Barndomsforskere om flygtningebørn: Sådan gør din pædagogik en forskel

Mødet med børn og familier, der er flygtet fra krigen i Ukraine, stiller høje krav til pædagogers faglighed. Sådan lyder vurderingen fra to førende barndomsforskere, der sætter spørgsmålstegn ved, om institutionerne har de nødvendige ressourcer.

Artikel

Marie Bille, journalist

Udgivet den 30. marts 2022

Med udsigten til op mod 100.000 ukrainske flygtninge fra krigen i Ukraine, mange kvinder og børn, kommer pædagoger på en kæmpestor opgave. Men vi mangler i høj grad viden om det pædagogiske arbejde med flygtningebørn.

Sådan lyder bund, lyder vurderingen fra to barndomsforskere med indsigt i feltet. I Danmark har vi nemlig ikke systematisk samlet erfaring og viden om det pædagogiske arbejde med flygtningebørn i almindelige børnegrupper eller skoleklasser. Det påpeger barndomsforsker og professor ved Roskilde Universitet Jan Kampmann.

'Det skal vi nok klare'

”Pædagoger og lærere er vældigt sympatisk indstillede, og mange siger, at ’det skal vi nok klare, vi går til det med frisk mod’. Men det er påfaldende, at de alle giver udtryk for, at vi må starte fra scratch. Det har været det mest kendetegnende ved den pædagogiske dimension i det, der sker i øjeblikket,” siger han og bakkes op af professor ved DPU, Aarhus Universitet, Eva Gulløv:

”Det er første gang, vi har så mange flygtninge, men vi har haft runder af flygtninge før, både fra Bosnien, Syrien og Afghanistan. Men der har ikke været en systematisk erfaringsopsamling af det pædagogiske arbejde, så der står ikke tre håndbøger på hylden, vi kan slå op i,” siger hun.

De to forskere er netop nu i gang med at undersøge etniske minoritetsfamiliers møde med danske daginstitutioner. Tidligere har Jan Kampmann forsket i det pædagogiske arbejde med flygtningebørn i Røde Kors’ modtagecentre, og Eva Gulløv har været tilknyttet forskning i flygtningefamiliers møde med daginstitutioner i Norge.

Flygtningebørn kræver selvfølgelig noget særligt

Pædagogisk arbejde med flygtningebørn og familier er præget af ambivalens, påpeger forskerne. Pædagoger kommer til at møde børn og forældre, mest mødre, som har fået deres tilværelse vendt på hovedet. De vil være præget af stress, frustrationer og nogle har traumer, men de forholder sig samtidig aktivt til deres nye situation.

Pædagoger skal forsøge at give dem tryghed, ro og en sikker ramme i en situation, hvor ingen ved, hvor længe de skal blive her. Samtidig skal pædagogerne have blik for, at flygtninge er mennesker, der også har ressourcer, og som gerne vil have indflydelse på deres eget liv.

”Det kræver selvfølgelig noget særligt at stå over for mennesker, der befinder sig i et eksistentielt vakuum, og som nogle gange er i stand til at handle proaktivt og andre gange slet ikke kan se mulighederne,” siger Eva Gulløv.

Spørgsmålet er, om ressourcerne findes

En enorm nysgerrighed og opmærksomhed fra pædagogernes side er nødvendig for hele tiden at kunne aflæse børnene. Den ene dag kan børnene måske slet ikke koncentrere sig, fordi deres tanker er tilbage i Ukraine, hos deres far eller andre familiemedlemmer. Den næste dag kan de være mere nærværende og have lyst til at være en del af nye fællesskaber.

”Pædagoger er nødt til hele tiden at kunne sadle om og se på, hvad dagsformen er. Det ene øjeblik vil børnene gerne lege, være venner og lære, og det næste øjeblik må de trække sig tilbage, fordi det bliver for voldsomt. Det stiller enorme krav til pædagoger og lærere, hvis de bare tilnærmelsesvis skal kunne møde børnene på en kvalificeret måde. Spørgsmålet er, om ressourcerne findes i institutionerne til at aflæse de her voldsomme bevægelser, som vi kan forvente, de ukrainske børn er præget af,” siger Jan Kampmann.

Fælles oplevelser er vigtige

Det kan ikke nytte noget, at vi bare lukker de ukrainske flygtningebørn ind i den institutionshverdag, som vi har i forvejen, understreger forskerne.

Pædagoger skal tænke i, hvordan danske og ukrainske børn kan få nogle fælles oplevelser på trods af, de ikke deler sprog. I takt med at daginstitutioner de senere år er blevet mere skoleforberedende er nogle pædagogiske traditioner gået tabt, som den nuværende situation kan bruges til at reaktivere, mener Eva Gulløv.

”Gå tilbage til nogle af de dyder, der engang var i den pædagogiske verden omkring musik, kunst, natur og bevægelse. Udtryksformer og kommunikationsmåder, som kan samle alle børn. Det her er virkelig den situation, hvor vi skal prøve at genopfinde alt det, som tidligere har ligget i den danske børnehavetradition,” siger hun.

Vær nysgerrig

Det er vigtigt, at pædagoger også har øje for, at de ukrainske børn ikke kun kommer med traumer, men også med interesser, evner og ideer, som pædagogerne skal være nysgerrige på at imødegå, påpeger Jan Kampmann.

”Børnene skal ikke bare have ro og rutiner, de skal også have oplevelser. Det skal have lov at opleve, at livet også kan være sjovt. Om ikke andet bare indimellem og i små glimt.”

Læs meget mere om det pædagogiske arbejde med flygtningebørn i Børn&Unge nr. 5, der udkommer 17. maj