Pædagogikken flytter ind i familien

Læring hører ikke kun til i daginstitutionen. Nu skal hjemmet og familien også være et ’læringsmiljø’, og pædagogerne skal vejlede forældrene i, hvordan det sker. Tendensen i de politiske strømninger er klar, viser et nyt, omfattende policystudie af en række dokumenter fra transnationale organisationer, danske ministerier, interesseorganisationer, kommuner og daginstitutioner.

De mange politikker og dokumenter sætter kursen for de samfundsmæssige idealer, krav og forventninger til både pædagoger og forældre. Børns tidlige læring i daginstitutioner har længe været på dagsordenen, men det er nyt, at kravet om læring så direkte breder sig til hjemmene.

»Først var der meget fokus på det individuelle barn og individuelle læringsmål, og nu har man også fået øget fokus på læringsmiljøer. Det er vel at mærke ikke kun læringsmiljøer i daginstitutioner, det kommer også til at omfatte hjemmene. Idealet er, at det hjemlige miljø skal være et læringsmiljø,« siger ph.d. og docent fra professionshøjskolen Absalon Lene S. K. Schmidt, der er projektleder for forskningen, som netop er offentliggjort.

Læring derhjemme

Det politiske fokus på hjemmet som læringsmiljø betyder, at forventningerne til pædagogernes rolle bliver udvidet, forklarer forskeren. Pædagogers praksis breder sig fra daginstitutionen til andre dele af børnenes liv.

»Selvfølgelig er der tradition for pædagogers vejledning af forældrene, men det handler typisk ikke kun om børnenes læring, men også for eksempel om at stoppe med bleen, om barnet har svært ved at sove, eller om der er konflikter. Med de her politikker bliver der lagt op til, at pædagoger skal have en mere vejledende og instruerende rolle i forhold til forældrene, sådan at hjemmemiljøet bliver et læringsmiljø,« siger Lene S. K. Schmidt, der taler om, at den pædagogiske læreplan breder sig til hjemmet, når pædagoger bliver anbefalet at vejlede forældre i, hvordan de kan skabe mere læring i deres daglige samvær med barnet.

»Det kan for eksempel være med at måle boligen op, læse og skabe dialog eller inddrage barnet i at lave mad. Det er daglige aktiviteter, hvor pædagoger ikke selv er til stede, men som de forventes at vejlede forældre i at give et læringssigte,« siger hun.

Involverer forældre i barnets udvikling i institution og hjem

I vuggestuen Corneliusmindevej i Taarnby samarbejder pædagogerne allerede tæt med forældrene om barnets læring og udvikling i både institution og hjem. Det gør de ved at brede de pædagogiske aktiviteter ud til hjemmet. Midlerne er en kuffert og en logbog, som børnene tager med frem og tilbage mellem pædagoger og forældre.

»Vi skriver i logbogen og tager fotos af, hvad vi har lavet med børnene. I kufferten er der et udpluk af dagens materialer, som børnene har arbejdet med og anvisninger til, hvordan forældrene kan arbejde med materialerne derhjemme,« fortæller leder i institutionen Rikke Gaard.

Kufferten er en måde at skabe sammenhæng i børnenes liv og inddrage forældrene i de pædagogiske aktiviteter, der foregår i vuggestuen. Idéen opstod, da pædagogerne fik mere fokus på, at børnene ikke kun lærer i daginstitutionen, men også derhjemme.

»Før tænkte vi, at vuggestuen er et læringsmiljø, og når børnene er hjemme, så er det fritid. Men børnene lærer jo lige så meget derhjemme. Selvfølgelig gør de det. Det havde vi bare aldrig tænkt over,« fortæller Rikke Gaard.

»Ikke, at det skal ligne en vuggestue derhjemme, det ville være alt for kedeligt,« tilføjer hun.

»Men når vi ved, at hjemmet har betydning for børns udvikling, så begynder vi at spørge os selv om, hvordan vi kan samarbejde med forældrene om det med udgangspunkt i barnet.« 

Skærper blikket for det enkelte barn

Samarbejdet har skærpet pædagogernes blik for det enkelte barn, og samtalerne med forældrene handler nu oftere om børnenes udvikling fremfor om glemte sutsko og andre praktiske ting. Både pædagoger, forældre og børn får meget ud af det styrkede forældresamarbejde, oplever Rikke Gaard. 

»Vi er blevet meget mere specifikke i forhold til det enkelte barns udvikling – i forhold til, hvad vi ser, og hvordan forældrene kan være med til at understøtte det.«

Flydende grænser

De samfundsmæssige forventninger om, at pædagogen skal vejlede forældre i at skabe det ideelle læringsmiljø i hjemmet, rører ved nogle klassiske diskussioner inden for pædagogik: Hvad er offentligt, og hvad er privat?

»Lige nu ser det ud til, at nogle af de grænser, der har været mellem, hvad der hører til daginstitutionen, og hvad der hører til hjemmet, flytter sig på ny,« påpeger Lene S.K. Schmidt.

Det er Tomas Ellegaard, lektor på Roskilde Universitet, enig i. Sammen med en gruppe forskere fra Center for Daginstitutionsforskning er han også i gang med at undersøge forældresamarbejdet i daginstitutioner i projektet ’Passende parathed’. Forskerne har observeret og interviewet pædagoger og forældre i fire daginstitutioner.

Han taler om tre forskellige aspekter af, hvordan de voksne ser det ideelle barn: ’det trygge og glade barn’, ’det sociale barn’ og ’det lærende barn’. Hvor der tidligere var en vis  arbejdsdeling mellem hjem, daginstitution og skole, så er grænserne nu mere flydende.

»Lidt firkantet sagt, så har skolen tidligere taget sig af det lærende barn, forældrene har taget sig af at skabe det trygge barn, mens børnehaven har taget sig af det sociale barn. Nu er de alle bundet op på alle tre typer børn. Både børnehave og forældre er vældig optagede af, at skolebarnet er et trygt barn, og børnehaven er optaget af, at børnene lærer noget derhjemme,« forklarer Tomas Ellegaard.

Høje forventninger til at forberede børn til skoleliv

Det betyder, at der er højere forventninger til hinanden i samarbejdet mellem forældre og pædagoger. Samtidig er forældrene mere optagede end tidligere af at forberede deres børn på skolen, allerede mens de går i børnehave. 

»Forældrene vil gerne have, at deres børn skal læse og regne. Måske ikke inden de starter i skolen, men de skal heller ikke være helt blanke. Hvis de ikke kan skrive deres eget navn, bliver det opfattet som et problem, også af pædagoger i nogle af de institutioner, vi har været i,« siger Tomas Ellegaard og tilføjer: »Og sådan var det ikke for 15 år siden.«

Det sociale dominerer dog stadig i børnehaven både for pædagoger og forældre, understreger både Lene S. K. Schmidt og Tomas Ellegaard.

»Men der er ingen tvivl om, at der er en parathed, både hos pædagoger og forældre, til, at pædagogerne siger til forældrene: ’Måske skulle I træne det her hjemme med jeres barn’. Pædagogerne kan for eksempel sige: ’Han er ikke så god til at lægge puslespil’, og så går forældrene hjem og træner puslespil,« siger Tomas Ellegaard.

Børn med en god hverdag

Læring er langt fra altid det vigtigste for forældrene til børn i daginstitution, oplever Lene S. K. Schmidt, der som led i projektet har foretaget feltstudier i to daginstitutioner: 

»Når jeg har talt med forældre, både i det her projekt og andre, så lægger de utrolig meget vægt på omsorg, tryghed og nærvær. De er optagede af pædagogisk arbejde som noget relationelt.« 

Andre forældre er meget optagede af, om barnet nu bliver klar til skolen, og om pædagogerne hjælper barnet, hvis det for eksempel har nogle sproglige vanskeligheder.

»Men tilbage står, at forældre generelt er optagede af, at børnene har en god hverdag, som omfatter andet end alene de her læringsaktiviteter,« siger hun.

Pædagogisering af familien

Rammer og vilkår for pædagogers arbejde bliver forandret i det øjeblik, de ikke alene skal have en funktion i daginstitutionen, men også i andre kontekster, mener Lene S. K. Schmidt, der kalder tendensen for en ’pædagogisering af familien’. Det kan skabe dilemmaer og udfordringer for pædagogerne i institutionerne, viser hendes forskning.

»De her idealer påvirker os kulturelt alle sammen. Nogle pædagoger er bekymrede for, hvilken betydning det får, hvis forældrene forventes at indtage nogle af de samme roller, som pædagogerne har, i stedet for roller som forældre,« siger Lene S. K. Schmidt.

Spørgsmålet er, om pædagoger og forældre skal have de samme roller, relationer og samspil med børnene, eller om der netop er en pointe i, at de udgør voksenpersoner, som er noget forskelligt for børnene i forskellige kontekster. Det sætter nogle af de pædagoger, der har deltaget i projektet, spørgsmålstegn ved. Der er for eksempel en pædagog, der fortæller, at hun bliver bekymret for sin rolle og indflydelse på forældrene, når de taler om måltidet i hjemmet som en ’spisesituation’. 

»Hun er bekymret for, om forældrene vil orientere sig for meget imod de pædagogiske værdier i daginstitutionen, fordi hun finder det vigtigt, at familierne definerer deres egne værdier og normer for, hvordan man er en god familie,« fortæller Lene S. K. Schmidt.

Forebyggende sigte

Mange idealer bliver formuleret som idealer, der omfatter alle forældre og børn. Men de politiske tiltag har ofte både et socialpolitisk og forebyggende sigte, så udover læring handler det om, at nogle familier og børn har særlig politisk bevågenhed, forklarer Lene S. K. Schmidt. 

»Der er politisk meget fokus på at identificere forskellige risici for børn og familier i den tidlige barndom. Man vil gerne forudse problemerne, før de opstår. Tidligere skulle pædagoger sætte ind, hvis de så anledning til risici. I dag forventes det af pædagoger og forældre at forebygge, at risici opstår,« siger hun. 

Hvad gør pædagogerne så med de forældre, der samfundsmæssigt ikke lever op til normerne for, hvad børn behøver for at kunne lære, udvikle sig og trives? I vuggestuen Corneliusmindevej har pædagogerne brugt personalemøderne til at tale om de etiske aspekter i det tætte forældresamarbejde.

»Vi får et indblik i familierne og nogle oplysninger om, hvordan de er sammen med deres børn. Det skal vi behandle med respekt. Vi må hverken vurdere eller dømme forældrene. Det er deres barn og deres hjem. Hvordan de er sammen med deres børn derhjemme, kan vi ikke blande os i, så længe det ikke skader børnene.« siger Rikke Gaard.