Gode råd: Sådan hjælper du børn og unge med ikke at blive afhængige af spil

6 procent af de 12-17-årige har et problem med pengespil. De kan være svære at spotte, men uden hjælp risikerer de at udvikle reel ludomani. Nu giver ekspert råd til, hvordan I får øje på unge med hang til spil.
En dreng holder en telefon og et kreditkort
Der er en stor gråzone mellem deciderede pengespil og computerspil, hvor man kan købe sig til fordele og ekstra udstyr. Denne gråzone bør pædagoger være opmærksomme på, understreger ludomani-ekspert Thomas Marcussen.

At spille om penge er som at ryge. Nogle prøver det en gang eller to, mens det hos andre manifesterer sig som et problem.

6 procent af de 12-17-årige har hang til at spille om penge. Især drenge. Deres hjerner lader sig let påvirke af belønninger, og mange unge med ludomani har nærmest fået ætset deres første gevinst i hukommelsen. En gevinst øger risikoen for afhængighed. 

Uden hjælp risikerer de at udvikle reel ludomani. Men børn og unge i risikozonen kan være svære at spotte, lyder det fra Thomas Marcussen, klinikleder ved Forskningsklinikken for Ludomani.

Han giver nu en række råd om, hvordan pædagoger får øje på unge med hang til spil, og hvad man kan gøre for at forebygge, at de bliver afhængige:

1

Erkend, at problemet findes

Spil foregår ofte i det skjulte, så du skal være opmærksom på, at problemet findes blandt unge for at opdage det. Pædagoger, som selv går op i e-sport, kender gråzonen mellem computerspil og pengespil, så hvis du ikke selv har tilstrækkelig viden om spil og gambling, kan du involvere en kollega med kendskab til området.

2

Kend gråzonerne

Du skal primært være opmærksom på to ting: 

  1.  Regulær gambling på udenlandske hjemmesider via ældre kammeraters konti. Det kan være betting på sport, poker, kasinospil og spilleautomater.
  2. Der er en stor gråzone mellem pengespil og computerspil, hvor man kan købe sig til fordele og ekstra udstyr. Nogle falder i fælden på grund af et højt pengeforbrug på pc-spil.
3

Fodbolddrenge udsættes for et reklametryk

Især drenge, som går op i e-sport og fodbold, er udsatte. De kan ikke se fodbold i tv eller på stadion uden at blive opfordret til at spille. Unge, som udsættes for mange reklamer, ser mere positivt på spilleprodukter, og så bliver gambling let en naturlig del af fodbold. 

4

Vær opmærksom på, at ludomani har en slagside

Ludomani findes i alle samfundslag, men lidelsen har en markant slagside: Tre af fire voksne i behandling har angst, depression, adhd, autisme eller andre psykiske problemstillinger. Det ser ud til også at gælde unge med spilleproblemer, så vær særlig opmærksom på de meget impulsive, på unge med lav forældreinvolvering og på unge, som ikke trives.

5

Lyt, når de unge snakker

Vær en flue på væggen, når de unge snakker. Hvis du får mistanke om et spilproblem, så tal med den unge selv, hans kammerater, dine kolleger og forældrene for at se, om der er hold i din mistanke.

6

Brug jeres køreplan for unge med eksempelvis stof- og alkoholproblemer

Du risikerer, at den unge lukker i og spiller videre i det skjulte, men du må prøve det bedste, du kan, og sende signaler om, at det ikke er acceptabelt at spille om penge, når man er under 18 år. I har givetvis en plan for, hvordan I involverer forældrene, når I hører om unge, som tager stoffer eller har et højt forbrug af alkohol. Gør det samme ved mistanke om ludomani: Gå sammen med forældrene. De kan blandt andet følge med i den unges økonomi.

7

Husk generel dialog om forebyggelse

Skab en dialog med de unge med afsæt i film, podcasts og teaterforestillinger om spilafhængighed blandt unge. Når unge involveres følelsesmæssigt, har de nemmere ved at agere fornuftigt og også ved at række ud efter hjælp.

8

Husk dette, hvis du selv gambler og gamer

Du er rollemodel, så luk ned for snakken med de unge om, hvilke hold det er værd at spille på i weekenden. Og hvis du arrangerer gaming i klubben, har du et særligt ansvar. For tilkøb til spil kommer snigende. Også i spil, som er gratis.

Her kan du få mere at vide om ludomani og forebyggelse

  • spilforlivet.dk finder du en film om ludomanen David, som du kan se sammen med de unge. I kan også teste, om I selv har et spilproblem.
    Sitet drives af Forskningscenter for Ludomani, som også tilbyder supervision til fagfolk.
  • Tjekspillet.dk beskriver forskellige computerspil og vurderer, om spillet vækker bekymring.
    Center for Ludomani står for sitet og tilbyder desuden oplæg om unge, gaming og gambling.
  • Teater O turnerer i år og næste år med forestillingen ’Ludo’, som er målrettet børn fra 6. klasse og op.
    Læs mere om forestillingen 'Ludo' på teatero.dk

Kilder: Klinikleder Thomas Marcussen fra Forskningsklinikken for Ludomani og Rambøll-rapporten ’Prævalensundersøgelse af pengespil og pengespilsproblemer i Danmark 2021’

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.