Tværfagligt samarbejde vil styrke inklusion

Hvor er det godt, I har prøvet mange ting af. Fortsæt det gode arbejde.« 

Den besked får pædagoger ofte, når de opsøger psykologer og andre fagpersoner i det kommunale ressourceteam for at få hjælp til vanskelige problemstillinger. Det kan være børn, der ikke vil spise, eller som har mange konflikter med pædagogerne og de andre børn. Pædagogerne søger konkrete handleanvisninger og hjælp til de situationer, som de står i, men går ofte forgæves.

Det viser et nyt ph.d.-projekt, som handler om, hvordan pædagoger forvalter dilemmaer med at skabe inkluderende miljøer, samtidig med at de skal iværksætte tidlig indsats og udpege potentielle problemer hos børnene. 

»Det er et stort ansvar, og de fagpersoner, der skal kunne hjælpe i den situation, de hjælper ikke,« siger ph.d.-studerende ved Roskilde Universitet Crisstina Munck, der i forbindelse med sit forskningsprojekt har fulgt børn og pædagoger i to vuggestuer gennem et år.

Brug for rygdækning

Et problem er, at psykologer og andre fagpersoner i ressourceteamet er langt fra hverdagen og de konkrete situationer, der udspiller sig i institutionerne. Derfor har de svært ved at forstå de vanskeligheder, der opstår. Men pædagogerne har brug for psykologernes hjælp, for hvis de ikke spotter de børn, der får vanskeligheder på sigt, kan de blive bebrejdet for ikke at have gjort deres arbejde godt nok.

»Pædagogerne har brug for rygdækning fra psykologerne, som er de eneste, der har vurderingsretten og dermed kan vurdere individuelle børns udvikling som henholdsvis normal eller afvigende,« siger Crisstina Munck.

»Hvis det kunne blive et fælles anliggende, og pædagogerne i højere grad kunne få hjælp til at håndtere det vurderingspres, de står med, så tror jeg på mange måder, at det gode arbejde, som pædagogerne er i gang med i forhold til at understøtte børns fællesskaber, ville kunne udfolde sig bedre,« siger hun.

Det kræver, at psykologerne og andre fagpersoner kommer tættere på hverdagen i institutionerne, mener forskeren.

Forberedelse virker 

Malene Møller Thygesen er pædagog i institutionen LykkeLy i Allerød kommune. Hun har oplevet, at de forskellige fagpersoner er blevet bedre til at arbejde sammen om de konkrete problemer. Selv har hun rigtig god erfaring med det kommunale ressourceteam.

»Hele kernen i det er, at alle rundt om bordet tager det lige alvorligt. Som pædagog skal man forberede sig og sende noget op i forvejen, sådan at det ressourceteam, der kommer, også har mulighed for at forberede sig,« siger hun.

Malene Møller Thygesen genkender dog problemet med, at psykologerne ikke har den indsigt i praksis, der skal til for at kunne give den nødvendige sparring. Det er ikke et spørgsmål om manglende vilje, men om manglende ressourcer, oplever hun.

»Når en psykolog har været ude at observere to gange en halv time, ved man som pædagog, at det her ikke er det hele billede af barnet. Jeg oplever det som et stort problem, at der ikke er afsat ordentlig tid,« siger hun.

Faglige hierarkier 

Når det tværfaglige samarbejde ikke fungerer, er det et stort problem. For en af de mest betydningsfulde faktorer for, at inklusion lykkes, er, at pædagogerne har adgang til den nødvendige viden. Det forklarer Bent Madsen, professionsforsker og konsulent i Inklusionsakademiet. Han har udført flere evalueringer af inklusionsindsatserne i forskellige kommuner.

»Det gælder ikke om, hvem der har den bedste og mest rigtige viden, men det handler om, hvordan vi kan være fælles om det projekt, at alle børn bliver anerkendt, set og hørt og får mulighed for at deltage. Så viser det sig, at man når meget langt,« siger han.

De nye forskningsresultater vækker genklang hos Bent Madsen. Hans forskning peger også klart på, at der eksisterer nogle faglige hierarkier, som spænder ben for det tværfaglige samarbejde og i sidste ende inklusionen. »Pædagogerne skal altså virkelig stå fast på, at deres erfaringsbaserede viden er allertættest på børnenes hverdagsliv. Der tror pædagogerne ikke nok på deres egen faglighed,« siger han.