Fjern barriererne og send flere pædagoger på efteruddannelse

Af Elisa Rimpler,
formand for BUPL

Der er mere end nogen sinde før brug for dygtige pædagoger, der kan håndtere komplekse pædagogiske udfordringer i daginstitutioner, skoler og fritidsinstitutioner, med flere og flere børn og unge, som mistrives og kæmper med psykiske diagnoser.

Derfor er det en stor bekymring, at vi kan se, det kun er hver sjette pædagog, som har fået formel efteruddannelse inden for tre år. Tidligere var det hver tredje. Og i nogle kommuner er det under fem procent. Antallet af pædagoger, der tager en diplomuddannelse i pædagogik, er mere end halveret på fem år. 

Det bliver vi nødt til at lave om på, hvis arbejdsgiverne i kommunerne også i fremtiden skal kunne tilbyde børn og unge og deres forældre den nødvendige faglighed i vores institutioner. 

Fordelene ved at satse på efter- og videreuddannelse er åbenlyse. 

For det første højner det kvaliteten. Forskning viser, at høj faglighed tiltrækker mere faglighed. Pædagogernes faglige dømmekraft øges, og den faglige selvjustits styrkes, hvilket betyder, at man fremmer en kultur med en faglig stræben efter at være “den gode pædagog”.

For det andet er pædagoger en af de faggrupper, der har allermest gavn af efteruddannelse. Vi omsætter nemlig den nye viden til vores praksis, når vi kommer tilbage til kollegaerne og børnene. Det viser en helt ny undersøgelse fra DEA.

Og for det tredje er efteruddannelse og tid til faglighed et vigtigt værktøj til at fastholde pædagoger og gøre noget ved den galopperende rekrutteringskrise, som allerede i dag er virkelighed i mange kommuner. Muligheden for faglig fordybelse gør det ganske enkelt mere attraktivt at være pædagog. 

Det samme gælder i virkeligheden de mange pædagoger, som går ned i tid, fordi de oplever, at de mangler tid til at bruge deres faglighed og har svært ved at holde til en fuld arbejdsuge. 

Derfor er der brug for en helt ny tilgang til pædagogers efteruddannelse. En tilgang, der både sikrer faglig fordybelse, specialiseringsmuligheder og nye karriereveje. Og det er altså ikke to-dages kurser i sprogkoncepter, relationskompetencer eller andre politisk besluttede kvik-koncepter, der for alvor vækker den faglige appetit og nysgerrighed og højner kompetencerne. Efteruddannelse skal tages langt mere alvorligt.

Ligesom vores kolleger sygeplejerskerne kan specialisere sig til anæstesi- eller hjertesygeplejersker gennem systematiske efteruddannelsesaftaler, har vi som pædagoger behov for at fordybe og specialisere os inden for alle hjørner af vores profession. Fra arbejdet med børn i udsatte positioner til ungdomskultur, musikpædagogik, motorik, sprog eller digitale fællesskaber. Ikke for vores skyld, men for de børn og unge, som vi er der for.

Efter- og videreuddannelse skal altså være en helt naturlig del af pædagogers arbejdsliv og udviklingen af kvaliteten. Man skal kunne fordybe og dygtiggøre sig fagligt. I BUPL’s overenskomst med KL er der krav om skriftlige kompetenceudviklingsplaner. Så langt så godt. Men i mange tilfælde oplever pædagogerne, at der ikke bliver arbejdet systematisk med dem. 

Vi kan starte med at fjerne de åbenlyse strukturelle barrierer, der står i vejen for efteruddannelse. Det gælder først og fremmest manglen på det økonomiske råderum i institutionerne, der giver plads til at sende medarbejderne på efteruddannelse og dække ind med vikarer. Det må ikke være sådan, at pædagoger oplever, de efterlader et kæmpe hul i vagtplanen og lader kollegerne i stikken, når de dygtiggør sig. Men det er desværre ofte virkeligheden i dag. 

For det handler nemlig ikke om, at pædagogerne ikke vil videreuddanne sig. Det vil vi rigtig gerne. Det handler om, at det prioriteres, og at der bliver taget lokalt politisk ansvar for, at det kan rent faktisk kan lade sig gøre.

Det har pædagogerne brug for, det har kommunerne brug for og sidst, men absolut vigtigst: Det har børnene brug for.

Bragt på Altinget.dk 7/6 2022