Børn venter længe på specialtilbud og støtte: Det kan I gøre i den svære ventetid
Når et barn er visiteret til et specialtilbud, men stadig venter på støtten, er ventetiden i sig selv en ekstra udfordring. Det gælder for barnet, de andre børn, pædagogerne og forældrene, siger Crisstina Munck, der er ph.d. og docent på Københavns Professionshøjskole. Her forsker hun blandt andet i udsathed i børns og familiers liv og pædagogisk faglighed.
“Man kan føle sig afmægtig. Man synes måske, at man har prøvet alt for at hjælpe barnet, og samtidig kan man være tilbageholdende med at sætte initiativer i værk, fordi barnet alligevel skal et andet sted hen, eller man venter på et forløb med en støttepædagog,” siger hun.
I øjeblikket er Crisstina Munck på feltarbejde i et dagtilbud, hvor der også er børn, der venter på støtte, og her ser hun flere måder, hvorpå man kan håndtere ventepositionen. Grundlæggende handler det om at organisere sig, så man får flere handlemuligheder og fleksibilitet for både børn og pædagoger, fremhæver hun og giver 4 bud på, hvad pædagogerne i ventetiden kan sætte ind med.
Brug ekstra ressourcer
Hent ekstra ressourcer ind i en periode i form af ekstra vikarer, eller organiser jer, så I har en ’flyver’, der kan træde til, hvor behovet er størst, eller som kan aflaste de faste pædagoger, som så bedre kan gå fra gruppen og hjælpe enkelte børn med særlige behov.
Søg vejledning
PPR kan tilkaldes til at observere hverdagen og sparre med pædagogerne om de problemstillinger, de oplever i praksis. Prøv at identificere situationer, hvor barnets vanskeligheder risikerer at blive forstærket. Ofte er det, når krav og tempo stiger. Det kan være i overgange mellem aktiviteter, hvor der forventes overblik og selvregulering, i ventetid, hvor nogle børn forsvinder i mængden, eller ved måltider og samlinger, hvor sproglige og sociale normer træder tydeligt frem. Udsathed opstår ikke i barnet alene, men i mødet mellem barnets aktuelle livssituation og de betingelser, som hverdagen organiseres under. Ved at undersøge og justere de situationer, hvor vanskelighederne opstår, kan I skabe bedre deltagelsesmuligheder for barnet.
Involvér hele personalegruppen
Selvom barnet er tilknyttet én stue, er det vigtigt, at hele personalet på tværs af alle stuer kender barnets behov. Det sikrer, at alle kan bidrage til et trygt og forudsigeligt miljø – også i situationer, hvor hverdagen ændrer sig, og barnet måske overvældes: Hvis barnet får en nedsmeltning, når gruppen skal afsted på tur, kan en anden pædagog træde til, og de øvrige børn kan stadig kunne komme afsted. Det forudsætter fælles viden, løbende koordinering og en kultur, hvor man hjælper hinanden på tværs.
Giv mulighed for differentieret deltagelse
Der kan være behov for én til én-tid for at organisere hverdagen i mindre grupper eller for på anden måde at skabe mulighed for tættere voksenkontakt. Det handler ikke kun om støtte til et barn, men om at indrette hverdagen, så der er plads til forskellige måder at deltage på. Adgang til mindre rum eller rolige områder kan være afgørende, når fællesskabet bliver for intenst.
Læs også artiklen Co-teaching i dagtilbud: Tæt samarbejde mellem almen- og specialpædagoger løfter praksis.
Læs også artiklen Vi skal ikke reparere børn med handicap
Fakta om børn, der venter på specialtilbud eller støtte
18 procent af pædagogerne i dagtilbud har et barn på deres stue, som venter på støtte eller en specialplads, selvom de er visiteret til det. Nogle har to og enkelte tre. Det viser BUPL’s seneste vilkårsundersøgelse fra 2025, som over 11.000 daginstitutionspædagoger har svaret på.
I vilkårsundersøgelsen bliver pædagogerne ikke spurgt, hvor længe børnene venter på støtte. De har dog mulighed for at skrive kommentarer, og her har de blandt andet skrevet om ventetider på mellem fire og seks måneder, ligesom de har beskrevet konsekvenserne.
Fx skriver en pædagog: ’Det giver flere nederlag for barnet og mere planlægning for personalet.'
