Forsker: Vi er i en situation, hvor de færreste pædagoger kan stå helt inde for det, de gør

Som forsker arbejder Pernille Steen Pedersen på at udvikle et sprog for de følelser, der ligger bag lavinen af stressrelaterede sygemeldinger på det danske arbejdsmarked. Skam er en følelse, der går igen blandt dem, der bukker under for stress, viser hendes forskning, hvor hun blandt andet har interviewet pædagoger.

I moralsk konflikt med sig selv

Hvad er det for en sammenhæng, du har opdaget mellem stress og følelsen af skam?

Det mønster, jeg kan se går igen, er det jeg kalder den største stressbelastning i det moderne arbejdsliv: moralsk konflikt.

Det er en oplevelse af ikke at kunne stå inde for sig selv. Ikke at kunne leve op til de krav, man har til sig selv. Altså en uoverensstemmelse mellem, hvordan vi gerne vil gøre tingene, og hvad vi får mulighed for. Inden for pædagogområdet er det meget typisk en oplevelse af ikke at kunne give børnene den omsorg, der er brug for.

Det er typisk udløst af dårlige normeringer. Men det kan også være udløst af en personlig krise, for eksempel skilsmisse, der gør, at man ikke har det samme overskud. Det kan give den samme moralske konflikt. Jeg synes ikke, det er nok for ledere og medarbejdere at vide, at normeringerne er for ringe, derfor bliver vi syge af det. Jeg gik videre og spurgte, hvad er det så ved den konflikt, der gør, at vi bliver sygemeldte?

Støt kollega i at håndtere usikkerhed

Hvorfor bukker nogle under, mens andre ikke gør?

Forskellen mellem, om man kan være i det eller ej, hænger sammen med, i hvor høj grad, man oplever sig som moralsk uansvarlig. De, der bliver sygemeldte med stress, føler sig forpligtede på, at levere mere end det, der er muligt. De begynder at opleve sig selv som ikke bare fagligt uansvarlig, men også moralsk uansvarlig.

Det interessante er, at man fjerner sig langsomt fra det fællesskab, som skal hjælpe en. Det kan være en leder eller kollegaer. Man begynder at få en angst for, at andre skal finde ud af, at man ikke kan noget. Hvornår afslører de mig? Når den proces sker, kan man ikke længere tage imod anerkendelse fra sin leder. Jeg har hørt mange sige ’ jeg kunne godt høre, hvad min leder sagde, men jeg kunne ikke tro på det’.

Det er et meget vigtigt og nyt fund, for det gør noget ved den måde, vi skal tænke ledelse på, og hvordan vi kan støtte en kollega. Vi skal sætte massivt ind på at håndtere den spirende usikkerhed, der er. Vi skal hjælpe folk i alle de dilemmaer, det afføder. Det er meget vigtigt, at BUPL og andre har fokus på rammerne. Men for at hjælpe den enkelte pædagog i dagligdagen, så vi skal også have fokus på, hvordan vi kan hjælpe hinanden i de rammer, der er. Det har jeg dedikeret mit liv til.

Tal om hvordan vi hver især vil støttes

Hvordan kan ledere og kolleger støtte en kollega, der er ramt af stress og følelsen af skam?

Det er jeg ved at afprøve nu i min forskning. Det handler om at forstå, at det, der presser dig, ikke nødvendigvis er det, der presser mig. For nogle kan det være et stort pres, hvis der kommer kritik fra en forælder. For andre preller det af. For nogle er det et stort pres, hvis der er sygemeldinger, og dagen skal laves om. For andre er det ikke et pres. Så vi skal have et sprog for, hvad der presser os hver især.

Min forskning har fokus på at komme med eksempler på ledelsesmæssig støtte. For nogle er det vigtigt uopfordret at få tilbud om hjælp, for andre kan det være en rød klud. Forestil dig, at du har travlt, og en kollega kommer og siger, ’jeg kan da se, at du er helt rød i hovedet, skal jeg ikke lige hjælpe dig her’. Hvis man er usikker, så kan den oplevelse af, at kollegaen har taget over, være krænkende. Men du kan også have den modsatte situation, hvor kollegaen ikke gør det, og du tænker, "er du fuldstændig ligeglad?"

Vi skal have den snak om, hvordan vi hver især håndterer pres, og hvordan vi gerne vil støttes og hjælpes. Det ved vi ikke nødvendigvis selv, der skal min forskning hjælpe til ved at udvikle nogle værktøjer.

Skamfølelse kan lamme

Du beskriver, at skamfølelsen både larmer og lammer, hvordan det?

Det er et af mine vigtigste nye fund. Der sker nemlig en udvikling med skamfølelsen over tid. Larmen er den der selvkritik. I starten er den der hele tiden: gør du det godt nok? Taler de om mig bag min ryg? Huskede du nu det og det? Så kan den begynde at lave en dom: Du er ikke god nok! Du har ikke nået det! De taler om mig! Når den begynder at ændre sig der, så begynder den også at lamme. Folk kan som konsekvens opleve at blive helt handlingslammede.

Der ser man også hos pædagoger, der beskriver, at ’jeg stod der og kunne pludselig ikke huske, hvis sok var det her?’ Det er den lammende effekt. Så er vi blevet så pressede og så bange for at begå fejl, at det skal skade nogen, så vi stopper helt for at beskytte os selv.

Hvornår i denne her udvikling kan man stadig nå at sætte ind for at hjælpe en kollega?

Det, man skal være opmærksom på, er, når der begynder at ske en adfærdsændring. Der kan du stadig sagtens nås. Men når du begynder at have lavet konklusionerne, og lederen kan mærke, at anerkendelse bare preller af, så er der faktisk ikke så meget at gøre som leder eller kollega.

Da er der brug for professionel hjælp. Så vi skal ind, når der begynder at komme frustration og usikkerhed. Der kan det ikke nytte noget at blive spist af med ’det er et vilkår’, eller ’du skal bare se positivt på det’. Her skal vi i stedet tale om, ’hvordan kan jeg støtte dig i denne her situation’?