Kodning og algoritmer er blevet en leg
Det ville vi:
Vi ville udvikle vores eget materiale
Teknologiforståelse har været svært for os at arbejde med. Pædagogerne har ikke taget teknologierne ned fra hylderne, fordi de ikke vidste, hvordan de skulle bruge dem. De vidste heller ikke, hvad de allerede gjorde, som rummede teknologiforståelse, og kunne derfor ikke sætte ord på det over for børnene eller selv reflektere over det. Derfor ville vi udvikle vores eget materiale med hjælp fra konsulentvirksomheden Guldastronaut, som har specialiseret sig i at skabe legeuniverser med fokus på teknologiforståelse.
Det gjorde vi:
Vi inddrog lokale elementer i læringsuniverset
Med hjælp fra pædagogerne udviklede Guldastronaut et legende læringsunivers, som bestod af en fysisk bog med skildpadderne Stella og Raffi i hovedrollerne og bifigurer som fx en krabbe, der er velkendt for børn i Esbjerg. Historien hedder ‘Flaskeposten’ og er skrevet og tegnet med inspiration fra Esbjerg by og omegn for at give både pædagoger og børn tættere tilknytning til materialet. Fx er skulpturen ’Mennesket ved havet’, som står ved stranden tæt på os, en del af historien, og det samme er en lokal strandgrill.
Til historien hører et hæfte med 100 siders unplugged-aktiviteter, hvor læreplanstemaerne bliver inddraget. En aktivitet kan fx være, at et barn hinker på de samme farver, som et andet barn spiler på xylofon. En anden kan være at bage den kage, som er med i historien, og som smager overraskende godt!
Der var tilknyttet en følgeforsker til projektet, ph.d. og lektor i legende læring i STEAM, Camilla Finsterbach Kaup fra UCN. Hun medvirkede til, at aktiviteterne fik et stærkt fokus på matematisk opmærksomhed.
Ideerne til materialet blev udviklet gennem workshops og test i børnehaverne. Vi har kunnet tænke stort, anderledes og vildt, fordi vi har haft konsulenterne som tovholdere på det færdige produkt og dermed havde en tryghed i forhold til, at projektet kom sikkert i havn.
Til sidst blev resultatet præsenteret på et fyraftensarrangement for hele personalegruppen i Sædding-Gjesing-området samt for repræsentanter fra resten af børnehusene i Esbjerg Kommune, i alt omkring 110 personer. Desuden er der delt information om projektet på Esbjerg Kommunes Facebook-side. Pædagogisk leder Maria Færch Sørensen skal holde oplæg på en digitaliseringsfestival i Tyskland om, hvordan vi arbejder med teknologiforståelse i dagtilbud i Esbjerg og i resten af Danmark.
Det lærte vi:
Nu bruger vi kodning i hverdagen
Vi fandt ud af, at vi ikke behøver have de store kompetencer inden for teknologi og matematik for at kunne arbejde målrettet med børnenes computationelle tænkning - altså hvordan de løser problemer ved hjælp af fx en algoritme. Mange af opgaverne tager udgangspunkt i aktiviteter, vi har i forvejen, såsom at vaske hænder, før vi spiser, tage regnbukserne på før gummistøvlerne osv, som jo også er en slags kodning. Nu arbejder vi bare med større bevidsthed om formålet end tidligere.
Det har overrasket os:
Processen gav energi, men var også frustrerende
Legeuniverset blev udviklet gennem en designproces med inspiration fra ‘design thinking’ og ‘co-creation’-metoder. Vi erfarede, hvordan det er at være en del af en kreativ designproces med de frustrationer og den glæde og energi, som det fører med sig.
Det efterlod projektet i praksis:
Materialet passer til børn i forskellige aldre
Vi bruger vores eget materiale som et fælles udgangspunkt, hvorfra legen kan udvikle sig i den retning, børnene finder interessant. Nogle får lyst til at tegne krabben, andre bygger et hus til Stella og Raffi eller en hule til krabben med Duploklodser, mens andre leger købmand inspireret af strandgrillen i historien.
Materialet kan bruges på forskellige måder til små og store. Vuggestuebørnene orker ikke at høre hele historien, og så kan man bare læse en lille del af den og lege ud fra det afsnit. Da materialet har afsæt i børnenes eget nærmiljø, kan vi fange deres opmærksomhed på tværs af alder, interesser og kompetencer.
Gode råd til andre pædagoger:
Samarbejde på tværs giver ny inspiration
- Tag udgangspunkt i de ting, I allerede har, og aktiviteter, som I har i forvejen. At måle og veje ingredienser til en kage eller sortere bondegårdsdyr i køer og grise er fx også teknologiforståelse. Man behøver ikke robotter eller andet avanceret udstyr i institutionen.
- Vær opmærksom på, at større projekter kræver ledelsesfokus, hvis det skal fungere.
- Prøv at samarbejde på tværs af børnehuse: Det giver inspiration og øger muligheden for videreudvikling af projektet.
Vil du vide mere?
Kontakt Maria Færch Sørensen, tlf. 2490 9430, mail: macar@esbjerg.dk