Pædagoguddannelsen skal ikke uddanne enten-eller pædagoger

Vi siger det igen og igen. Der er i den grad brug for at styrke pædagoguddannelsen.  Sidste år dumpede den længe ventede evaluering uddannelsen, og år efter år oplever den vigende ansøgertal trods massiv efterspørgsel på pædagoger.

Der er ikke kun brug for en styrket pædagoguddannelse, fordi den galopperende rekrutteringskrise kræver en uddannelse, som er attraktiv for flere. Men også fordi, der i den grad er brug for dygtige pædagoger, som står stærkt i deres faglighed, har fagprofessionel dømmekraft, og som kan navigere i den kompleksitet, der møder dem i praksis:

Hvert syvende barn bliver diagnosticeret med en psykisk sygdom, inden de fylder 18 år. Mistrivslen blandt børn og unge stiger bekymrende. Hver femte ung får ikke anden uddannelse end folkeskolens afgangsprøve. Alt for mange unge bliver tabt et sted på vej mod voksenlivet.  Det er blot en flig af de store og massive udfordringer, vi lige nu møder i daginstitutioner, skoler og fritidsinstitutioner - men også i den grad på det specialiserede socialområde. 

Vi får ikke dygtigere pædagoger af at fremrykke og udvide specialiseringsdelen. Det vil derimod indsnævre deres pædagogfaglighed og skabe siloer

_{Elisa Rimpler, BUPL-formand}

Det er besnærende at ty til flere psykologer og mere segregering. Men på den måde overser vi, at problemerne ikke bor i barnet og at alle mennesker - uanset udfordring eller handicap har ressourcer og muligheder, vi som pædagoger skal tage udgangspunkt i. Et menneske ER ikke sit handicap. Det er først og fremmest menneske. 

Tidligere specialisering er ikke løsningen

Skal vi vende den bekymrende udvikling i børns og unges trivsel og mentale helbred, og få flere med i fællesskabet, forudsætter det stærke specialpædagogiske kompetencer lige dér, hvor mistrivslen og vanskelighederne melder sig i børnenes og de unges hverdag. 

Derfor er det vigtigt, at en ny styrket pædagoguddannelse klæder kommende pædagoger på med grundlæggende specialpædagogiske kompetencer som fast element i deres pædagogfaglighed – uanset om de senere skal arbejde indenfor dagtilbud, skole, fritid eller special- og socialområdet. Vi får ikke dygtigere pædagoger af at fremrykke og udvide specialiseringsdelen. Det vil derimod indsnævre deres pædagogfaglighed og skabe siloer, når man enten er uddannet til at arbejde på normalområdet eller specialområdet. Derfor vil jeg advare imod tidligere specialisering på pædagoguddannelsen, som Socialpædagogerne anviser som en løsning på problemet. 

Vi stiller ikke børnene bedre ved at uddanne enten-eller pædagoger. Men vi stiller faktisk heller ikke de nye pædagoger bedre, for det vil utvivlsomt indskrænke mulighederne for sporskifte i løbet af arbejdslivet.

_{Elisa Rimpler, BUPL-formand}

Tidligere specialisering kommer ikke til at løse det problem, at børn i udsatte positioner ifølge de kommunale dagtilbudschefer, ikke får den støtte, de har behov for, fordi der mangler specialpædagogiske kompetencer i daginstitutionerne. For ikke at tale om problemet med den fejlslagne inklusion i folkeskolen og det bekymrende antal børn og unge med mentale helbredsproblemer. Der er i den grad brug for special- og socialpædagogiske kompetencer på almenområdet. Og ligeledes omvendt, når vi vil skabe et samfund, hvor flere børn, unge og voksne med vanskeligheder oplever sig som en del af fællesskabet.

Vi stiller ikke børnene bedre ved at uddanne enten-eller pædagoger. Men vi stiller faktisk heller ikke de nye pædagoger bedre, for det vil utvivlsomt indskrænke mulighederne for sporskifte i løbet af arbejdslivet. I dag skifter omkring 1000 pædagoger årligt frem og tilbage mellem special- og normalområdet. Det er til gavn for alle, for de tager vigtige kompetencer med sig. De evner at se det normale i det særlige og det særlige i det normale.

Byg ovenpå grundfagligheden

Pædagoguddannelsen skal uddanne hamrende dygtige pædagoger. Ikke socialpædagoger, daginstitutionspædagoger, skolepædagoger og fritidspædagoger. Den skal altså være det fundament af pædagogfaglighed, man som pædagog siden kan bygge videre på. Ligesom sygeplejersker efter grunduddannelsen kan specialisere sig i eksempelvis kræftsygepleje eller intensiv sygepleje.

Det er ikke at udvande specialiseringen. Snarere tvært imod. Det er at tænke uddannelse som noget, der sker hele arbejdslivet, og ikke noget, der starter og slutter på professionshøjskolen. Men det kræver, at vores arbejdsgivere bliver bedre til at tage ansvar for at bygge ovenpå grundfagligheden. Med et stærkt fagligt miljø i hverdagen, hvor der er plads til sparring og supervision, og med langt mere specialiseret efter- og videreuddannelse.

Så en opfordring herfra: Uddan pædagoger med en stærk grundfaglighed, som kan bringes i spil på tværs af områder, og styrk mulighederne for at pædagoger kan specialisere sig efter endt uddannelse. Ellers bliver pædagogfagligheden for ensidig, uddannelsen for snæver og mulighederne for sporskifte endnu mere begrænsede.