20 km øst for vor tid

Stenkast og løben på murene er forbudt", står der på et skilt. Mest en hilsen til de besøgende skoleklasser fra resten af Danmark. De er her tre timer ad gangen. Først sejler de spidsrod på Østersøens bølger og brækker sig i de uddelte poser. Så stavrer de i land for at drøne øen rundt, kaster med sten og stiller op i kø til kiosken for at proviantere slik til hjemturen.

Når den sidste turistbåd er sejlet, sænker roen sig igen, og så bliver øens egne børn synlige. For atten fastboende børn er Christiansø det sted, hvor verden begynder og ender. På de klare dage kan man se Bornholm 20 kilometer mod vest. Men for det meste er Bornholm og resten af Danmark bare "ovre".

Christiansø er et spørgsmål om perspektiv. På afstand - set fra havet - er den bare en lille forhøjning på horisonten. Når man går i land, træder man ind i et synsbedrag, for det kan da ikke være rigtigt, at man engang ude på en lille klippeknold i havet har opført et så kæmpestort fæstningsværk til at forsvare kongeriget. Men bedraget er rigtigt. Fortiden står hugget ud af klipperne, og selv om havnens barometer peger på "Foranderligt", er det vist en sandhed med modifikationer. Her ser næsten alt ud, som det har gjort i århundreder. I hvert fald i det ydre. Hele øen er fredet og skal bevares i en så oprindelig stil som muligt. Men øboerne lever jo officielt i det 21. århundrede, og hverdagen for børnene på Christiansø lyder på mange måder som andre børns: De går i skole, leger med kammerater, laver lektier, ser tv og spiller PlayStation. Hvor er så forskellene, hvis de er der?

"Børnenes liv på Christiansø ligner nok mere Danmark, som det så ud for nogle generationer siden," siger Ina Tveden Jørgensen, og det mener hun positivt. Til daglig er hun leder af øens skole, men har tidligere været lærer på en kommuneskole på Sjælland med 400 elever. For hende adskiller Christiansøs børn sig på to måder fra andre danske børn.

"Børnene her er meget åbne over for fremmede og udefrakommende. De har tillid til enhver voksen. De spørger bare om hjælp og forventer at få det, hvis de f.eks. er nede i butikken for at handle. Det ville man ikke opleve i land," siger hun.

Det andet punkt er børnenes indbyrdes relationer.

"De leger meget på tværs af alders- og klassetrin. Normalt leger man kun med sit eget alderstrin, men det er helt naturligt for dem at lege med alle. De er utroligt omsorgsfulde og giver hinanden plads. De mindste får flest forsøg, når de leger, og man skyder ikke så hårdt, når man spiller med de små. Alle spiller bold sammen."



Alle bliver hørt. Livet for børnene på hendes tidligere skole havde meget mere præg af en overlevelseskamp, mener Ina Tveden Jørgensen.

"Der var mange skilmissefamilier, og det var institutionsbørn præget af højt støjniveau, som først holdt fri, når de sent på dagen kom hjem. Det var børn, som så mere til pædagoger end til forældrene i det daglige."

På Christiansø er der ikke en skarp opdeling mellem de forskellige zoner i familiernes liv: Hjem, skole, job og fritid ligger lige ved siden af hinanden mellem klipperne. Børnene kommer hjem fra skole for at spise frokost midt på dagen. Og da alle bor og arbejder inden for en radius af få hundrede meter, krydser børn og forældre hinandens veje flere gange i løbet af dagen.

"Før i tiden var børnene mere en del af øens arbejdsliv, dengang der var større fiskeri, og på den måde blev de måske voksne lidt tidligere, men i dag får de lov til at lege," siger Ina Tveden Jørgensen, som også er glad for, at den lille skole med femten børn fra 1. til 7. klasse giver mulighed for en reel undervisningsdifferentiering.

"Alle bliver hjulpet på deres niveau, og alle bliver hørt. Man kan ikke skjule, hvis man ikke har lavet lektier," siger hun.

Den eneste bagside af medaljen er, at børnene godt kan komme til at kede sig, når de kommer i andre skoler, fordi de fagligt ligger på et højere niveau end deres jævnaldrende.

"Men det gør ikke noget, for de skal bruge tid på det sociale i forhold til nye kammerater, og desuden er de jo vant til at hjælpe skolekammeraterne, hvis det er nødvendigt," siger Ina Tveden Jørgensen.



En ø uden ungdom. For den besøgende er det i høj grad de ting, der ikke er på øen, som falder i øjnene. Der er ingen butikker, ingen biografer, ingen McDonalds, ingen Blockbuster, ingen idrætsklubber, ingen skateboardramper - de ting som står til rådighed i en "normal" dansk barndom og opvækst. Men den største mangel er måske antallet af kammerater og jævnaldrende.

"Vores ældste søn havde intet tilfælles med sine jævnaldrende kammerater, da han boede her. Til gengæld hang vores datter sammen med sine veninder som ærtehalm. Men på et eller andet tidspunkt bliver den største beslutning, om man skal gå højre eller venstre om øen," siger Anne Marie Koefoed, der er tilflytter fra Bornholm. Sammen med sin mand, havnefoged John Anker Nielsen, har hun tre børn, der alle er vokset op på Christiansø. Kun den yngste, Thomas på 12 år, bor stadig på øen.

"Børnene har det kanon her," siger John, som selv er født og opvokset på øen. "Det eneste, ungerne mangler, er noget sport," siger han, der selv var barn på øen dengang, man hjalp familien med fiskeriet.

"Børnene her kan se, hvor forældrene er, og hvad de laver. Normalt aner børn ikke, hvad deres forældre laver. Alle her har tid til at snakke med ungerne," siger John.

Men Anne Marie kan godt forstå, hvis de unge begynder at kede sig.

"Man kan ikke have en kæreste, de andre børn er bare nogen, man går i skole med. De skal i land og have nogle flere unge at vælge imellem," siger hun.

Christiansø er et sted uden ungdom. Skolen slutter efter 7. klasse. Så må børnene forlade øen og fortsætte skolegangen andre steder i landet.

"Der er ikke fastboende på øen i alderen 14 til 30 år," siger skoleleder Ina Tveden Jørgensen.

Men hvor familier, som har boet på øen i generationer, plejer at sende deres børn på kostskole, er der en anden holdning blandt nogle af de tilflyttede familier. Her er man ikke umiddelbart indstillet på at sige farvel til børnene i en alder af 13-14-år. Og det kan betyde, at familierne flytter igen.

John og Anne Maries to ældste børn har været på kostskole på Sjælland og skal også videreuddanne sig "ovre". Om de nogensinde vender tilbage til øen, er usikkert.

"Selv om det kan være svært at skulle væk fra øen og sin familie efter 7. klasse, så er der heller ingen tvivl om, at mange af de ældste børn begynder at kede sig lidt, og at de har brug for, at der sker noget nyt," siger Ina Tveden Jørgensen. Men hun forstår godt, hvis nogle familier vælger at forlade øen, når børnene skal fortsætte skolegangen andetsteds.

"Jeg ville heller ikke sende børn af sted i den alder. Man skal nok have prøvet det selv, før det virker naturligt."



Væk fra storbyen. At bo på Christiansø kan minde om livet i landsbyen. Alle kender alle. Og rygterne kan løbe hurtigt. Men på Christiansø kan man ikke bare passe sig selv. Eller tage væk, når man vil. Det er umuligt at undgå hinanden. Og hvis vejret er i det forkerte lune, kan man slet ikke forlade øen. Man er i høj grad afhængig af hinanden, og selv om det ikke er et krav, forventes det, at man deltager i fællesskabet. Hvorfor skulle man ellers bosætte sig her? Hvis det er anonymitet, man ønsker, findes langt mere egnede steder. På Christiansø er man for at opleve naturen, fællesskabet og roen. Tiden er ikke gået i stå, men den går heller ikke efter det samme urværk, som driver resten af verden.

For Martina Ernstberger, der kom til øen i 1998 med sin mand Jan Kidholm Christensen og to drenge på dengang tre måneder og tre år, var det meget naturen - i forhold til "det grå København" - som lokkede, da manden søgte administratorstillingen på øen.

"Vi har tidligere boet i Nepal, så vi har prøvet at leve afsondret, selv om man aldrig ved præcis, hvad man går ind til. Men vi er blevet godt modtaget. Der er altid noget at lave, og jeg har ikke haft en kedelig dag, mens vi har været her," siger hun.

Den ældste søn, Laurids, som i dag er otte år, savner ikke sit tidligere liv, mens den yngste, Johan på fem år, som ikke kan huske noget før Christiansø, er den som siger, at han synes, det er kedeligt på øen, fordi der ikke er nogen butikker.

Men Martina Ernstberger fortæller, at det kan virke lidt forvirrende for børnene at komme til f.eks. København, hvor tempoet er mere hektisk.

"De er vant til, at der er god tid til alting," siger hun. Og som for andre børn, der er opvokset på øen, kniber det også lidt med fornemmelsen for farerne ved kørende, motoriseret trafik, som på Christiansø er repræsenteret ved en enkelt traktor.

De manglende tilbud til de helt små børn på øen har fået Martina Ernstberger, der har en fortid som socialpædagog, til at samle øens yngste - tre fem-årige - til en ugentlig formiddag med "legestue" og forskellige aktiviteter.



Problemer kan ikke skjules. Hendes mand, Jan Kidholm Christensen, er som administrator i praksis øens daglige chef, og den som tager den endelige beslutning i alle administrative spørgsmål. Det er også ham, som skal beslutte, hvad der skal ske, hvis en familie får problemer, som de ikke kan løse alene, f.eks. i forbindelse med alkoholmisbrug eller skilsmisse.

"Jeg tror, det offentlige apparatet går i gang senere her end andre steder i den slags situationer. Når der opstår problemer, har de fleste et netværk af familie eller venner, som træder til," siger han.

Sammen med skolens leder og øens læge udgør Jan Kidholm Christensen beredskabet i tilfælde af problemer i en familie.

"Vi skal i første omgang observere, men er selvfølgelig også forpligtet til at gøre noget, hvis vi skønner, det er nødvendigt. I de alvorligste tilfælde trækker vi på en kommunal sagsbehandler og socialrådgiver fra Bornholm."

Der har ikke været tvangsfjernelser af børn i Kidholms tid som administrator, men han fortæller, at hans forgænger i embedet har været med til at skaffe praktikpladser til unge, der trængte til at komme hjemmefra.

Ina Tveden Jørgensen mener, at sociale problemer bliver opdaget tidligere et sted som Christiansø i forhold til andre steder.

"I den kommune jeg kommer fra, kunne familier skjule sociale problemer i længere tid. Her kan man ikke skjule det på samme måde. De som har problemer ved, at jeg ved det. Så jeg vil mene, at børn med problemer i hjemmet har det bedre her end andre steder, fordi der bliver taget hånd om det i tide."

Jan Kidholm Christensen mener ikke, at børnene på Christiansø lider nogen afsavn i forhold til andre børn.

"Jeg synes, det giver god mening med en ø-tilværelse. Hvad er alternativet? En villavej hvor ingen er hjemme. Vores børn har en stor aktionsradius, der er ingen trafik, ingen børnelokkere, og de lærer noget om ansvar i forhold til, hvad de må og ikke må. Der opstår ikke uventede situationer for dem, fordi de kender stederne og folkene herovre, så på den måde kan man i positiv forstand sige, at der er mange statiske ting i deres hverdag. Og det giver en tryghed både for dem og for os forældre."



En edderfugl kan ikke hedde Cindy

Søstrene Michelle og Rebecca fortæller om hverdagen på Christiansø blandt kammerater og edderfugle, og om hvad fremtiden skal bringe.

"Det ville ikke være Christiansø, hvis der lå en Fætter BR," siger Michelle på ni år. "Det passer ikke til en gammel ø."

Sammen med søsteren Rebecca på syv år sidder hun på den grønne bænk ved havnemolen på Christiansø og svarer på spørgsmål om deres hjemø. Deres storesøster, Charlotte på 11 år, er løbet sin vej, før vi kunne nå at lave en aftale om at være med.

Alle tre piger er født og opvokset på øen, hvor deres mor Ulla Stigfeldt også er født og vokset op. Pigerne er sjette generation af familien på Christiansø. Men hvad er der så særligt ved deres ø?

"Der er fred og ro, der er fugle, der er én butik, og man kan ikke jokke i hundelorte, som man kan i København," lyder svaret i samarbejde. Indtil de kommer i tanke om, at der faktisk ligger hundelorte nogle gange, når lystsejlerne har luftet deres hunde. Hunde og katte er ellers forment adgang til øen for ikke at få forurenet drikkevandet, der opsamles i åbne bassiner.

I skolen er Rebecca mest glad for gymnastik og billedkunst, mens Michelle bedst kan lide klassens tid. De synger tit sangen "Alle børn har ret til at få den bedste start…". Om sommeren bader de og dykker efter sten - sorte og røde sten, som de tager med hjem. Om vinteren bygger de snehuler sammen med de andre børn. Men så er der jo også computer og PlayStation.

Det bedste ved Christiansø er naturen, at der ingen trafik er, og at der er fredeligt. Der har også været to vildkatte, to små killinger, som troede at pigernes mor - Ulla - også var deres mor.

"Men det er forbudt med katte," siger Rebecca.

I det hele taget spiller naturen og årstidernes skiften en stor rolle for pigerne. Om foråret kommer edderfuglene og lægger æg på deres ø.

"Der er en gammel edderfugl, som altid har den samme rede, og hun kan godt lide at blive aet," fortæller Rebecca. Men en af deres veninder har givet fuglen et navn. Cindy.

"Cindy er ikke et godt navn til en edderfugl," siger Michelle. "Ikke til en gammel edderfugl. Cindy passer til en ung fugl."

En af de årlige traditioner er sejlturen til fugleskæret Græsholmen, hvor der skal bygges en hule og tændes bål og ristes pølser.

"Vores lærer Torben brænder altid pølserne, så det er blevet en tradition med Torbens brændte pølser på bålet," fortæller Rebecca.

Michelle og en veninde sendte en flaskepost af sted fra Græsholmen, og nogle uger efter kom der svar, men hun kan ikke huske hvorfra.

Ovre på fastlandet og i København er der biler, men dem bliver pigerne køresyge af.

"Vi er ikke vant til at køre i taxa og bil," siger Michelle.

"Vi kører kun i bil i ferierne," siger Rebecca.

Men ellers er det meget sjovt med butikkerne i København - både dem med legetøj og smykkeforretningerne.

Når de bliver voksne, vil pigerne gerne bo på Christiansø.

"Men vi ved ikke, om vi kan få en lejlighed," siger Rebecca.

Pigerne er ret afklarede med, hvad de er gode til.

"Jeg tager pis på min familie," siger Rebecca.

"Ja, hun er en skuespiller," siger Michelle.

"Jeg smækker folk i rumpen," siger Rebecca, der har planer om at blive sømand.

"Jeg er søstærk, så jeg tænker på at komme med Georg Stage, som er et skoleskib," siger hun og fortæller om dengang, der var Georg Stage-bal, og hun blev budt op til dans af en af eleverne. En gang imellem tager de med deres mor ud i hendes jolle - Sniff - for at pilke torsk og røgte åleruser. Men det er Michelle ikke meget for, hun bliver nemt søsyg. Michelle skal være kunstner. Hun tegner fugle.



Videre ud i den store verden

Thomas er tolv år. Hans to ældre søskende har forladt Christiansø for at fortsætte deres uddannelse, og han glæder sig også selv til at skulle rejse til Sjælland for at gå på kostskole. Så kan han nemlig komme til at spille fodbold.

Om morgenen klokken tyve i otte mødes Thomas med skolekammeraterne Bjørn og Thor ved svingbroen, der fører fra Frederiksø, hvor de alle tre bor, over til Christiansø, hvor skolen ligger. Hvis de ikke er dukket op, henter Thomas dem derhjemme. Og så følges de ad. Thomas er kun kommet for sent én gang i de seks år, han har gået i skole. Om eftermiddagen efter skole følges de hjem igen og skilles, når de er kommet over broen til Frederiksø.

I dag har Thomas fødselsdag, og derfor lavede han en masse lektier i går for at slippe for dem i dag, men han skal alligevel hjem og lave lektier efter interviewet. Og så skal han med kammeraterne ud og finde brombær til en skoleopgave i hjemkundskab.

"Jeg kender et sted, hvor der er brombær," siger han. Om lørdagen skal hele skolen - alle femten børn - komme til fødselsdagsfest derhjemme.

"Sidste år kunne vi bade til min fødselsdag," fortæller han.

Thomas siger selv, at han har "rigtig meget energi" og den bruger han til at spille fodbold og lave en masse andre ting rundt om på Christiansø. Men fodbold er hans store interesse.

"Jeg ville gerne gå til fodbold, men det kan vi ikke her, så jeg glæder mig til, jeg skal på kostskole i Tølløse." Han glæder sig i det hele taget til at få nye venner og "komme videre ud i den store verden".

Udover fodbolden spiller han meget computer, men leger også med dyrefigurer sammen med et par af pigerne. Om vinteren bliver der kælket og bygget igloer med kammeraterne. Vi har et "totalgodt samarbejde," siger han.

På en lille ø kan det være svært at have hemmeligheder.

"Rygterne går som lyn herovre," siger han.

Han nyder at komme på ferie uden for Christiansø. Så kører han i bil, og det er en helt fremmed fornemmelse ikke at gå selv. Familien har også været på ferie flere steder i udlandet. Det bedste var i Kenya på safari, hvor de så to leoparder gå sammen, hvilket er meget sjældent.

Der er godt at finde huler på Christiansø, og Christiansø er god for mindre børn, det er godt, at der ikke er biler, men turisterne kommer altid galt af sted på murene og klipperne.

Det kedeligste ved Christiansø?

"Det er, når mine venner ikke er der," siger Thomas.



At børste tænder i saltvand

Rikke Hansen og Ulla Stigfeldt er født på Christiansø i 1967 med fire dages mellemrum. De er vokset op sammen, har været væk fra øen, men er i dag begge bosat på øen med deres børn og arbejder nu sammen.

Christiansø er et sted på godt og ondt - lige som resten af landet," siger Rikke Hansen. Hun burde vide, hvad hun taler om, for hun har prøvet at bo begge steder. Født og opvokset på Christiansø, men siden væk i tyve år, hvor hun tog en uddannelse som pædagog og arbejdede både i København og på Bornholm med udviklingshæmmede, på fritidshjem og i børnehave.

I dag er hun tilbage på Christiansø med mand og datter. Hun skal overtage familiens forretning med at fremstille "Ruths Kryddersild" - og pædagogkarrieren er lagt på hylden.

"Vi kommer fra et liv i land med et højt stressniveau. Fuldtidsjob, mange problemer at tage stilling til i jobbet som støttepædagog. Lyset blev brændt i begge ender. Men nu er stressen væk. Vi har travlt, men der er forskel på at have stress og have travlt. Jeg tog et valg, da jeg fik mulighed for at vende hjem, og det er rigtig dejligt at være tilbage," siger Rikke.

Hendes datter Minna på fem år har dog ikke været begejstret for beslutningen om at forlade de kendte omgivelser på Bornholm, hvor hun havde kammerater og en hverdag med forskellige fritidsaktiviteter.

"Minna var sur på mig og "de dumme sild" i starten herovre, men nu er hun ved at være faldet til. Der er ro på om morgenen og i det hele taget tid til tingene," siger Rikke.

Hendes barndomsveninde Ulla Stigfeldt er i dag også kollega "i sildene" - som bliver eksporteret til hele landet. Ulla har ikke været væk så længe fra øen som Rikke, men har sejlet med skoleskibet Georg Stage og senere på tankskib og færgefart. Hun blev gift på Christiansø i 1989 med en mand, som var fisker.

Da Ulla blev skilt i 1997, blev hun samtidig alenemor til tre piger. Hendes eksmand bor ikke længere på øen, og hun får i det daglige hjælp til at passe døtrene af sin mor, mens hun er på job. Hendes tre piger er sjette generation af familien på Christiansø.

"Man skal nok være af en speciel støbning for at bo her. Man skal kunne klare stilheden, kunne lide roen, og man skal kunne acceptere, hvor meget vejret bestemmer. Det er de små ting i hverdagen, der tæller her. Sådan tror jeg ikke, det er på Nørrebro," siger Ulla Stigfeldt, som er glad for, at hendes piger slipper for "institutionsræset".

Rikke og Ulla blev sendt på kostskole på Sjælland, da de var 14 år, og det var før e-mail og mobiltelefonen, så der blev brugt en formue i skolens mønttelefon på at ringe hjem.

"Når man kommer herfra, er Tølløse et mærkeligt sted - der er ikke vand rundt om," fortæller Ulla.

I dag regner de ikke med, at deres børn skal så langt væk efter 7. klasse. Måske kan der laves en løsning, hvor børnene kan bo på Bornholm og gå i skole, men der er endnu et par år til Ullas ældste datter, Charlotte på 11 år, skal forlade øen.

Flere ting har ændret sig, siden de to veninder selv var børn.

"Dengang var det vildeste, når Anders And-bladet kom om mandagen, min farfar holdt det," fortæller Rikke. I dag har ungerne tv, video, computer, internet og PlayStation. I Rikke og Ullas første barndomsår var der ikke lagt ferskvand ind i husene. Man kogte kartofler og børstede tænder i saltvand. Først i begyndelsen af 1970’erne kom der ferskvand i boligerne.

"Jeg brækkede mig i starten, når jeg skulle børste tænder i ferskvand," fortæller Rikke.

Der var også meget mere gang i fiskeriet dengang, så øens unger hjalp til med at pille sildene ud af garnene, skovle is og lægge i kasser.

"Jeg kan smage kaffen og rugbrødsmadderne endnu," siger Ulla.



Christiansø

Christiansø - eller Ertholmene - er Danmarks østligste punkt. Øgruppen består af to beboede øer - Christiansø og Frederiksø - foruden en række større og mindre klippeskær, herunder fuglereservatet Græsholmen.

Der bor godt 100 mennesker på Christiansø, heraf 18 børn. Skolen har 15 elever i indeværende skoleår. Derudover er der tre børn under skolealderen. Efter 7. klasse må børnene fortsætte deres skolegang andre steder i Danmark.

Christiansø er ejet af staten og administreres af Forsvarsministeriet. Øen er derfor uden for den kommunale og amtslige struktur, der gælder i resten af landet. Øens administration har en samarbejdsaftale med Bornholms Regionskommune om forskellige kommunale ydelser, f.eks. socialrådgiverbistand.

www.christiansoe.dk



Christiansøs historie

Christiansø optræder allerede i Knytlinga Saga fra omkring 1080, men rykker først for alvor ind i Danmarkshistorien i 1684, da øen omdannes til krigshavn, fæstning og observationspost efter tabet af de danske territorier i Sverige. Øen opkaldes efter den daværende konge - Christian den Femte. I 1855 ophører øens militære status, og øens civile epoke begynder, ikke mindst som hjemhavn for fiskeri. I dag er der kun en håndfuld fiskere tilbage. Øens største arbejdspladser er administrationen med omkring 35 personer på lønningslisten - fordelt på 22 årsværk - og gæstgiveriet som i sommerhøjsæsonen er oppe på 25-30 ansatte. I sommerperioden kan øens indbyggerantal vokse til 1000.