Forskere i ny rapport: Pædagoger gør opsigtsvækkende forskel i ældreplejen
Ældrepleje handler om andet end støvsugning, støttestrømper og hjælp til at komme i bad. Det er flere af landets kommuner ved at få øjnene op for, hvilket blandt andet viser sig i flere pædagogjob i ældreplejen.
Pædagoger bidrager i ældreplejen med et mere helhedsorienteret fokus på de ældres behov og en større forståelse for at skabe et meningsfuldt og godt liv for dem.
Det konkluderer forskerne bag rapporten ’Pædagogfaglighed på ældreområdet’.
Forskerne har fulgt ni pædagoger, som er ansat i plejesektoren, og har kortlagt deres faglighed på et område, som er præget af en anderledes tilgang end den pædagogiske.
Pædagoger har blik for den ældres personlighed og livshistorie
Lektor Marianne Brodersen, en af forskerne bag projektet, forklarer, at pædagogfagligheden er en styrke for ældreområdet på flere måder:
”Pædagogers fokus på at skabe en relation til borgeren gør, at de bliver sat til at arbejde med borgere, som det øvrige plejepersonale har svært ved. Og pædagoger har blik for at lave aktiviteter med borgeren, også små dagligdags ting, så man i højere grad skaber et normalt hverdagsliv for den ældre,” siger hun.
Lektor Randi Andersen, en anden af projektets forskere, supplerer:
”Pædagoger er gode til at se på helhedssituationen omkring den ældre. Hvor der i sundhedsfeltet generelt er fokus på bestemte opgaver og en klar køreliste, har pædagoger et blik for den ældres aktuelle behov og også for den ældres personlighed og livshistorie, som har betydning for relationen og samspillet mellem den ældre og pædagogen,” siger hun.
Stærk sundhedsfaglig kultur på ældreområdet
Der er også udfordringer ved pædagogers arbejde på ældreområdet, viser projektet.
De bunder især i, at ældrepleje traditionelt har været et sundhedsfagligt styret område.
”Der er en stærk sundhedsfaglig kultur på ældreområdet, og der er ikke tradition for at lukke andre kulturer ind. Det kan godt være, at man har truffet en beslutning om at bruge andre fagligheder, men samtidig er der sket en standardisering af opgaverne, som peger i en anden retning end den pædagogiske. Det kan være en hård kamp at kæmpe,” siger Randi Andersen.
I en aktuel artikel i tidsskriftet Dansk Sociologi beskriver forskerne, hvordan pædagoger hele tiden må veje den ældres behov op mod den tid, der er afsat til opgaven.
Faglighed i kamp med tiden
”Hvis en pædagog vælger at drikke en ekstra kop kaffe med en ældre, der har brug for omsorg, tager det tid fra den næste borger på listen. Det er tilpasninger, pædagogen hele tiden er nødt til at lave ud fra en faglig vurdering. Og det kan tære på energien og få pædagogen til at føle, at han eller hun hele tiden halter bagefter,” siger Marianne Brodersen.
”Især fordi pædagoger ofte står alene med deres faglighed i medarbejdergruppen og selv skal vise kollegerne, hvad de kan bidrage med. Hvis de havde pædagogkolleger eller en pædagogisk leder, kunne det være lettere at komme ind på området,” tilføjer Randi Andersen, som håber, at materialet udviklet på baggrund af projektet vil bidrage til at forberede pædagoger på mødet med ældreområdet.