Slip kontrollen og følg børnene

"Prut."

Sådan lyder svaret efterfulgt af fnis og grin, uanset hvilket spørgsmål forsker Anette Boye Koch stiller børnehavebørnene Kalle og Luna. Forskeren sidder sammen med fire børn omkring et bord med papir og farveblyanter i institutionen, hvor hun undersøger, hvad børn synes om de voksne. 

Idéen er, at børnene skal tegne, hvad pædagogerne laver. De første 10 minutter af interviewet svarer børnene pligtopfyldende. Men så går der prut i den.

"Hvad laver de voksne mest, når I er på legepladsen?"

"Prutter!"

Femårige Luna har komplet udmanøvreret forskerens dagsorden med sine pruttesvar og fnis. Hvordan kommer hun videre med sit interview? 

Pædagoger indhenter viden i samspil med børn

Anette Boye Koch genfortæller episoden i bogen "Hvad synes børnene? Børns perspektiver i hverdagspædagogisk praksis", hvor hun og en række andre forskere deler deres erfaringer med at inddrage børns perspektiver i forskning og praksis. 

"Vi forskere er i præcis samme situation, når vi skal ud og generere viden om praksis, som pædagogerne står i, når de skal have viden i samspil med børn om, hvordan de skal udvikle læringsmiljøer og aktiviteter, og hvordan de skal tilrettelægge hverdagen," siger hun.

"Det er fuldstændig samme øvelse. Vi vil gerne tæt på, hvordan børnene oplever deres hverdag, og leve os ind i det."

Som pædagog oplever man mange situationer, som den Anette Boye Koch stod i, da hun skulle interviewe de fire børn. For børn er uforudsigelige, de opfører sig ikke altid, som vi havde forestillet os, og pædagoger må ganske ofte gøre noget andet end det, de oprindeligt havde planlagt. Især når de er optagede af at følge børns perspektiver. 

Det er ikke nok at spørge børnene 

Noget, som de er forpligtede på i dagtilbudsloven og den styrkede pædagogiske læreplan med dens ambition om, at børn skal mødes som ligeværdige deltagere.

Det er ikke altid let. Efter at have arbejdet en lang årrække med børns perspektiver i sin forskning er Anette Boye Koch nået frem til, at det ikke er nok at spørge børnene i interview, hvis man som forsker eller pædagog vil have indblik i deres meninger, og hvordan de oplever hverdagen.

"Jeg har gennemgået den samme bevægelse, som mine studerende og pædagogerne gennemgår. I starten tænker man, 'nå - vi skal arbejde med børneperspektiver, så må vi tale med dem'. Fordi det er ofte sådan, vi indhenter viden i forhold til voksne. Men det er lige så stille gået op for mig, at det ikke er så enkelt."

Det handler om at dreje sin praksis

Tilbage ved bordet med børnene er Anette Boye Kochs første indskydelse at hæve stemmen og bruge sin voksne autoritet til at få børnene tilbage på sporet, skriver hun i bogen. Men hun tager sig i det og udbryder i stedet med et grin: "I fortæller godt nok nogle skøre historier om de voksne. Skal vi ikke skrive nogle af dem ned?"

Den er børnene med på, og Anette Boye Koch griber en farveblyant og et stykke tegnepapir og skriver ned. Alle ler, fniser og kommer med forslag, mens fortællingerne udvikler sig. 

Situationen er et eksempel på en af Anette Boye Kochs vigtigste pointer, når det kommer til arbejdet med børneperspektiver.

"Man skal slippe kontrollen," siger hun.

Det handler om at lade sig overraske, følge med og at dreje sin praksis. Det gør pædagoger hele dagen, hvis de arbejder med børneperspektiver. De skal være parate til hele tiden at ville noget med børnene, men samtidig at gå med dem, forklarer Anette Boye Koch.

Hvornår skal man give slip?

"Hvis man går ud for at lave en aktivitet, men børnene bliver optagede af noget andet, skal man hele tiden afveje, hvornår man skal gå med dem, fordi man har et mål, og hvornår skal man slippe og så få sit mål inkorporeret i det, som man kan mærke, at børnene er optagede af. Det er en øvelse," siger hun.

Den gode nyhed er, at pædagoger er vildt gode til det. 

"Pædagoger er sindssygt dygtige til at arbejde med børns perspektiver. Det ligger så dybt forankret i den pædagogiske kultur. De skal bare mindes om det nogle gange," siger hun.

Den danske pædagogiske tradition er præget af en demokratisk ambition om at møde børn ligeværdigt. Den ambition er ikke ny, men nu er den nedfælget i både dagtilbudsloven og den styrkede pædagogiske læreplan. 

Vi skal ikke kravle op i vores hoveder

Fordi der er så meget fokus på børns perspektiver, begynder pædagogerne nogle gange at tale meget om metoder og håndbøger, indtil det går op for dem, at de skal grave ned i deres egen kultur og kigge på sig selv, forklarer forskeren.

"Vi er i virkeligheden nogle af dem i hele verden, der er bedst til det. Pædagogerne har været uddannet i over 100 år i Norden til at arbejde med børns perspektiver og leve sig ind i, hvad børn synes og mener om deres hverdag. De kan det fuldstændig intuitivt, fordi de er optagede af børnene, deres følelsesudtryk, deres handlinger, og hvad de er et udtryk for," siger Anette Boye Koch.

"Men når det kommer til at fylde så meget politisk, så kravler man i stedet op i sit hoved og tænker 'Uha, hvad skal vi nu bruge for metoder, og hvordan skal vi dokumentere det bagefter."

Børneperspektiv på 1000 måder

Så hvordan gør man? Man skal nok ikke lægge sig for fast på én måde at arbejde med børneperspektiver på, mener Anette Boye Koch.

"En af mine pointer er, at man kan gøre det på 1000 måder," siger hun.

Men man skal være åben og ikke styre for meget. Det er fint at lave interview, men de skal ikke stå alene, forklarer hun. For spørger vi børnene selv, bliver det ofte kun de børn, der er gode til at tale med de voksne, som bliver hørt. For at komme hele vejen rundt er man også nødt til at foretage observationer.

"Du er nødt til at have dig selv i spil, så du skal i højere grad bruge dig selv som observatør og lave improviserede interview, hvor du lige så stille nærmer dig. Det fandt jeg ud af under min forskning. Skal man arbejde med børns perspektiver, så nytter det ikke bare at stille en masse spørgsmål. Så sætter børnene jo ikke dagsordenen. Så mener de noget om det, som vi skal tage initiativ til."

Sensitiv overfor børns verden

At arbejde med børns perspektiver er ikke blot at rette sin opmærksomhed mod børnene. Det handler i lige så høj grad om at kigge indad, mener forskere. 

"Man arbejder med den del af pædagogfaget, som handler om at være børnesensitiv. Et ord, jeg mere og mere har fået kærlighed til. Det er noget med at være sensitiv overfor børns verden. For at kunne det, skal man kunne være kropsligt tilstede i sig selv," siger hun.

"Det handler om at være nærværende, sensitiv og også huske på, hvordan det var at være barn. Gribe tilbage og få fat i de oplevelser, som ligger lagret i en. Og så at være tilstede, sanseligt tilstede."

Jeg-fortællinger

Nogle pædagoger er gode til det intuitivt. Men det kan også lade sig gøre at træne den børnesensitivitet, som Anette Boye Koch taler om. I sin forskning har hun brugt en øvelse, hun kalder 'jeg-fortællinger´.

Du har måske genfortalt en episode med et barn, du har været frustreret over, til en kollega. Prøv at genfortælle den samme episode, men nu som om at du var barnet. Så skal man trække erindringer frem fra sin egen barndom, og man skal leve sig ind i barnets perspektiv. Det er et andet arsenal af erindringer og kompetencer, man skal have fat i," siger hun. 

Du opdager måske, at hvis barnet svarer 'prut' til alt, hvad du siger, så er det ikke, fordi hun vil modsætte sig din dagsorden eller udfordre din autoritet. 

Dine egne sansninger og erindringer

I stedet kan det være en invitation til leg, fordi det er sjovt, og fordi leg er barnets foretrukne kommunikationsform.

Men der kan også være andre måder at fortolke situationen på fra barnets perspektiv. Det dukker op, hvis man forsøger at leve sig ind i barnets oplevelser.

"Alle, jeg præsenterer metoden for, bliver fuldstændig ramt af den. Man stopper og tænker 'wow'. For det er så langt fra den faglighed, hvor man trækker på teori. Du er nødt til at trække dine sansninger og dine erindringer ind i det. Det rammer også mig, når jeg hører en pædagog fortælle en jeg-fortælling," siger forskeren.