Endelig: Fra på mandag er der (næsten) fri leg

Coronarestriktionerne bliver nu lempet, så det kan mærkes for alle børn. Fra på mandag må børnene blandt andet lege på tværs af stuer, klasser og klassetrin. ”Det er længe ventet – og helt fantastisk,” siger BUPL’s formand.

Dagtilbud, skoler, SFO og klubtilbud vil fra på mandag den 14. juni have mulighed for at vende tilbage til en normal hverdag. Børnene må lege med dem, de vil, hvor de vil – og forældrene må aflevere indenfor.

Kravet om, at forældre skal bruge mundbind eller visir, bortfalder også fra på mandag, men som pædagog har man stadig ret til at bruge visir, hvis man ønsker det.

Det er resultatet af en ny aftale mellem samtlige partier i Folketinget bortset fra Nye Borgerlige om at udfase restriktionerne i takt med, at smitten falder, og antallet af vaccinerede stiger.

BUPL’s formand Elisa Rimpler glæder sig over, at vi endelig er nået dertil:

”Det er længe ventet – og helt fantastisk. Nu kan vi som pædagoger igen frit arbejde sammen om den opgave, vi har, og det betyder mindre pres og større frihed i hverdagen. Det er godt for arbejdsmiljøet og pædagogikken,” siger hun.

Læs hele aftalen her

Legetøj skal stadig gøres rent

Selv om leg på tværs hermed er givet fri igen, er der dog stadig nogle ting, der skal tages hensyn til. Rengøringen skal stadig foretages i henhold til sundhedsmyndighedernes anbefalinger i både skole og dagtilbud. For dagtilbud gælder også, at kontaktpunkter og legetøj skal rengøres som hidtil – og det legetøj, der ikke kan gøres rent, skal stadig være pakket væk.

Her skal institutionerne stadig have hjælp, understreger Elisa Rimpler:

”Skal legetøjet gøres rent, kræver det et fortsat fokus på, at det ikke er en pædagogisk opgave, men noget man skal have professionel hjælp til udefra. Det er nødvendigt, at der kommer nogle og gør ekstra rent og hjælper til med legetøjet,” siger hun.

Læs spørgsmål og svar på Børne- og Undervisningsministeriet hjemmeside

Du bør stadig testes

Arbejder du på en skole, lyder der fra myndighedernes side stadig en kraftig opfordring til, at du lader dig teste to gange om ugen. Også i dagtilbud bør man, ligesom på andre arbejdspladser, stadig lade sig teste, fremgår det af den nye aftale. Denne opfordring gælder dog ikke, hvis du allerede er færdigvaccineret, hvis du er beskyttet efter første vaccinestik, eller hvis du har været smittet.

Opfordringen til at lade sig teste gælder til og med september, for fra 1. oktober forventes alle, der ønsker det, at være vaccinerede.

Elisa Rimpler har en klar opfordring til kommunerne, når der fortsat skal testes:

”Gør det så let som overhovedet muligt. Fasthold de gode aftaler om, at det er noget, man kan gøre i arbejdstiden, så vi sikrer, at det bliver overholdt. Så kan vi passe på hinanden og holde smitten nede der, hvor den opstår,” siger hun.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.