Børn opdrager børn

Børn har deres dagsorden, og voksne har deres. Det er det billede, som har vist sig meget tydeligt for Tomas Ellegaard, ph.d.-stipendiat i psykologi fra RUC, mens han har observeret børns indlæring af social adfærd i børnehaven. Børn lærer de sociale færdselsregler af hinanden og ikke af de voksne. Har barnet en dårlig dag i børnehaven, skyldes det konflikter med de andre børn, eller at bedstevennen ikke er der. Ikke at de voksne skælder ud eller forlanger, at barnet skal opføre sig på en bestemt måde.

»Ord har ikke den store vægt, når børn udvikler sociale kompetencer. Det er ikke gjort med, at man forlanger, at børnene skal sige, hvordan de har det, hvad de gerne vil, og hvem de gerne vil lege med. De her kompetencer lærer børn ved at være sammen, og ikke ved at de voksne siger hvordan,« siger han.

Tomas Ellegaard er cand. mag. i pædagogik fra Københavns Universitet, og det er i forbindelse med hans ph.d.-projekt, at han har fulgt 16 fem-årige børn tæt i deres daglige liv i seks forskellige institutioner i en forstadskommune til København. Hans idé var at undersøge, om middelklassebørn er bedre til at tilegne sig de sociale kompetencer end arbejderklassebørn, og derfor kom de 16 børn fra begge socialklasser. Forskellen på Jørgen Hattemager og Kong Hans barn var svær at finde, men i stedet har han kortlagt mange andre forhold omkring socialisering i børnehaven.

»Jeg har set, at daginstitutioner er gode til at socialisere børn i den forstand, at børn bliver gode til at gå i børnehave. Jeg har set, at børn bliver bedre og bedre til at klare sig godt socialt med alderen. At børn får helt styr på, at de voksne har magten, men også hvordan de kan omgå reglerne. Jeg har set, at meget af det, børn laver i løbet af en dag, simpelthen går ud på at være sammen med hinanden på en måde, hvor de skal forhandle, tage initiativ til lege og bestemme, hvem de vil lege med og hvor. Ind imellem bliver de så afbrudt af de voksne, der kommer med deres dagsorden.«



Anderledes kompetencer. Tomas Ellegaard har også været optaget af, hvordan det, der foregår i børnehaven, adskiller sig fra og ligner det, der foregår i skolen. En del forskning i socialisation har nemlig fundet frem til, at forældre med en stærk skolebaggrund er med til at give deres børn det samme - et forspring i skolen. Men det samme har han altså ikke fundet i småbørnsinstitutionerne. Her lærer børn på tværs af baggrund at gebærde sig indbyrdes, og de fleste bliver gode til det.

I disse år brokker skolefolk sig over de urolige børn og børn, der konstant vil være i centrum. Tomas Ellegaard mener, at børn har en markant anderledes social kompetence i dag, og det må skolen lære at forholde sig til.

»Det skyldes, at børn har lært at gå i daginstitution. Og det er skolens problem, at de nu får børn, der har lært, at de selv kan bestemme, når de er sammen med voksne. Men efter et stykke tid lærer børn jo at gå i skole, så hvorfor skal de absolut bruge værdifuld tid i børnehaven på at lære det? Jeg er modstander af at se alt mulig som forberedelse til noget andet. Og jeg tror ikke, at man behøver at være så bekymret, for de lærer rigtig meget af at gå i daginstitution,« siger han.

Pædagoger lægger stor vægt på, at børn lærer at begå sig i forhold til de andre børn. De bruger de sociale kompetencer som vurderingskriterie på modenhed - for eksempel om barnet er egnet til skolen. Det er en klassisk pædagogisk tankegang at se på, hvordan det, børn præsenteres for, påvirker dem, og hvad det gør dem til senere.

»Jeg har haft mere moderate ambitioner, nemlig at undersøge, hvad det er for et liv, børn lever, mens de går i børnehave,« siger Tomas Ellegaard.



Tid til socialisering. Det sociale samspil mellem børnene fylder meget rent tidsmæssigt i børnehaven. Der gives meget plads til, at børn kan udfolde sig med hinanden i selvvalgte lege. Det sociale samspil fylder også meget i de voksnes beskrivelser af, hvad det er, børn skal kunne for at gå i børnehave.

»Pædagogerne har indrettet sig med en pædagogik, som går ud på, at legen er meget vigtig. Det, der sker, er i høj grad op til børnenes eget initiativ, og derfor får man en dag, som er bygget op omkring børnenes fælles leg kun afbrudt af noget, de voksne bestemmer. For eksempel: "Nu skal vi spise, nu skal vi på tur, nu skal vi male, eller nu skal vi have samling". Aktiviteter, som er meget entydigt styret af de voksne. På den måde finder børn ud af at være sammen med deres kammerater, men de finder også ud af at sidde ordentligt, mens de spiser, og selv tage tøj på og holde hinanden i hånden, når de skal på tur,« siger Tomas Ellegaard.

Han har observeret, at selv i de mest "selvforvaltede" institutioner er der tidspunkter på dagen, hvor de voksne bestemmer og siger: "I skal...". Det er helt ned til konkrete ting, som hvor børnene skal være, hvad de skal lave og i hvilken rækkefølge, de skal gøre tingene. Og det ved børnene.

»Selv om "vi har selvforvaltning", så er magtforholdet mellem børn og voksne sådan, at de voksne altid kan gå ind og bestemme. Så det er et helt fundamentalt vilkår for børnene, at de har deres frie leg, som ind imellem afbrydes af de voksne.«

Tomas Ellegaard skal lede meget grundigt i sine feltnoter for finde eksempler på, at børn sætter sig verbalt op mod de voksnes regler og forsøger at få lavet om på beslutningerne. De børn, for hvem det lykkes, er de meget kompetente børnehavebørn.

Efterhånden som børnene bliver ældre, bliver nogle af dem så gode til at kende de regler, pædagogerne stiller op, at de kan finde ud af at omgå dem. Mange vil have lagt mærke til de børn, der på smarteste vis unddrager sig den fælles oprydning. Men hvis man spørger dem om, hvad der sker, kan børnene sjældent formulere, hvad det er, de gør.

Tomas Ellegaard har dog også eksempler på børn, der har så meget check på det, at de kan formulere, hvordan de skal undgå de voksnes regler: Nogle piger leger en leg med at kravle op i ribber og hoppe ned på en madras. De gør det mange gange og kommer til at svede, så en af pigerne løber ud af rummet for at spørge den voksne, om de må tage tøjet af. De får nej, og så siger en af de andre piger: "Man skal aldrig spørge en voksen, for de siger bare nej."



Øvelse gør mester. Social kompetence handler ikke kun om, hvad det enkelte barn kan, men også hvilke relationer, det har til de andre børn, og hvilken position, det har i børnegruppen. Har barnet en høj position, skal det ikke arbejde så hårdt for at opnå relationer til andre.

De ældste børn er de mest kompetente, fordi den erfaring, børn får ved at øve sig, gør dem kompetente. Børn skal tilegne sig indsigt i meget komplicerede strukturer, og det tager tid at lære.

»Man kalder det modenhed, når det handler om at have en bestemt kompetence på til et bestemt tidspunkt. Alderssvarende er jo et pragtfuldt begreb, fordi det siger, at man ikke interesserer sig for den biologiske alder, men for om forventninger til kompetencer og alder falder sammen: Er Peter faktisk moden nok til at starte i skolen, nu da han er blevet seks år?«

Jo ældre barnet er, jo bedre er det også til at bruge sproget, og det har betydning for barnets position i gruppen og bevidstheden om, hvordan det fungerer sammen med andre.

»Social kompetence manifesterer sig jo ved, at børn som den naturligste ting i verden viser, hvor de vil være, hvor de vil være med, hvor det er dem, der bestemmer - og hvor de ikke har lyst til at bestemme. Jo mere børn kan bruge sproget som et ekstra værktøj, jo højere position og jo større social kompetence får de,« siger Tomas Ellegaard.



De ikke-integrerede. Vi er et samfund, der fejrer det kompetente barn og er meget optaget af det, mener Tomas Ellegaard. Og det er på mange måder positivt, for det betyder, at vi er mere opmærksomme på det, der sker mellem børnene. Og at vi ser børn mere, som de er, i stedet for kun at se på det, de skal blive. Men det betyder jo også, at det ikke er altid er lige sjovt for de børn, der ikke er så kompetente.

Tomas Ellegaard har et eksempel på en pige, der helt tydeligt har svært ved finde ud af at lege med de andre børn. Hun kommer hen til to andre børn og begynder at lege med, men da de har gjort det en tre-fire minutter, siger hun pludselig: "Må jeg være med til at lege?" Det skulle hun jo aldrig have sagt, for det udløser med det samme en afvisning, og så går hun.

Sociale kompetencer er en meget kompliceret affære. Og denne pige har ikke tilegnet sig nogen god fornemmelse for, hvad det er, man skal kunne i en børnegruppe. Det, børn skal lære, er netop en fornemmelse eller et mesterskab, som Eva Gulløv - antropolog, som også har observeret og skrevet om børns sociale liv i daginstitutioner - kalder det.

Tomas Ellegaard har set i alle institutionerne, at pædagoger har svært ved at gøre noget ved de børn, der er skudt helt ud af børnegruppen. Selv om institutionerne blev mere strukturerede eller mere orienteret mod læring, tror han ikke, at det vil ændre på det faktum, at nogle børn ikke får tilegnet sig de sociale kompetencer.

»Mit forskningsprojekt handler ikke om forskellige former for pædagogik, så jeg er forsigtig med at sige, hvad pædagogerne skal gøre. Det handler om at organisere små situationer, hvor børn med forskellige sociale kompetencer og positioner i gruppen er blandet. Man skal ikke tvinge Søren til at lege med Brian, men man kan jo godt tage de to drenge med på en fisketur, hvor de kan lære af hinanden,« siger Tomas Ellegaard.