Sundhedsstyrelsen: Disse pædagoger bør snart corona-vaccineres igen

En række ældre og udsatte borgere er allerede blevet genvaccineret mod COVID-19, og flere pædagoger kan have udsigt til igen at blive tilbudt vaccination inden for den nærmeste fremtid, oplyser sundhedsmyndighederne.

Har du valgt at få en coronavaccine fra Janssen - også kendt som Johnson&Johnson - så vil du snart få et tilbud om genvaccination, fortæller Sundhedsstyrelsen.

Pædagoger, der – eksempelvis for at undgå ventetiden til en af vaccinerne i det officielle vaccinationsprogram – har valgt vaccinen fra Janssen, har altså god grund til at holde øje med deres e-boks i den kommende tid.

Det store flertal af pædagoger, som er blevet vaccineret med en af mRNA-vaccinerne fra Pfizer eller Moderna, har dog som udgangspunkt ikke udsigt til at modtage tilbud om genvaccination før en gang i år 2022.

Ét stik beskytter dårligere mod deltavariant

Vaccinen fra Janssen, som er kendetegnet ved kun at kræve ét stik, giver fortsat god beskyttelse imod alvorlige sygdomsforløb, oplyser Sundhedsstyrelsen.

Men vaccinens effekt i forhold til at beskytte mod smitte med ny coronavirus falder, særligt på grund af deltavarianten, og Sundhedsstyrelsen forventer, at effekten vil falde yderligere i den kommende tid.

”Derfor mener vi, at det bedste er at anbefale, at borgere, som har modtaget vaccinen fra Janssen i tilvalgsordningen, får en booster med en mRNA-vaccine. Det vil give en styrket og længerevarende beskyttelse,” udtaler vicedirektør i Sundhedsstyrelsen, Helene Probst, i en pressemeddelelse.

Genvaccination af pædagoger i ’øget risiko’ kan være på vej

Sundhedsstyrelsen indsamler i øjeblikket dokumentation om immuniteten hos vaccinerede personer under 65 år med øget risiko for et alvorligt forløb med COVID-19.

Blandt andet samler Sundhedsstyrelsen viden om, hvordan visse sygdomme og tilstande påvirker den enkeltes immunitet, samt dokumentation om sikkerheden ved genvaccination.

På den baggrund forventer Sundhedsstyrelsen til oktober at kunne melde nyt ud om eventuelt behov for tidlig genvaccination af personer med øget risiko for et alvorligt forløb med COVID-19.

Dette kan muligvis få indflydelse på tidsplanen for genvaccination af pædagoger med nedsat immunforsvar samt visse lidelser og sygdomme.

BUPL holder øje med kommende udmeldinger fra sundhedsmyndighederne om denne gruppe af pædagoger.

SST: Genvaccination følger velkendt plan

Også personer, som er "kryds-vaccinerede," altså har fået et stik med AstraZeneca-vaccinen inden den blev taget ud af vaccinationsprogrammet, vil få tilbud om genvaccination.

Dette tilbud skyldes dog primært, at visse lande ikke anerkender den såkaldte "kryds-vaccination," oplyser Sundhedsstyrelsen.

Tilbud om genvaccination af Danmarks ’øvrige befolkning’ – heriblandt pædagoger – ser i øjeblikket ud til at følge den aldersinddeling, som kendetegnede første omgang af coronavaccinationer.

Sundhedsstyrelsen forventer dog ikke, at genvaccination af flertallet af danskere vil blive aktuelt før en gang i år 2022.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.