Mobiler over alt: Sådan balancerer klubberne mellem regler og relationer
Reglerne er klare: Børnene i fritidsklubben kan bruge mobiltelefonerne i et vist tidsrum og ikke andet. Men lige så gode børnene er til at bøje tid og rum for at slippe udenom et forbud, lige så gode er pædagoger til nøje at afveje en situation, så reglerne ikke står i vejen for relationerne.
Sådan lyder en af konklusionerne i forskningsartiklen ’Når fritidspædagogiske regler og børn og unges mediepraksisser mødes i fritids- og ungdomsklubber’, skrevet af Sofie Sauzet, lektor ved Københavns Professionshøjskole, og David Thore Gravesen, lektor ved Via University College.
Pædagogerne vil forstå børn og unges perspektiv
De har været på feltforskning i to fritidsklubber og to ungdomsklubber. Et fællestræk alle steder var, at pædagogerne var mest interesserede i at forstå børn og unges perspektiver, fortæller David Thore Gravesen.
”Pædagogerne er klar over, at mobilen er en vigtig og betydningsfuld del af børn og unges liv, og derfor vil de gerne give plads til, at børn og unge kan bruge mobilerne i et vist omfang. Men hvor nogle pædagoger ønsker at håndhæve reglerne, er andre mere imødekommende overfor børnenes initiativer, prioriteringer og legeuniverser,” siger han.
4 pointer fra artiklen
- I klubberne prioriterer pædagogerne at forstå børnenes og de unges perspektiver, fremfor blot at håndhæve regler.
- Nogle pædagoger vælger at lade børnene fortsætte med at bruge mobilen, hvis det styrker relationen eller fællesskabet, selvom det teknisk set bryder reglerne.
- Pædagogerne vurderer løbende, hvad der er bedst pædagogisk – nogle gange vejer fællesskab, leg og relationer tungere end regler.
- Der er forskel på, hvordan pædagoger forholder sig til reglerne: Nogle håndhæver dem stramt, mens andre er mere fleksible og imødekommende overfor børnenes initiativer og digitale legeuniverser.
Vil ikke ødelægge relationen til pigerne
Reglerne kan være i vejen for børnenes lege, men de kan også være i vejen for pædagogernes relationsdannelse med børnene, fortæller Sofie Sauzet og peger på et eksempel, som optræder i forskningsartiklen.
Her kommer pædagogen Isak forbi nogle piger, der er i gang med en TikTok-dans, som de også gerne vil have ham med i. Han vælger at lade pigerne danse færdig frem for at håndhæve forbuddet mod mobiler, fordi han ikke vil ødelægge relationen til pigerne.
Som han, ifølge forskningsartiklen, siger:
”Det er også pigerne, jeg føler ligesom, jeg ikke har en så god relation med. Enten kigger de mærkeligt på mig og tænker ’du er bare en idiot’-agtigt, og der tror jeg, man bare ubevidst prøver at undgå at clashe med dem for ikke at ødelægge forholdet endnu mere.”
Nogle børn går hjem, hvis de skal lægge telefonen væk
Samtidig er han også bevidst om, at nogle børn vælger at gå hjem, hvis de bliver bedt om at lægge telefonerne væk.
Pædagogerne foretager hele tiden en vurdering af, hvad der er bedst at gøre pædagogisk, fortæller Sofie Sauzet.
”Hvis noget vægter højere, kan man godt lade børnene blive ved med at bruge mobilen. For eksempel af hensyn til en god leg eller dannelsen af en god relation,” siger hun.
Pædagoger ønsker aktiviteter og relationer
Det fritidspædagogiske arbejde er andet og mere end at støtte børnene i at navigere på sociale medier, pointerer David Thore Gravesen.
”Pædagogerne taler meget om traditionel aktivitetspædagogik og almindeligt relationsarbejde, som de blandt andet laver gennem aktiviteterne. Derfor er de også glade for begrænsninger i brug af mobilen,” siger han.
I den fritidsklub, hvor han foretog observationer til forskningsprojektet, blev reglerne til såvel forældres som pædagogers tilfredshed strammet op.
Regler gav ro på forældremøder
”Før reglerne blev indført, var der vildt postyr til forældremøderne. Dagsordenerne blev tilsidesat af frustration fra forældrene, som hele tiden spurgte ind til mobilregler. Da man så fik lavet regler og formidlet dem til forældrene, tog punktet kun et par minutter på det næste forældremøde,” siger han.
For pædagogerne har de strammere regler også været en lettelse.
”De bryder sig ikke om, at forældrene kommer i klubben og ser en hel masse børn, der bare sidder og kigger ned i telefonen. På den måde er de også glade for den ro, det har givet, og den form og struktur, som reglerne har bidraget med,” siger David Thore Gravesen.
Jeg tror, at pædagogerne gerne vil have, at vi laver noget sammen, når vi er dernede. Men det vil vi jo egentlig også helst. Så det kan godt være, at vi nogle gange sidder med vores telefoner, men vi vil jo helst gerne lave noget sammen.”
Ung i forskningsartiklen.
Ingen regler i ungdomsklubben
Hvor børnenes mobilliv i fritidsklubberne er begrænset af regler, er der frit spil i ungdomsklubben. Her støder mobilbrugen ind i de forventninger, som både unge og pædagoger kan have til klublivet.
Pædagogerne ser jo gerne, at de unge laver andet end at sidde på mobilerne, når de nu er kommet ned i klubben. Og det er en opfattelse, de unge deler:
”Jeg tror, at pædagogerne gerne vil have, at vi laver noget sammen, når vi er dernede. Men det vil vi jo egentlig også helst. Så det kan godt være, at vi nogle gange sidder med vores telefoner, men vi vil jo helst gerne lave noget sammen,” som en ung siger i forskningsartiklen.
De unge kan betro sig til pædagogerne
Pædagogerne gør sig umage med at være nysgerrige på de unges oplevelser på mobilerne. Det kan de unge godt se, for når de skal rangere, hvem man kan betro sig til, hvis man har uheldige oplevelser på nettet, så kommer pædagogerne i klubben ind på en klar andenplads efter ’mine bedste venner’, fortæller Sofie Sauzet.
”De unge oplever pædagogerne som nogle, de kan gå i dialog med på ligeværdig vis. De vil helst ikke have instrumentel hjælp, men de vil gerne have et erfarent øre. Pædagogerne kender de unge, de ved, hvad der optager dem. De indtager en anden position end andre voksne i deres liv,” siger hun og slår fast:
”Pædagoger kan have en særlig status i forhold til at arbejde pædagogisk med børn og unges brug af mobiler”.
Læs også artiklen Gemmesteder og 5 falske mobiler: Sådan snyder børnene med mobilerne
4 spørgsmål til refleksion
Før man indfører et mobilforbud, mobilzoner eller noget helt tredje, kan det være værd at overveje:
- Hvilke trivsels- og fællesskabsproblematikker ser vi i vores klub, og hvad ved vi om, hvordan mobiltelefoner spiller ind?
- Hvordan vil vi arbejde med børnenes digitale liv: ved at reducere skærmtiden, rammesætte den eller aktivt gå ind i dialogen om den?
- Hvis vi tager noget fra børnene, hvad sætter vi så i stedet, så de faktisk får et attraktivt og spændende alternativ til telefonerne?
- Hvordan sikrer vi, at vores beslutning bliver bæredygtig, og hvordan håndhæver vi den, hvis vi oplever modstand?
