Susan Hart: Følelserne er vores glemte søster

Hun holder foredrag for fyldte sale, der er rift om hendes kurser, hendes navn står på adskillige bøger og forskningsprojekter, og hun er en efterspurgt supervisor i dagtilbud, skoler og specialpædagogiske institutioner. 

Psykolog Susan Hart er med sin teori om den neuroaffektive udviklingspsykologi blevet populær blandt pædagoger, der finder inspiration hos hende til arbejdet med at støtte børns følelsesmæssige udvikling.

Det lå ellers ikke lige for, at Susan Hart skulle læse på universitetet og blive bannerfører for sin egen teori om børns udvikling. Susan Harts familiebaggrund er hverken særligt uddannet eller særlig pædagogisk, fortæller hun over kaffen i køkkenet hjemme i Kalundborg.

Mor var svær at forstå

Hendes danske mor kom fra det jyske bondeland, hvor trange kår betød, at børnene kun kom i skole hver anden dag. Og hendes engelske far voksede op under anden verdenskrigs bomberegn over London og fik heller ingen videre uddannelse.

Men de to fik i 1956 Susan, og da hun var tre år, forlod familien England og bosatte sig i Brønshøj-Husum, hvor forældrene startede en manufakturforretning. Susan husker, de var travlt optaget om dagen og ofte trætte om aftenen. Faren kunne ikke dansk, så moren stod med hovedansvaret for butikken.

”Min mor var meget udadvendt og elskelig, men også svær for mig at forstå. Det brugte jeg meget krudt på. Intuitivt tror jeg, det var en drivkraft til, at jeg ville læse psykologi,” reflekterer den i dag 65-årige Susan Hart.

Pædagogerne var de første, der ringede

På studiet skrev Susan Hart speciale om den manio-depressive lidelse, og længe troede hun, at hendes felt var voksne med psykiske lidelser. Men da hun som nyuddannet fik job i socialforvaltningen i Slagelse Kommune, var de første, som ringede efter hende daginstitutionspædagogerne.

De stod med børn, der var så indadvendte, at de faldt i et med panelerne. Og børn, der var så overimpulsive, at de begik overgreb på de andre.

”Det bedste, jeg kunne gøre, var at tage ud til dem og bare lytte og observere. Det var vigtigt for mig at møde pædagogerne på en måde, menneske til menneske, hvor vi sammen prøvede at forstå, hvorfor barnet gjorde, som det gjorde. Ikke ‘blame’ barnet. Det var også vigtigt for mig at få forældrene i tale i øjenhøjde, uden at de følte sig bebrejdet,” siger Susan Hart.

Vær nysgerrig og tag ansvar

Hun erfarede, at børnenes adfærd ofte var reaktioner på udfordringer i hjemmet eller i institutionsmiljøet.

Derfor var det også i relationen til forældrene eller pædagogerne, der kunne sættes ind.

”Jeg tror på, at alle forældre og pædagoger gør det bedste, de kan, for børnene. Det er ikke altid godt nok, men man skal ikke pålægges skyld eller skældes ud, for det er ødelæggende for al udvikling. Men man kan både som forælder og professionel være nysgerrig på og tage ansvar for, hvordan man kan blive bedre,” siger Susan Hart.

Vejen til den neuroaffektive udviklingspsykologi

Som leder af et familiebehandlingscenter blev Susan Hart senere vidne til mange typer forstyrrelser i relationen mellem børn og forældre. I børnepsykiatrien fik hun blik for, hvordan psykisk sårbarhed både kan være præget af opvæksten og en medfødt sårbarhed.

Og efter en efteruddannelse i voksen psykoterapi blev hun i 90erne optaget af den tids nyeste hjerneforskning.

Ved at integrere teorier om nervesystemets opbygning og modning, evolutionspsykologi, udviklingspsykologi, tilknytningsteori og traumeforståelse udviklede hun sin egen teori om udviklingen af menneskets følelsesliv: Den neuroaffektive udviklingspsykologi.

Relationer og forudsætninger

”Det grundlæggende er, at vi mennesker formes gennem vores relationer ud fra medfødte forudsætninger. For at forstå voksnes psykiske sårbarhed må man derfor have viden om deres barndomsliv. Og for at forstå psykisk fejludvikling, må man kende til hjernens følelsesmæssige normaludvikling,” siger Susan Hart.

En vigtig inspirationskilde blev den amerikanske neurolog Paul MacLeans model om ’den tredelte hjerne’, hvor hjernen inddeles hierarkisk i et autonomt, limbisk og præfontalt niveau. De tre områder spiller sammen og er vigtige for menneskets henholdsvis sansemotoriske, følelsesmæssige og kognitive udvikling.

Vi glemmer den følelsesmæssige udvikling

Susan Hart mener, at især vestlige samfund i dag fokuserer alt for ensidigt på kognitiv modning.

”Vores følelsesmæssige udvikling er en ’glemt søster’ i vores samfund. Vi kan sagtens forstå, at børn kognitivt ikke kan klare et 9. klasses pensum, når de som 6-årige starter i skole. For den motoriske udvikling har vi endda et ordsprog: ’Man skal kravle, før man kan gå’. Vi ved, at det kognitive og det motoriske skal trænes og udvikles inden for nærmeste udviklingszone. Og vi forstår, at der er nogle udviklingsniveauer, som skal tilpasses hjernens modning. Men den forståelse forsvinder ofte, når vi kommer til den følelsesmæssig udvikling,” siger Susan Hart.

Menneskets følelsesmæssige udvikling er hele grundlaget for personligheden, siger Susan Hart.

Følelserne binder os sammen

Den følelsesmæssige udvikling handler om at lære at mærke, rumme og selvregulere sine følelser. Og om at udvikle evnen til empati og indlevelse gennem tilknytning til vigtige omsorgspersoner.

“Det følelsesmæssige er limen, der binder os sammen som mennesker. Det er grundlaget for, at vi i anerkendende samspil med andre kan opbygge et positivt selvbillede og danne vores personlighed,” siger Susan Hart.

Hun ser præstationssamfundets blindhed overfor det følelsesmæssige udvikling som en væsentlig årsag til, at mange børn og unge mistrives. I dag får hvert 7. danske barn en eller flere psykiatriske diagnoser, inden de er fyldt 18 år.

Vi skal støtte op om barnet for at vende udviklingen

“Når barnet ikke passer ind i daginstitutionen eller skolen med sin adfærd, sit humør eller sine følelser, ser vi symptomer, som kan give anledning til, at barnet får en diagnose. Da alle symptomer ikke passer ind i psykiatriens diagnosekategorier, får de mest uregulerede børn i dag ofte flere diagnoser,” siger Susan Hart og opfordrer til at tage fat ved symptomets rod.

“Ifølge psykologen John Bowlby er et symptom ‘en respons, som er blevet adskilt fra den situation, som var skyld i den’. Hvis diagnosticeringen skal falde, skal vi se på årsagssammenhænge og ikke bare symptombeskrive. De følelsesmæssige færdigheder udvikles i samregulering mellem barnet og dets primære omsorgspersoner, og derfor kan vi forebygge og vende udviklingen ved så tidligt som muligt at støtte op om barnet her,” siger hun.

Følelsesmæssig modning: Daginstitutionen har "et åbent vindue"

Hvis barnet ikke hjemmefra er blevet tilstrækkeligt stimuleret, er der i daginstitutionsalderen stadig et ‘åbent vindue’ for at støtte og påvirke barnets følelsesmæssige modning.

For at hjælpe pædagoger med det har Susan Hart udviklet den ‘neuroaffektive trekant’, som hun behandler i sine to seneste bøger ‘De følsomme relationer’ og ‘Leg for sjov og alvor’.

Det ene ben i trekantmodellen symboliserer den teori, som skal fungere som ramme for pædagogen til at forstå, hvorfor barnet gør, som det gør. Det kalder Susan Hart ’landkortet’. Det næste ben er pædagogens vurderingsmetoder til at undersøge barnets følelsesmæssige udviklingsniveau og herudfra beslutte, hvilke aktiviteter og lege der kan stimulere barnets følelser. Det er ’GPS’en’. Og endelig er der det, Susan Hart har døbt selvagens aspektet, som handler om pædagogens evne til at indgå i udviklende samspil med barnet. Det er ’chaufføren’.

Synkroniserede mødeøjeblikke

“Det er altafgørende for barnets følelsesmæssige udvikling at blive mødt af kærlige øjne fra de omsorgspersoner, der tager ansvar for dets udvikling. Pædagogen må være autentisk engageret, for at barnet kan føle tryghed og tillid, og så der i interaktionen kan opstå synkroniserede mødeøjeblikke, som muliggør, at barnets personlighed modnes,” siger Susan Hart

Hun kom selv i børnehave, da hendes forældre ikke vidste, hvad de skulle stille op med hende i butikken.

“Pædagogerne var gode til at tage imod et genert enebarn som mig, der i starten ikke kunne dansk og i frustration smed legetøj efter de andre. De spurgte min mor, hvilke engelske sanglege jeg kendte, og de gjorde meget for, at jeg faldt til. Det var der, jeg udviklede mig socialt, og det har jeg været taknemmelig for siden,” siger Susan Hart.

Høj IQ er intet uden samarbejdsevner

Hun ser næst efter forældrene  pædagogerne som de vigtigste ambassadører for børns følelsesmæssige udvikling:

“Min mission er at få følelsesmæssig udvikling meget mere på landkortet, for hvad kan man bruge en IQ på 160 til, hvis man ikke har en personlighed til at rumme den og ikke kan samarbejde med andre,” spørger Susan Hart.