Sådan kan Trump påvirke din pensionsopsparing

Donald Trumps tilbagevenden til Det Hvide Hus og hans trusler om toldmure og handelskrige har skabt usikkerhed på de finansielle markeder. Det kan påvirke pædagogers pensionsopsparinger, men pædagoger har en fordel, mener direktør i PBU.
Donald Trump som præsident i USA kan være skidt nyt for pædagogernes pensionsopsparinger.
Donald Trump som præsident i USA kan være skidt nyt for pædagogernes pensionsopsparinger. Men PBU-direktør er rolig.

Hvis du som pædagog har tjekket din pensionsopsparing for nylig, blev du nok glad for at se de flotte afkast i både 2023 og 2024.

Faktisk ligger Pædagogernes Pension, PBU, aktuelt nummer et i sammenligning med en lang række store pensionskæmper målt på afkast på både kort sigt og i et 10-årigt perspektiv.

Men de indbringende år kan brat få en ende nu, hvor Donald Trump er blevet indsat som USA’s 47. præsident.

Normalt har enhver ny amerikansk præsident været anset som god for økonomien og aktiemarkedet ikke bare i USA, men også globalt.

Men allerede i månederne op til sin indsættelse har Donald Trump truet med toldmure og handelskrige.

Konflikt mellem USA og Kina kan få stor betydning

Især kan den eskalerende konflikt mellem USA og Kina få betydning for de globale finansielle markeder, som også pædagogernes pensionsopsparinger påvirkes af. 

Det vurderer Sune Schackenfeldt, der er administrerende direktør i Pædagogernes Pension, PBU.

”Den største negative indvirkning på finansmarkederne lige nu er den eskalerende konflikt mellem USA og Kina. Rusland fylder ikke særlig meget på finansmarkederne. Rusland har en økonomi på størrelse med Italien. Men hvis det kommer til en mere direkte konflikt imellem Kina og USA, symboliseret i Taiwan, så vil man kunne se meget store, negative konsekvenser på finansmarkedet. Så det er noget, vi følger meget tæt i PBU,” siger han.

Direktør er rolig trods store udsving på kort sigt

Tidligere har blandt andet corona-krisen skabt udsving på markedet, og i 2022 medvirkede Ruslands invasion af Ukraine til et historisk dårligt pensionsår også for pædagogerne.

Tabene er dog indhentet med de seneste to års store afkast, og Sune Schackenfeldt tager udsigten til nye finansielle udsving med sindsro.

”Historisk går aktiemarkedet ned cirka hvert ottende år. Der kan gå kortere eller længere tid. Men set over længere tid er det tydeligt, at aktiemarkedet outperformer alle andre investeringsformer i afkast. Så man må have is i maven, og vi har en stærk portefølje af stærke aktier, der performer godt, når det går godt,” siger han og pointerer, at pædagogerne også beskyttes af en særlig investerings- og risikoprofil i PBU. 

”Vi arbejder med en risikoprofil, hvor jo ældre, man bliver, jo færre aktier har man, sådan at ens pension ikke er så påvirkelig overfor aktieudsving i årene op til, man går på pension. Men de seneste par år har givet alle medlemmers pensionsopsparinger et boost,” siger Sune Schackenfeldt.

Vi har solgt Tesla fra på grund af en meget problematisk tilgang til arbejdstagerrettigheder. Og det bliver ikke bedre, efter at Donald Trump og Elon Musk ligesom er flyttet ind sammen.

Sune Schackenfeldt, PBU
Administrerende direktør i Pædagogernes Pension Sune Schackenfeldt tager Trumps indsættelse som præsident i USA med ophøjet ro
Administrerende direktør i PBU Sune Schackenfeldt.

Trods Trump-boost: PBU står fast på nej til Tesla-aktier

Et af fokuspunkterne for PBU's investeringer er socialt ansvar. Det er en væsentlig grund til, at PBU i 2023 og 2024 skilte sig af med en række store amerikanske virksomheder som Amazon og senest Tesla, der ellers i dag ligner en god investering: Stifteren af Tesla, Elon Musk, har nemlig nærmest fået rollen som præsident Trumps wingman

Men PBU-direktøren begræder ikke Tesla-frasalget.

”Vi har solgt Tesla fra på grund af en meget problematisk tilgang til arbejdstagerrettigheder. Og det bliver ikke bedre, efter at Donald Trump og Elon Musk ligesom er flyttet ind sammen. Tesla-aktierne ligger godt nu, hvor de finansielle markeder forventer, at Trumps indsættelse som præsident vil være godt for Musk, men vi tror ikke på, det vil være godt for hans medarbejdere,” siger Sune Schackenfeldt.

Immune over for udsving: Her er pædagogernes fordel

Generelt er PBU-direktøren stolt over, at PBU i nu flere år i træk leverer de højeste afkast i pensionsbranchen på en etisk forsvarlig måde.

Og PBU’s fokusområder for investeringer er ikke alene arbejdstagerrettigheder. Pensionskassen fokuserer også på ansvarlig skattebetaling, nej-til-våben, børns rettigheder og kvinders rettigheder.

”Det er jo sådan nogle aktier, som går meget op og ned,” siger han.

Til gengæld har pædagogerne en fordel hos deres pensionskasse, som er uafhængig af udsving:

PBU har pensionsbranchens laveste totalomkostninger, kaldet ÅOP. 

”Hvis vi ser på omkostninger alene, så har en pædagog omkring 640.000 kroner mere i pensionsopsparing ved at være hos os frem for i det dyreste pensionsselskab i branchen. Så det har stor betydning, at vi har de laveste totalomkostninger, og det er pædagogerne sikret uanset, hvordan finansmarkederne udvikler og arter sig,” siger Sune Schackenfeldt.

Få Børn&Unge som app

Har du tjekket din pensionsopsparing?

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.