Pædagogisk dilemma: Må vi give børnene neglelak på?
Ugen dilemma fra en anonym børnehavepædagog:
”Jeg arbejder i en institution, hvor det er blevet forholdsvis almindeligt, at vi finder neglelak frem til børnene. Det kan være som aktivitet til en hyggelig spadag, op til en MGP-fest eller ved andre særlige lejligheder,
Børnene er vilde med det, både piger og drenge. Men jeg har det svært med det. Dels tænker jeg på kemien, og om det overhovedet hører hjemme i en daginstitution at smøre kosmetik på børns negle.
Mine kolleger synes, at jeg gør for meget ud af noget, der bare er hyggeligt og sker sjældent. Men jeg synes, at vi bør lade helt være. Hvad tænker I?”
Ugens dilemma-panel:
"Læg agurker på øjnene i stedet"
”Man kan ikke få neglelak helt uden kemi, selvom den kan være vandbaseret og kan pilles af. Jeg tror, at I skal tage drøftelsen i personalegruppen. For som fagligt dygtige pædagoger kan vi godt tage stilling til, hvad vi kan gøre i stedet for, så vi undgår at udsætte børn for kemi.”
”Jeg tænker også på forældrene. De er meget mere bevidste om, hvad børnene putter i munden, på kroppen og på tøjet. Siger de, at deres barn ikke skal have neglelak på, bliver barnet så udelukket fra et fællesskab? Jeg synes helt klart, I skal finde en anden måde at gøre det på og en anden aktivitet, hvor I alligevel kan lave en spadag, som børnene finder sjov.”
”En aktivitet med neglelak behøver ikke i sig selv være et problem”
”Hvis neglelakken er godkendt til børn, og børnene er optaget af og har udbytte af aktiviteten, kan det være et fint indslag i pædagogisk praksis. Så måske handler dit forbehold også om noget andet:
-Er det en bekymring for, at voksenlivets kosmetik gør sit indtog i børnelivet?
-Handler det om, hvilke skønhedsidealer vi bringer ind i barndommen, hvis vi samtidig gerne vil formidle, at man er god nok, som man er?
-Det kan også være et kønnet perspektiv: Bliver aktiviteten forbundet med bestemte måder at være pige eller dreng på?
-Der kan også være et spørgsmål om det pædagogiske udbytte.”
”Derfor ville jeg tage drøftelsen med mig selv, inden jeg gik i dialog med mine kolleger, så jeg var helt skarp på, hvad der egentlig bekymrede mig. Måske finder I ud af, at aktiviteten godt kan foregå indimellem, eller at aktiviteten måske skal rammesættes på en anden måde.”
