Rasmus Willig om klimapædagogik: Vi kan vende afmagt til spirende håb for fremtiden
Ny FN-rapport kalder på øjeblikkelig handling, hvis vi skal bremse den globale opvarmning. Men der er mere end CO2-reduktioner at vinde.
I klimakampen findes også vejen ud af den umyndiggørelse, der har ramt pædagoger og andre offentligt ansatte. Her kan vi genvinde ejerskabet over pædagogikken, mener Rasmus Willig, der opfordrer pædagoger til handling hellere i dag end i morgen.
Vejen ud af afmagt er handling
”Vi er ved at smadre fundamentet for de vigtigste forudsætninger for vores fremtid: Vores daginstitutioner og vores landbrug,” advarer sociologen, der alle dage har viet sin forskning til kritikken, men som også selv har erkendt, at det ikke er nok at beskrive udfordringerne med ord.
Den eneste vej ud af afmagt er handling.
»Hvis vi vil omforme afmagten overfor klimakrisen og umyndiggørelsen til handlekraft, må vi tage skovlen i egen hånd. Gøde mulden for grøntsager og mennesker. Det føles godt at gøre det selv. For da oplever vi, at vi i handlingen kan tage ejerskabet hjem,« siger Rasmus Willig.
Vi kan beskrive de processer, hvor vi er umyndiggjort, men vi kan også mødes om konkrete handlinger. Først da kan vi træde ud af umyndiggørelsen - det gør en stor forskel, følelsesmæssigt og konkret."
Rasmus Willig, sociolog og forsker.
Klimakrise er en form for umyndiggørelse
I sin forskning har Rasmus Willig interviewet flere hundrede pædagoger, politibetjente, sygeplejersker og andre offentligt ansatte for at belyse den umyndiggørelse, der har sneget sig i deres arbejdsliv de seneste år.
Han har mødt adskillige, der har følt sig set i hans analyser af deres udfordringer. Som den kvindelige pædagog, der i en pause under et foredrag, formulerede det: ’I de gode gamle dage var det os, der stod for pædagogikken, og administrationen, der administrerede den. Nu er det omvendt’.
Jo mere Rasmus Willig har researchet sig ned i klimakrisen, jo stærkere lighedstræk har han fundet mellem klimakrisen og umyndiggørelsen: Følelsen af lammende afmagt er den samme, og vejen til at slippe fri er handling.
Willig tog selv fat om skovlen
Konkret tog Rasmus Willig selv fat om skovlen og blev medstifter af Foreningen Andelsgaarde, der er ejet og drevet af mennesker som i fællesskab køber så meget dansk landbrugsjord som muligt for at dyrke den økologisk og bæredygtigt.
”Vi er så voldsomt bagud i klimakampen. Jeg var nødt til at gøre noget konkret,« forklarer han.
Mange har som Rasmus Willig følt sig kaldet til handling, for siden den dengang nystiftede andelsbevægelse i august 2019 opkøbte sin første gård i nordsjællandske Melby, ejes gården i dag af flere end 2000 medlemmer, som på frivillige arbejdsdage hjælper ved at gå i marken og dyrke og høste afgrøderne.
Vi kan mødes om konkrete handlinger
Andelsgaarde er vokset så hurtigt, fordi projektet er så konkret, og fordi det lægger jord til en kamp, som mange i afmagt føler sig kaldet til, mener Rasmus Willig:
»Vi kan beskrive de processer, hvor vi er umyndiggjort, men vi kan også mødes om konkrete handlinger. Først da kan vi træde ud af umyndiggørelsen - det gør en stor forskel, følelsesmæssigt og konkret,« siger han.
Der er flere end 100.000 pædagoger i Danmark. Hvis alle blev medlem i Andelsgårde eller et andet bæredygtigt projekt, kunne vi omlægge hele landbruget."
Rasmus Willig, sociolog.
Pædagogik der samler og frisætter
Samme følelse af handlekraft kan trænge ind daginstitutionerne og SFO'erne, argumenterer han:
»Vi skal tage naturen tilbage og regenerere den. For klimaets skyld, men også fordi det er en vej til at genvinde ejerskabet over pædagogikken. Her har vi opskriften på en pædagogik, der samler og frisætter – hvor vi har mulighed for at gøre det, vi tror på, og mødes med børnene om at gøre noget,« lyder det.
Institutioner inspireret af naturen
Sammen med børnene kan pædagoger spire frø i vindueskarmene, plante træer på legepladsen eller grønsager i plantekasser. Eller de kan bede kommunen om at stille jord til rådighed, som børnene kan dyrke.
Daginstitutioner kan indrette og lade pædagogikken inspirere af naturen, som reformpædagogikken gjorde det. Og så er der det store perspektiv, påpeger Rasmus Willig.
»Der er flere end 100.000 pædagoger i Danmark. Hvis alle blev medlem i Andelsgårde eller et andet bæredygtigt projekt, kunne vi omlægge hele landbruget,« siger han.
Hvad svarer vi, når vores børn spørger, hvad vi gjorde for klimaet?
I det samme man tager beslutningerne, forsvinder afmagten, har Rasmus Willig selv oplevet med projektet Andelsgaarde.
”Man møder en masse mennesker, der er på vej ud af afmagten og selv sætter rammerne. Når man planter sine egne træer og hjælper med en gang om måneden, gør man det i et tempo, hvor man kan være med,” siger han og fortæller, at Andelsgaarde snart kan tage første spadestik på gård nummer to, der ligger på Fyn.
Sammen med sin lige så klimavakte forskerkollega Arne Johan Vetlesen har Rasmus Willig også skrevet bogen ’Hvad skal vi svare?’. Den er et opråb om, at det er alles forbandede pligt at gøre noget. For hvad skal vi svare, når vores børn spørger, hvad vi egentlig gjorde for at passe på klimaet?
»Det var, som skrev den sig selv. Drevet af lige dele vrede og wakeupcall«, forklarer han.
Vi gør noget, og vi gør det sammen
Fra tidligere at tænke klimadepressive tanker, er sociologen i dag opfyldt af et spirende håb. Et håb, der løb gennem kroppen på ham en dag i toget, hvor han mødte nye andelsfæller på vej til en arbejdsdag i marken. De havde alle deres egen skovl med hjemmefra. Og sådan kunne de spotte hinanden, allerede før de nåede frem.
»Det gav mig følelsen af, at nu gør vi noget, vi tror på, og vi gør det sammen, fordi vi kan. Det indgyder mod og håb for fremtiden,« siger Rasmus Willig.
Læs også Forskere: En ny klimapædagogik skal plante håb og mod
