakteriserer det som en slags mesterlære."

"Eksemplet her viser kernen i det, jeg snakker om. At man fuldstændig afslappet udnytter børns interesse for at være sammen med de voksne om noget meningsfyldt og for at lære noget, uden at man direkte underviser dem," siger han.

Hvis man studerer førskolelæseres beretninger, kan man uddrage nogle principper for deres læring: At man lærer både det talte og skrevne sprog bedst, når det bliver brugt i en naturlig sammenhæng. Barnet lærer at tale, når det er omgivet af mennesker, der taler sammen om noget. Det hører sproget og oplever, hvad det bliver brugt til.

"Det samme gælder for skriftsproget. Forskellen er, at man normalt i skolen gør sproget til en genstand løsrevet fra en naturlig kommunikation og samler det i en lærebog. Jeg taler for, at man i børnehaven skal synliggøre det sprog, man bruger. Man viser børnene, at sproget også kan ses, når man skriver det ned, og at alt det, de voksne skriver på sedler, opslag og i breve til forældrene og kommunen har en betydning og en mening," siger han.



Skriftsproget skal formidles. Nogle vil nok mene, at det ikke er nødvendigt, at børn begynder at læse og skrive før skolestart. Men det anbefaler Kjeld Kjertmann. Fra Sverige har man erfaringer fra institutioner, hvor man i højere grad end i danske institutioner lader skrift og tale gå i samspil, om at børnene ikke har behov for særlig støtte eller specialundervisning i skolen.

"Eftersom det er et af vore store problemer, at vi har 15-20 procent, der går til specialundervisning, så viser disse erfaringer, at man uden undervisning, men under afslappede forhold kan hjælpe børnene til at undgå senere læsevanskeligheder. Desuden findes der jo ikke jobs i dag, hvor man ikke skal kunne læse og skrive, så det er en nødvendighed, at børn introduceres så godt som muligt til disse vigtige kulturteknikker," siger han.

Kjeld Kjertmann mener, at pædagoger skal glemme deres forskrækkelse for at introducere det trykte og skrevne sprog for småbørn og først og fremmest øge antallet af indholdsbestemte, uddybende samtaler. Men også ved at lade det skrevne ord, komme mere med i børnenes hverdag og aktiviteter. Han opfordrer til, at man - mens barnet ser på det - skriver ord, der ligger tæt på barnets sansemæssige oplevelser på ordkort og lader barnet opbevare disse kort i dets egen ordkortkasse, som en privat skat af ord, det har et særligt forhold til.

"Sproget møder barnet dråbevis i den forstand, at de ord, der har følelsesmæssig stor betydning for barnet, er de ord, det først siger. 75-80 procent af børns sansekapacitet er styret af det, de ser, og da de altså i høj grad erkender verden gennem synet, vil det lette barnets forståelse af ordet, når det også ser for eksempel ord som mor, far og dets eget navn skrevet på et kort," siger han.

Men børn får ikke af sig selv øje på skriftsproget. Det skal formidles til dem, hvad det kan bruges til. Hvis man ikke viser børn, hvad de underlige tegn, som står alle vegne, kan bruges til, vil de formentlig aldrig få øje på det, mener Kjeld Kjertmann.





Gør sproget synligt. Der er mange måder, hvorpå man kan gøre opmærksom på det trykte og skrevne sprogs muligheder og brug. I sin bog har Kjeld Kjertmann skrevet ti bud for indkulturering. Ti gode råd om, hvordan man kan øge brugen af skriftsproget sammen med børn. En af dem er at bruge de såkaldte kollektive ordkort. Kort med børnenes navne, som hænges op i forskellige relevante sammenhænge: Ved spisepladsen, ved garderobepladsen, ved indgangen til stuen eller i forbindelse med projekter, barnet har deltaget i. Man kan også skrive på skuffer, hvad der er i dem, skrive toilet på døren til toilettet, køkken på døren ud til køkkenet og så videre. Princippet er, at man bruger skriftsproget, når det har en naturlig funktion. Efterhånden vil børnene koble meningen med ordet og ordets synlig repræsentation sammen og dermed få et kendskab til ordet. Kjeld Kjertmann mener også, at der er en anden god grund til at skrive børns navne på kort og hænge dem op på væggen.

"Når børn ser sig selv repræsenteret på den måde, bliver de klar over, at de er set af deres omgivelser. Det giver selvværd at være vist frem på en så synlig måde. Og selvværd er jo noget, det er vigtigt at give børn med på vejen."

Hvis man én gang har demonstreret for et barn, hvordan dets navn ser ud på skrift, vil det, når det ser andre ord skrevet, begynde at sammenligne bogstaver. Der er kun 28 bogstaver i vores alfabet, og det er Kjeld Kjertmanns erfaring, at børn ikke skal have set ret mange ord, før de opdager, at "det er det rene snyd", for det er de samme tegn, der går igen og igen.

"Barnet kategoriserer verden ved at genkende noget og derefter finde ud af, at det kan bruges på andre måder. Som når Lisbeth opdager "hendes" L i nogle helt andre sammenhænge og opdager, at L altså kan bruges på andre måder. Hvis man indkulturerer i stedet for at undervise, konstaterer man bare sammen med hende, at hun har set "sit" bogstav. Og så gælder det om at rose hendes iagttagelse, ikke noget med at holde forelæsninger om, hvad L betyder, hvordan det lyder, og hvilke ord der ellers begynder med L. Hvis barnet spørger, hvad det bogstav hedder, så svarer man selvfølgelig L. Men en af de store forskelle fra undervisning er, at man med indkulturering ikke forelæser, ikke stiller kontrolspørgsmål og ikke overhører," siger han.

Desuden mener Kjeld Kjertmann, at der er sensitive perioder i børns udvikling, hvor de er særligt modtagelige for at lære forskellige områder af tilværelsen nærmere at kende. Og vi ved, at betingelserne for at lære sproget er bedst i 1-4 års alderen.

"Det er en ny situation, at skrivning og læsning er så vigtig en kulturteknik, og vi har ikke råd til at skøjte forbi alle de sensitive perioder barnet har gennem sin førskoleudvikling," siger han.



Selvforvaltning ikke nok. Kjeld Kjertmann mener, at indkulturering kan komme ind som det manglende led mellem undervisningsagtige aktiviteter og selvforvaltning. To yderpunkter i pædagogikken, som i mange år har delt forskere, eksperter og pædagoger, når det gælder læring. Han mener, at selvforvaltning er en vigtig pædagogisk indfaldsvinkel til børn, fordi de i voksenfrit samvær kan udvikle nogle personlighedsegenskaber, som de ikke kan udvikle, hvis voksne hele tiden blander sig.

"Så jeg er en varm fortaler for at bevare selvforvaltning. Men den kan ikke stå alene. Det vigtige ved selvforvaltning er de tre s'er: Selvtillid, selvstændighed og social kompetence udvikles rigtig godt, hvis man får lov til at få sine kanter slebet af blandt andre børn. Kreativitet bliver også udviklet ved selvforvaltning, for det udvikler man ikke, hvis der hele tiden er en voksen, der fortæller en, hvad man skal lave, hvis man keder sig."

Men der er andre kompetencer, der er vigtige for barnets udvikling. Og det er det Vygotskij kalder de højere psykiske funktioner, og hertil hører sproget. Disse funktionener er karakteriseret ved, at de kun kan udvikles sammen med andre mennesker, der på det pågældende område er højere udviklet end en selv.

"Det vil sige, hvis en fire-årig kravler i træer eller vipper sammen med andre fire-årige i alle de seks eller otte timer han er i daginstitution, så kan sproget ikke blive udviklet højere, end det niveau de andre børn er på. Og derfor er det katastrofalt, at pædagoger ikke tager et større ansvar for at børn får mulighed for at tilegne sig blandt andet sproget på en varieret måde i tæt samvær med de voksne," siger Kjeld Kjertmann.

Han mener, at den store stigning af henviste børn med sprog- og taleproblemer skyldes, at børn nu tilbringer så meget tid i daginstitutioner, hvor der er for få voksne til at tale med børnene. Men Kjeld Kjertmann mener, at normeringen ikke fritager pædagoger for at tænke på deres sproglige ansvar. Men det indebærer en ændring af pædagogers indstilling til at udvikle børnenes talesprog og interesser for skriftsproget i praktisk brug frem for voksen-tilrettelagte sprogprogrammer.

"Det drejer sig i stedet om en holdningsændring. Pædagoger skal komme over en angst over for, at enhver form for skrevet sprog er skadeligt for børnene. Det er, derfor jeg introducerer begrebet indkulturering, som jeg håber kan fritage pædagoger for deres forståelige angst for undervisning. Enhver kan give det sin egen udformning, indkulturering underordner sig de lokale forhold, den tager sit sprogstof fra omgivelserne og den administreres af de voksne og børnene, så det er meget smidigt. Det eneste man ikke må gøre efter min mening, er bevidst at ignorere det talte, trykte og skrevne sprog," siger han. l



Kjeld Kjertmanns bog "Læsetilegnelse er ikke kun en sag for skolen" er udgivet på forlaget Alinea, koster kr. 200 og er på 255 sider.