Det klikkede I på i 2021: Tre emner slog corona af pinden

Selvom coronapandemien fyldte godt i pædagogers arbejdsliv i 2021, var der også andre emner, der optog modtagerne af BUPL’s nyhedsbrev. Se de 10 mest efterspurgte artikler i året der gik.
Der stod corona på store dele af 2021, og pandemien fyldte også godt i BUPL’s nyhedsbrev i det forgangne år. Vilkårene for pædagoger, børn og unge var under pres i lange perioder på grund af den sejlivede virus, hvilket tydeligt kan ses på, hvor mange af nyhedsbrevets godt 60.000 modtagere, der klikkede sig ind på de enkelte artikler.   Der var dog også plads til emner som løn og ferie i nyhedsbrevets dækning, og nogle af dem trængte pandemien til side og fik så mange klik, at de kan ses på listen over årets mest læste historier.  

Se selv i denne oversigt – vi begynder nedenfra:

 

10. Legen blev givet fri – det kunne I li’

Med sommerens sol og varme fordampede mange af de restriktioner, der længe havde holdt både daginstitutioner, skoler og fritidstilbud. Nu var det slut med at aflevere ved lågen, og børnene kunne færdes frit og lege med dem, de ville. Og det var noget, I gerne ville læse om.

Årets 10. mest læste historie er Endelig: Fra på mandag er der (næsten) fri leg.  
 

9. Brug for en booster?

Der var god grund til at holde øje med e-boksen for de pædagoger, der i første omgang havde takket ja til en vaccine fra Janssen – også kendt som Johnson&Johnson – for de fik nemlig tilbud om genvaccination fra oktober sidste år.

  Nyheden Sundhedsstyrelsen: Disse pædagoger bør snart corona-vaccineres igen blev mødt af stor interesse og landede på en 9. plads over nyhedsbrevets mest læste.  
 

8. Pas på – mutationerne kommer

I midten af 2021 var det ikke Omikron, men derimod Delta og Delta Plus, der var på alles læber. Børn&Unge skrev om de nye coronavarianter i BUPL’s nyhedsbrev, og I klikkede så mange gange på artiklen Lukker daginstitutioner: Det skal du vide om nye coronavarianter, at den blev årets 8. mest læste.

 
 

7. Endelig tilbage på stuen

Sundhedsmyndighedernes retningslinjer for at bremse coronasmitten har ændret sig mange gange i løbet af 2021, og pædagoger og ledere har måttet holde tungen lige i munden for at følge med i de aktuelle bestemmelser. Som da reglen om ’mindre, faste grupper’ blev sløjfet efter påsken – hvilket blev årets 7. mest læste artikel i BUPL’s nyhedsbrev:

  Tilbage til stueopdeling: Slut med små corona-børnegrupper i dagtilbud.  
 

6. Tjener de mere i nabokommunen?

Der kan være 4.000 kroners forskel på din løn, alt efter hvilken kommune du arbejder i. Det stod klart, da Børn&Unge op til kommunalvalget skrev artiklen Store lønforskelle: Brug lønnen til at rekruttere pædagoger.

  Så hvis du ikke fik sammenlignet din løn med nabokommunerne i første omgang, kan du gøre det nu – den populære artikel ligger stadig på bupl.dk og på en 6. plads over årets mest læste.  
 

5. Hjælp – hvordan er reglerne nu?

Det tager altid et par dage, fra du vender tilbage fra ferien, til arbejdsrutinerne sidder i kroppen igen. Og at myndighederne har måttet ændre på coronaretningslinjerne ofte i løbet af året har ikke gjort det nemmere at møde velforberedt på arbejde efter en lang pause.

  Måske derfor blev årets 5. mest læste historie netop Tilbage fra ferie: Her er corona-retningslinjerne på din arbejdsplads.  
 

4. Surt show - ingen forlomme til pædagoger

Pædagoger må pænt stille sig i kø til vacciner ligesom resten af befolkningen. Hverken stigende smitte blandt børn eller pædagoger har kunnet ændre på myndighedernes holdning i den sag, og det har fået mange pædagoger til at efterlyse politisk indgriben på bl.a. sociale medier.

Interessen for vaccinekøen ses også i denne liste, hvor Corona: Derfor kommer pædagoger ikke foran i køen til revaccination kan findes på en 4. plads.  
 

3. Hvor får børnene flest pædagoger for pengene?

Christiansborg har sendt hundreder af millioner kroner af sted for at sikre bedre normeringer i danske daginstitutioner, men det er langt fra alle steder, at saltvandsindsprøjtningen kan mærkes. I Region Hovedstaden, eksempelvis, er antallet af pædagoger slet ikke fulgt med udviklingen i børnetallet, skrev Børn&Unge om i artiklen Store forskelle: Her får børnene flest pædagoger for normeringspengene

Den klikkede I ind på en tredjeplads i 2021.  
 

2. Ny ferielov forvirrer: Mister jeg ’gammel’ ferie?

Overgangen fra det gamle feriesystem til den nye ferielov har taget flere år, og i 2021 var der stadig grund til at holde øje med de nye regler, hvis man ikke ville pludselig ville stå med ubrugt ferie, som så ville være mistet.

Der var mange, der lige skulle have styr på lovgivningen. Også blandt læserne af BUPL’s nyhedsbrev, hvor artiklen Kom nye regler i forkøbet: Sådan undgår du at miste ubrugt ferie blev årets næstmest læste.  
 

1. Lønposen blev (lidt) tungere

Dermed nåede vi til den mest efterspurgte artikel i nyhedsbrevet i 2021, og her finder man resultatet af forårets overenskomstaftale, som skaffede pædagoger og andre kommunalt ansatte en fremgang i reallønnen.

Lidt flere kroner i lønposen blev det til, og tilmed et bedre resultat end for de statsligt ansatte, som BUPL-formand Elisa Rimpler fremhæver det i artiklen Ny OK-aftale: Kamp om lønstigninger til sidste decimal.  
Artiklen er skrevet på baggrund af data for BUPL's nyhedsbrev, som sendes ud 1-2 gange om ugen til ca. 61.000 modtagere. Ca. 55.000 er medlemmer af BUPL, og resten er forskere, undervisere, politikere, kommunale chefer og medarbejdere – og andre interesserede. Tilmeld dig BUPL's nyhedsbrev  

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.